Nyhed
Læsetid: 6 min.

Hvem fortæller de bedste historier?

Natten til mandag, dansk tid, uddeles årets Oscarstatuetter. Det er kulminationen på en lang, udmattende 'valgkamp', hvor Hollywoods filmselskaber har kæmpet for at fortælle vælgerne, altså de ca. 6.000 medlemmer af Det Amerikanske Filmakademi, hvem de skal stemme på
Fejlskud. Man må ikke direkte forsøge at påvirke medlemmerne af akademiet til at stemme på bestemte film. Det har Nicolas Chartier, en af producenterne af filmen 'The Hurt Locker', dog gjort, og det kunne i værste fald have kostet muligheden for at vinde. Men Chartier er i stedet blevet udelukket fra showet, som han nu må se på tv.

Fejlskud. Man må ikke direkte forsøge at påvirke medlemmerne af akademiet til at stemme på bestemte film. Det har Nicolas Chartier, en af producenterne af filmen 'The Hurt Locker', dog gjort, og det kunne i værste fald have kostet muligheden for at vinde. Men Chartier er i stedet blevet udelukket fra showet, som han nu må se på tv.

Kultur
4. marts 2010

Fredag den 19. februar sendte filmproducenten Nicolas Chartier en mail til sine venner og venner af venner i den amerikanske filmbranche, hvori han så mindeligt bad dem stemme på Kathryn Bigelows The Hurt Locker som årets Bedste Film ved Oscaruddelingen. Chartier er en af filmens Oscarnominerede producenter.

»Hvis alle siger til en eller to af deres venner (at de skal stemme på The Hurt Locker, red.), vinder vi og ikke en 500 millioner dollar dyr film (James Camerons Avatar, red.), vi har brug for, at uafhængige film vinder, ligesom filmene du og jeg laver, så hvis du synes, at The Hurt Locker er årets bedste film, så hjælp os!« skrev Chartier, lidt ubehjælpsomt.

Umiddelbart lyder det ganske uskyldigt, men faktisk har Chartier forbrudt sig mod det sæt regler, som Det Amerikanske Filmakademi har vedtaget for, som det hedder på akademiets hjemmeside, at »bevare en høj grad af fairness og værdighed i den proces - det årlige ritual, der bedre er kendt som en 'valgkamp' - hvor filmselskaber, producenter, distributører, pr-folk og andre promoverer film, der er med i kapløbet om en Oscar.«

Det store spørgsmål

Reglerne dækker alt fra de dvd'er, som filmselskaberne sender ud for at gøre opmærksom på de film og skue-spillere, de gerne vil have nomineret og belønnet med priser, til hjemmesider og annoncer, som promoverer film og præstationer.

Om brugen af email hedder det blandt andet, at den »ikke må hylde en films bedrifter, en præstation eller en enkeltperson. Den må ikke indeholde citater fra anmeldelser af en film eller en præstation, ej heller må den referere til andre æresbevisninger eller priser, før og nu, som enten filmen eller folk, der har været involveret i dens tilblivelse eller distribution, har modtaget.«

Således skal Nicolas Chartier, igen ifølge Det Amerikanske Filmakademis regler, straffes for sin opførsel - det kan f.eks. ende med, at Chartier, der er Oscarnomineret for første gang, slet ikke kan blive medlem af Akademiet, hvilket man ellers automatisk bliver, når man har været nomineret.

Og det store spørgsmål er selvfølgelig også, om affæren kommer til at gå ud over The Hurt Locker, som faktisk er en af favoritterne ved Oscaruddelingen på søndag - natten til mandag, dansk tid.

Uafhængig og påvirkelig

Nicolas Chartier har selv været hurtigt ude med en uforbeholden undskyldning, der forleden stod citeret i Los Angeles Times:

»Min naivitet, uvidenhed om reglerne og rene og skære dumhed som førstegangsnomineret er ikke en undskyldning for denne opførsel, og jeg fortryder den dybt.«

Balladen om Chartiers upassende email illustrerer kun, hvor hedt det går for sig i månederne, ugerne og dagene inden Oscaruddelingen - nogle mener endda, at det foregår hele året rundt. Filmselskaberne bruger millioner af dollar på at promovere deres film og gøre dem synlige, ikke blot for det almindelige publikum, men for hele den amerikanske filmbranche.

Først handler det om at få filmene og personerne nomineret, dernæst om at sikre dem en Oscarstatuette. Og processen minder mest af alt om et regulært valg, hvor vælgerne, i det her tilfælde Det Amerikanske Filmakademis 5.777 medlemmer, skal overbevises om, hvor de skal sætte deres kryds.

