Gennem otte årtier har den kulturelt indflydelsesrige, allestedsnærværende amerikanske filmindustri i vid udstrækning dikteret den vestlige verdens kvindeidealer. I film efter film er vi blevet præsenteret for kvinder af alle slags: Stærke og svage, smukke og mindre smukke, selvstændige og kuede og så ikke mindst de, der mere end nogen andre har defineret en tid og en måde at se ud og opføre sig på.
De store kvinderoller i amerikansk film siden 1930'erne er et katalog over, hvordan Hollywood og i nogen grad også det amerikanske samfund har set på kvinder i samme periode, hvordan de gerne har villet, at vi skulle se på dem, hvordan synet på kvinder har forandret sig, og hvilke værdier man har lagt vægt på hvornår.
Det er disse kvinder, Informations filmredaktion - Liselotte Michelsen, Jonas Varsted Kirkegaard, Morten Piil og undertegnede - portrætterer her; de mest ikoniske, trendskabende kvindelige filmstjerner og den ene film, som mere end nogen anden har dikteret deres karriere og offentlighedens opfattelse af dem.
Det er ikke nødvendigvis de bedste film eller de bedste skuespillerinder, vi har valgt, men dem, der har fyldt og stadig fylder mest. Og synes man, at de fleste af kvinderne på listen er alt for smukke, glamourøse og hvide, skyldes det selvfølgelig, at sådan har Hollywood - og måske også publikum - villet have det. Kvindefrigørelsen nåede til Hollywood i slutningen af 1960'erne, men filmbyen er endnu ikke så fordomsfri og farveblind, som den burde være - og måske selv tror, at den er.
Selv i det sorteste afrika som aldrig har set Hollywood-film er kvindeidealet karakteriseret som 'lysere'.
Den helt globale 'blondine'-fiksering skyldes sandsynligvis øjets ubevidste tiltrækning af det lyseste element i syne.
Og det kan der selvfølgelig spindes meget guld på. Men det er meget tvivlsomt om det er en af mennesker intellektuelt udtænkt social konstruktion.
Farveblindhed er et handicap, ikke en dyd.
Det samme gælder for chauvinisme.
1-1.