Læsetid: 7 min.

Indvandreren er en statist i dansk litteratur

Man skal ikke lede længe efter indvandrere i Danmark, men man skal lede længe efter indvandrere i dansk litteratur. 'De fremmede' dukker som regel kun op i samtidslitterære skildringer som bipersoner på gennemfart. Forfatterne har svært ved at finde en form, der kan rumme dem
Fra sidelinien. Indvandrere er fattigt repræsenteret i dansk litteratur - mange klicheer og få hovedroller.

Fra sidelinien. Indvandrere er fattigt repræsenteret i dansk litteratur - mange klicheer og få hovedroller.

5. marts 2010

Det piber og skriger i skiftesporene, da toget til Danmark triller over grænsen ved Padborg med Erkan Turan ombord. Året er 1969, og den 25-årige tyrkiske fremmedarbejder sidder i sin kupé og øver sig på at sige 'Esbjerg'. Han ved det ikke endnu, men den vestjyske fiskerby skal med årene gøre ham til en afholdt og succesrig forretningsmand, og en skønne dag skal byen også give ham chancen for at hævne den familietragedie, han har efterladt sig derhjemme.

Sådan lyder oplægget til TV2-journalist og forfatter Karsten Lunds nye roman, Skrønen om Erkan, der fortæller historien om en af de mange tyrkere, der kom til Danmark fra den anatolske højslette under tressernes første indvandrerbølge.

Romanen, der udkom tidligere på ugen, er på mange måder en sjælden bog i dansk litteratur: Ikke alene beskriver den et overset kapitel i nyere dansk historieskrivning, den gør det samtidig med en fremmedarbejder som hovedperson - og dét er langtfra hverdagskost på det danske bogmarked.

»I dansk litteratur optræder indvandrere stort set kun som bipersoner,« siger postdoc Tue Andersen Nexø fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Han peger på en række eksempler fra de senere år, hvor indvandrere netop har spillet rollen som vedhæng til den primære handling: I Bent Vinn Nielsens netop udkomne roman Et liv i almindelighed (2010) optræder den høflige indvandrer Kalim som kæreste til hjemmehjælperen Pia Svendsens datter. I Erling Jepsens Frygtelig lykkelig (2004) møder vi i glimt den irakiske læge Hawas, der indtager rollen som et af byens få normale mennesker, og i Henning Mortensens Næb og kløer (2005) er det den illegale flygtning Pava, der får nynazisten Benny på bedre tanker.

I Jakob Ejersbos Nordkraft (2002) møder vi den iranske flygtning Hossein, som ikke blot er lånehaj og narkokurér, men også det kriminelle miljøs mest kompetente menneske, og hos Christina Hesselholdt dukker flygtningen Naseema pludselig op I familiens skød (2007) og skaber kvababbelser hos de velmenende humanister, der ikke helt ved, hvordan de skal forholde sig til hende.

Samfundets klicheer

Ifølge Tue Andersen Nexø er indvandrernes birolle i litteraturen på mange måder en spejling af den rolle, de har i det øvrige samfund.

Men tendensen røber samtidig en betydelig usikkerhed blandt danske forfattere, når det kommer til at give indvandrerne litterær form. »Forfatternes dilemma er, at de gerne vil skrive om indvandrere, men de har svært ved at gøre det uden at komme til at reproducere de allerede eksisterende klicheer om dem,« siger Tue Andersen Nexø, der har en teori om hvorfor:

»Jeg tror, der findes områder i den politiske debat, som er så betændte og overskrevne med klicheer, at det næsten er umuligt for forfattere at beskrive dem uden at komme til at føle, at de gentager noget, der allerede er sagt. Indvandring er ét af de områder. Og derfor gør forfatterne alle mulige krumspring for at nærme sig emnet uden at blive fanget af hverken nationalkonservative eller kulturradikale klicheer.«

Som eksempel på et af mange krumspring nævner han Kristian Bang Foss' Stormen i 99 (2008), hvor bipersonen Mahmoud, der er muslim og forsager svinekød, på et tidspunkt kommer til at forveksle en wienerschnitzel med en fiskefilet. Kollegerne advarer ham, men Mahmoud slår advarslen hen som et udslag af dårlig dansk humor og beder i stedet kokken fylde godt med remoulade på.

»Scenen slutter med, at han siger: Allah har ikke velsignet den her fisk. Det er meget morsomt, og det er netop i sådanne små sprækker i dansk litteratur, at man kan få et billede af virkelighedens kulturmøder og - konflikter på en måde, som er mere nuanceret og mindre hysterisk end den måde, debatten foregår på i det offentlige rum,« siger Tue Andersen Nexø.

Usynlige indvandrere

Spørger man lektor i Nordisk Litteratur ved Aarhus Universitet, Hans Hauge, er det imidlertid en skam, at forfatterne lader det blive ved birollerne og de partikulære nedslag og ikke mere ambitiøst forsøger at inkludere indvandrerne og indvandrerspørgsmål i samtidslitteraturen.

»Det betyder, at litteraturen ikke afspejler samtiden på et væsentligt punkt. Når nu alle medier adresserer emnet, kunne det jo være en oplagt anledning for litteraturen til at opstille nogle kvalificerede modbilleder,« siger Hans Hauge, der i modsætning til Tue Andersen Nexø ikke har megen forståelse for forfatternes såkaldte 'frygt for klicheerne'.

»Det er jo trods alt en af litteraturens fornemste opgaver at tage fat om klicheer og populære opfattelser i et forsøg på at ændre og nuancere dem,« siger han.

Han mener desuden ikke, at det kun er som hovedpersoner i dansk litteratur, at indvandrerne glimrer ved deres fravær.

Mens lande som Tyskland, England og Frankrig de sidste 60 år har opdyrket adskillige store indvandrerromaner - og Salman Rushdie har udpeget indvandreren som det 20. århundredes definerende figur - er det herhjemme stadig en raritet at støde på indvandrere i prosaen, mener han.

»Lige så synlige indvandrerne er i gadebilledet, lige så usynlige er de i litteraturen. Man skal ikke lede længe efter en indvandrer i Danmark, men man skal lede længe efter en indvandrer i danske romaner,« siger Hans Hauge, der mener, at fraværet er paradoksalt:

»I betragtning af, hvor meget indvandrerdebatten har optaget den politiske og folkelige dagsorden de sidste 15-20 år, er det besynderligt, hvor lidt det er afspejlet i litteraturen. Forfatterne udtaler sig ganske vist om indvandringen, men de skriver kun sjældent om den i deres romaner«.

Ydmygende rolle

Også Moritz Schramm, adjunkt på Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet, mener, der er behov for et skærpet fokus blandt danske forfattere på indvandreren som litterær figur.

»Og jeg vil faktisk gå endnu længere og sige, at det næsten er ydmygende, at indvandrere som regel optræder i biroller i stedet for at blive sat i centrum. Det er med til at cementere en opfattelse af, at det normale er det danske,« siger han og fortsætter:

»Så kan det godt være, at forfatterne er bange for at havne i nogle stereotype bokse. Men hvis de gør det ordentligt, har de ikke noget at frygte«.

- Svigter de danske forfattere?

»Måske har de bare ikke nok indsigt i emnet. Det er svært at skrive om noget, man ikke ved noget om. Det handler også om, hvilken baggrund man har. Den danske litteraturverden er jo - med visse undtagelser - ret hvid, og den mangler, at der er mennesker med en anden erfaring, der har nogle historier at bidrage med,« siger Moritz Schramm.

Nye stemmer

Der er dog sket en udvikling, påpeger han. I 2007 udkom antologien Nye stemmer med tekster fra i alt 14 forfattere med anden etnisk baggrund end dansk, og de senere år er også flere forfattere med anden etnisk baggrund end dansk dimitteret fra Forfatterskolen.

I 2009 udkom desuden debutanten Lone Aburas' Føtexsøen, der er en delvist selvbiografisk roman om hovedpersonen Lenes opvækst i et dansk-egyptisk hjem og hendes drømme om at blive forfatter.

På mange måder følger romanen den klassiske model for immigrationslitteratur - og så alligevel ikke, mener Tue Andersen Nexø:

»For romanen er samtidig ekstremt bevidst om det skema, den læner sig op ad, og den forsøger hele tiden at sabotere det,« siger Nexø, der betegner debuten som et vellykket forsøg på at bearbejde og tematisere identitetsforskelle og kulturmøder litterært.

Derimod er Merete Pryds Helles Oh Romeo fra 2006 et eksempel på det modsatte. I hendes opdaterede version af William Shakespeares berømte tragedie om umulig kærlighed, er Romeo taxachauffør og søn af iranske indvandrere, mens Julie er ph.d.-studerende og datter af en fremtrædende politiker fra Folkepartiet, der er en pendant til Dansk Folkeparti. Deres kærlighed er med andre ord dømt til at mislykkes.

Og det er romanen også:

»Man kan se, at der er en klar ambition om at skrive en historie, der fungerer som et partsindlæg imod dæmoniseringen af indvandrere i den offentlige debat. Men teksten ender et sted, hvor den - uanset om man er enig i budskabet eller ej - reproducerer en politisk kliché, som ikke er særlig interessant at læse,« siger Tue Andersen Nexø, der mener, det generelt går galt, når forfatterne forsøger at sige noget særlig bastant og generelt om indvandringen og indvandrerdebatten.

Og måske behøver litteraturen heller ikke gøre det? I hvert fald er det et underligt krav at stille til forfatterne, at de nødvendigvis skal skrive om det, medierne definerer som den vigtigste dagsorden, mener han.

»Læser man Jyllands-Posten hver dag, kan det se ud som om, værdidebatten og indvandringen er de to største problemer i Danmark lige nu - og på den baggrund forstår jeg godt, man spørger: Hvorfor skriver forfatterne ikke mere om det? Men man kunne også vende den om og sige: Litteraturen har brugt de sidste ti år på at se igennem værdikampens tåger og beskrive velfærdsstatens gradvise forvitring: Hvorfor taler politikerne ikke om dét?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Jørgen Lassen

Vi må have indført kvotering på dette område, ligesom nogle ønsker i forbindelse med kønsfordelingen til attraktive jobs som professor, direktør, bestyrelsesmedlem og -formand.

Hver forfatter forpligtes til i hver roman at inkludere et passende antal indvandrere i passende fremtrædende roller, efter nærmere regler fastsat af kulturministeren.

Overtrædes reglerne kan sanktionen være fratagelse af statsstøtte samt beskæring af bibliotekspenge.

Jeg har indvandrere som bipersoner i flere af mine romaner, men jeg ville aldrig som mangegenerationsdansker påtage mig at beskrive en indvandrer set "indefra".