Læsetid: 5 min.

Hvorfor døde Real Madrid?

Med slutcifrene 1-1 måtte Real Madrid onsdag for sjette år i træk se sig slået i ottendedelsfinalen i Champions League. Nu er der gang i både bortforklaringer og krav om nye ofre til skafottet. Eneste håb for kongeklubben er nu, at det må gå rivalerne fra Barcelona endnu dårligere
Fiasko. Real Madrids Raul Gonzalez (th.) og Olympique Lyons Aly Cissokho i nærkamp om bolden i den kamp, der sikrer, at den nye sæson kun kan betegnes som en fiasko for madrilenerne.

Fiasko. Real Madrids Raul Gonzalez (th.) og Olympique Lyons Aly Cissokho i nærkamp om bolden i den kamp, der sikrer, at den nye sæson kun kan betegnes som en fiasko for madrilenerne.

Juan Medina

13. marts 2010

Onsdag aften kl. 22.30 var det slut for verdens rigeste fodboldklub, Real Madrid. For sjette år i træk måtte det traditionsrige kongehold se sig knockoutet i ottendedelsfinalen i Champions League. Denne gang mod franske Olympique Lyonnais. Og så oven i købet i 2010, der var rig på gyldne løfter. Hvor det hele så lovende ud med sprudlende offensiver og nylige storsejre. I år, hvor finalen skal opføres på Estadio Santiago Bernabéu, og hvor den genvalgte præsident Florentino Pérez i drømmen om et nyt Galacticos havde kastet svimlende summer efter stjernespillere som Cristiano Ronaldo, Kaka og Karim Benzema. Det var, som flere medier beskrev med poetisk kliche, en noche negra, en sort nat for de hvide madrilenere.

1-1 lød slutcifrene i hovedstaden, mens et hovedrystende og alt for stille publikum så hele sæsonen passere forbi i én eneste match med skizofrene halvlege. De første 45 minutter var Real Madrid guddommelige. Guti var en taktisk perle på midtbanen, og man savnede slet ikke Xabi Alonso, som havde karantæne i Lyon-kampen. Alt tegnede rosenrødt efter en blitzende scoring fra 'Cristiano', som de kalder den tidligere United-spiller på de kanter. Naturligvis med adresse fra Gutis gyldne fod, for det hér skulle være madrilenernes svar til alle dem, der troede, at stjernerne var pomadiserede teenagere og heldige argentinere. De gamle kan endnu. Guti ejede første halvleg. Ja, han var simpelthen fodboldens inkarnerede skønhed. Måske endda dens aristokratiske poetik, dér, hvor fodbolden fortæller sig selv, hvad den handler om.

De sande bødler gav op

Og så ramte Real muren. De sidste 45 minutter var eklatant ringe, og drømmen smuldrede i takt med, at et klogt spillende Lyon-mandskab gradvist pressede bolden længere og længere op på spaniernes banehalvdel. 1-1 stod der. Og det blev der ved med. Også efter indskiftningen af Rafael van der Vaart, matchvinderen fra den åndeløse kamp mod Sevilla i sidste weekend, og en langtidsholdbar Raúl González, som kvitterede for træner Manuel Pellegrinis valne gunst med et raseriudbrud mod en Lyon-forsvarer, der til lejligheden knugede sig sammen i græsset. Måske af frygt for tyrefægterens indestængte vrede - Raúl er jo ellers ikonet på fairplay - eller også var det bare endnu et taktisk stunt.

Det her var Real Madrids adios i et stilbillede: Raúl løb og løb, alt for langsomt, alt for forudsigeligt, alt for utroværdigt gestikulerende, fordi de sande bødler, de ungdommelige af slagsen, for længst var gået mentalt i brusebad, eller tænkte på, hvorfor fanden de ikke bare var blevet i engelsk fodbold.

Prompte var sportsavisen Marca, som lever af Real Madrids op- og nedture, klar med revolveren. »Farvel Champions, farvel Pellegrini,« lød hovedhistorien. Men Marca er ikke katolsk dommer med licens til straf og nåde, og selv ikke deres ætsende rapport fra en elendig anden halvleg, hvor alting krakelerede, kunne undgå at ende i den sædvanlige apologi: Nuvel, nu må vi slås for La Liga. Det er dét, det hele handler om. Underforstået, det har det hele tiden kredset om. Det var målet med sæsonen. Amen. Lad os alle fortrænge.

Løgn. Gu' var det ej. Det ved en otte-årig fan fra en andalusisk bjerglandsby med en lidt for stor 'Cristiano'-trøje. Det ved Guti, som har prøvet det hele før. Og det ved Pellegrini selvfølgelig, selv om han prøvede at tvære derouten af på en skøn sirenesang fra finale-Bernabéu, der endte med at blive demotiverende. Det var do or die, Champions League eller intet. På den baggrund har skribenten bag det danske Madrid-site, madridista.dk, fuldstændig ret i sin kyniske svada: »Sig hermed velkommen til en sæson, der fra nu af kun er at betragte som en fiasko!«

Den eneste triumf, der er tilbage for Real Madrid nu, er ikke sølvtøj fra La Liga, men håbet om, at det må gå FC Barcelona tilsvarende ilde. De skal også smides ud af Champions League. De skal også trevle op indefra. Og allerhelst skal Zlatan og Messi og Henry langtidsskades. Og los blaugrana skal mindst tabe 0-5 på Bernabéu. Og de skal offentligt undskylde, at de er bedre end Real Madrid. Nej, endnu bedre, de skal krybende indrømme, at ingen succes når Reals tindrende storhed til sokkeholderne. Fodbold er en barnlig sport.

Og så lige midt i Gutis revitalisering. Maldita sea! Hvad bilder de sig ind, de banemænd fra Lyon! De afbryder en succesrække, der begyndte med vendepunktet mod Deportivo - hvor Real ikke havde vundet i en menneskealder - fortsatte i udraderingen af Villarreal og mordet på Tenerife for at kulminere i det episke remontada, comebacket, mod Sevilla for en uge siden. Madrid var »elektrisk«, som Sevilla-træneren, Manolo Jimenez, stakåndet fortalte pressen. Kl. 22.30, fire dage senere, var de sure, mørbankede og slagne krigere.

Narcissistiske onemanshows

Tilbage står massiv selvkritik og sikkert også en kommende fyreseddel til Pellegrini. Som en kommentator på madridista.dk's forum tørt bemærker, så ligger det lige til den »hjernedøde« Pérez' højreben at råbe bål og brand og straks slagte de sædvanlige mistænkte. Nu skal der tælles finanser, fabrikeres kontrahistorier og opfindes nye gyldne løfter. Og igen lyder det som en discount-katolicisme: Ja, ja, for helvede, vi nåede ikke Dommens Dag, men vi kommer igen i et andet liv. Med en ny Jesus. Altså næste sæson. I mellemtiden kan den globale Real-fanskare så passende holde vejret, mens rigtige tophold med uendeligt højere bundniveau suser derudaf, og en ny træner - Mourinho?, Wenger?, anyone? - for 117. gang kækt gentager begæret efter at være kalif i stedet for kaliffen.

Hvorfor døde Real Madrid? Var det prisen for en moderne risikofodbold, hvor en vital offensiv må betale prisen nede bagved? Eller er det nemesis for den megalomane kultur i et Real Madrid, der pt. er overbefolket af narcissistiske onemanshows? Måske er det bare lige som den forkælede møgunge, der har værelset fyldt med dyrt legetøj og alligevel sidder ovre i et hjørne og kyler lego ind i væggen. Eller også må man gøre som Kaka. Sige undskyld. Det gjorde han så. Undskyld.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu