En ny net-baseret håndbog skal på alverdens sprog sprede det glade budskab om demokratiet. Democracy Handbook hedder den, og den bliver lanceret på nettet den 17. marts. Håndbogen er skrevet af civiløkonom Lene Andersen, der også er kendt som kvinden bag pseudonymet Jesper Knallhatt, forfatteren til det filosofiske fembindsværk Baade-Og.
»Bogen henvender sig til folk ude omkring i verden, som mangler den helt basale viden om demokrati. Jeg vil udbrede demokratiet, eller måske skulle jeg snarere sige at jeg vil udbrede kendskabet til demokratiet,« siger Lene Andersen og fortsætter:
»I et demokrati har man ret til at være anderledes og gøre, som man vil, så længe man ikke skader andre. De muligheder er der en masse mennesker, som ikke har. De lever nogle kummerlige liv, og det synes jeg ikke er i orden.«
Ideen er, at brugerne selv skal oversætte Democracy Handbook, der i Wikipedia-format præsenterer de demokratiske principper og institutioner. Til hver side er der nemlig ligesom på Wikipedia oprettet tilsvarende blanke sider, som folk kan udfylde på andre sprog. I første omgang engelsk, tysk og fransk og senere kinesisk, arabisk, farsi og så videre.
»Hvis man har lyst til at deltage i udbredelsen af demokratiet og lige har 10 minutter i frokostpausen, kan man sætte sig ned og oversætte en sætning eller to. Og pludselig kan folk i for eksempel Senegal læse om demokratiet på fransk,« siger Lene Andersen.
'En ny form for hellighed'
Demokratiforsker og lektor i statskundskab ved Københavns Universitet Henrik Bang understreger, at han ikke har sat sig grundigt ind i Lene Andersens projekt. Men han er umiddelbart skeptisk over for håndbogen, hvis første kapitel hedder »Hvorfor er demokrati så fantastisk?«.
»Jeg får altså nogle associationer til, hvordan vi på en meget uheldig måde er begyndt at tale om demokrati i den vestlige verden. Demokrati er så selvindlysende godt, synes vi. Det skal udbredes til hele verden, ligesom man engang mente om Guds ord. Det er en ny form for hellighed, som er dybt problematisk,« siger Henrik Bang.
Han peger på de uheldige sider ved demokrati-eksporten:
»Vi går i krig med demokratiet som motiv frem for eksempelvis FN-beslutninger. Demokratiet bliver en form for fundamentalisme. Og nu vil vi så skabe transnational dialog og forståelse gennem demokrati-tiltag og forstår ikke, at der er kommet en enorm modstand i visse lande imod demokrati netop på grund af vores brug af demokratibegrebet som argument for at gå i krig.«
Og ifølge Henrik Bang er der også på nationalt niveau problemer med en automatisk begejstring for alt, hvad der bliver kaldt demokratisk, og en tilsvarende kritik af, hvad der ikke er sanktioneret af flertallet.
»For eksempel blev aktivisterne i Brorsons Kirke omgående stemplet som bøller, fordi de ikke efterlever demokratiske beslutninger truffet i Folketinget. Og netop fordi demokrati på den måde bliver fundamentalistisk, bliver det paradoksalt nok meget udemokratisk. Det bliver en slags flertallets tyranni, som kun på overfladen ligner demokrati. Flertallet bestemmer, og minoriteter bliver udgrænset.«
En tak for kritik
Lene Andersen afviser dog at være fortaler for nogen form for aggressiv demokratisme.
»Jeg tror i virkeligheden ikke, vi er så uenige. Der er en væsentlig forskel på at stille viden til rådighed og at beslutte sig for enten militært eller med direkte påvirkning at demokratisere bestemte områder. Det ville ikke være demokratisk, for demokrati må nødvendigvis være noget, folk selv tilslutter sig,« siger hun og tilføjer:
»Jeg kan ikke indføre demokrati nogen steder. Jeg stiller noget viden til rådighed, som folk selv må bruge, som de vil.«
Lene Andersen understreger imidlertid, at hun er glad for kritik, for demokrati går jo netop ud på at lade meninger brydes:
»Han skal være hjertelig velkommen til at være uenig. Det er kun skønt. Jeg vil selvfølgelig lytte på hans argumenter for, hvorfor det, jeg er i gang med, er en rigtig dårlig ide. Hvis jeg er enig, vil jeg ændre noget af det, jeg har gjort, og hvis jeg er uenig, vil jeg svare igen. Så får vi en debat ud af det, og debat er en god ting.«
Lis Lendal
Ideen om retfærdighed er en del ældre end ideen om demokratiet.
Selv i diktaturstater kan man argumentere for, at domstolene skal dømme retfærdigt, og jeg tror, at mange mennesker i ikke-demokratiske lande kan få deres her-og-nu-levevilkår forbedret, hvis man kan forbedre domstolenes praksis.
Domstolene skal simpelhen tage den nedskrevne lovgivning alvorlig og afsige domme herudfra.