»De er uvillige til at blive influeret af andet end deres egen mening, men er måske alligevel nemmere at påvirke, end de har lyst til at erkende,« skrev Mark Harris for nylig i en stor artikel i New York Magazine om det, han kalder 'den røde løber-valgkampen'. Og der er meget på spil, fortsætter han:

»I Hollywood er det at vinde det eneste ud over penge, som bekræfter filmstudierne i, at de har lavet noget bedre end alle andre.«

I december uddeles de første, store amerikanske filmpriser, og prisregnen fortsætter i januar og februar, hvor filmkritikere, brancheorganisationer, fagforeninger og mange andre fortæller os, at lige netop deres priser giver det bedste fingerpeg om, hvem der i begyndelsen af marts vinder Oscarstatuetterne.

Det er hans tur

I løbet af den periode vil man opleve, hvordan især de store film forsøger at kapre al opmærksomheden ved at bygge historier op omkring deres film. At få en film eller en person nomineret kræver, ifølge Mark Harris, en kombination af god planlægning, en god film og held.

Men skal man vinde, skal man også have den rigtige historie at fortælle om de nominerede, både film og mennesker.

»At Jeff Bridges (der er Oscarnomineret for sin hovedrolle i Scott Coopers Crazy Heart, red.) giver en smuk, overbevisende, enestående prisværdig præstation i Crazy Heart var ikke blot vigtigt; det var essentielt. Men det er heller ikke nok. Og det er der, at en Oscarkampagne kommer ind i billedet,« skriver Harris.

»Det, en intelligent Oscarkampagne formår, er at gøre nogen eller noget til en del af en større historie, og Crazy Heart har en god én at fortælle: Bridges, en vellidt, ofte nomineret skuespiller, der lige er blevet 60, har aldrig vundet en Oscar. Med andre ord er det hans tur.«

Og det er en historie, som selskabet bag Crazy Heart har fortalt så godt og medrivende, at briten Colin Firth, der ellers lå til at vinde en Oscar for sin stærke præstation i Tom Fords A Single Man, efter al sandsynlighed vil tabe til Bridges på søndag.

Det var samme logik, der til dels lå bag Martin Scorseses første Oscar som instruktør for The Departed (2006) - som guderne må vide ikke er hans bedste film, men hans sjette nominering - og Kate Winslets Oscar for Stephen Daldrys The Reader (2008) - ligeledes hendes sjette nominering - der bestemt ikke er lige så god en film som Sam Mendes' Revolutionary Road (2008), som hun i øvrigt ikke engang var nomineret for.

Mange andre historier

'Filmen, der griber tidsånden' er en anden historie, som filmselskaberne gerne vil fortælle. I år er det Jason Reitmans Up in the Air, der blandt andet handler om, hvordan finanskriser rammer almindelige mennesker, som har erobret den. The Hurt Locker er 'Muligheden for at skabe historie', fordi Kathryn Bigelow kan blive den første kvinde i filmhistorien til at vinde en Oscar - og meget tyder på, at medlemmerne af Det Amerikanske Filmakademi vil være med til at give den historie en lykkelig slutning.

Avatar, der er favorit i mange andre kategorier, er både 'Publikumsfavoritten' og 'Den store satsning, som kunne betale sig', mens Le Daniels' Precious er 'Den lille film, der kunne', fordi den netop er en lille film, der har vokset sig stor. Gabourey Sidibe, der spiller titelrollen i Precious, har til gengæld erobret 'Askepot-historien' i Bedste Skuespillerinde-kategorien, fordi hun stort set kommer ud af ingenting.

Sandra Bullock er 'Vi vidste, hun kunne' eller 'Det store comeback', fordi hun i melodramaet The Blind Side viser, at hun rent faktisk kan spille skuespil. Meryl Streep har ligesom Jeff Bridges lagt beslag på 'Det er på tide', fordi hun er nomineret for 16. gang - det er rekord - og ikke har vundet siden 1983 og Sophies valg. Og endelig er Carey Mulligan 'Det nye, store talent', en historie, Hollywood elsker, og som man med succes har fortalt mange gange før.

Der er altså rigtig mange gode historier i spil i år, men det er først, når Oscarvinderne natten til mandag annonceres, at vi ved, hvem der har fortalt de bedste. Og om Nicolas Chartiers email har skadet The Hurt Lockers vinderchancer.

I går kom det frem, at Nicolas Chartier som straf er blevet udelukket fra at deltage i selve Oscaruddelingen.
Mere om Oscarshowet, akademiets regler og de nominerede film på www.oscars.org
Årets Oscaruddeling sendes live på TV2 FILM

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her