Læsetid: 6 min.

Der er ingen ende på Alice

Populærkulturen og ikke mindst filmhistorien har gennem næsten 150 år trukket store veksler på Lewis Carrolls ’Alice i Eventyrland’. Information tager på strejftog gennem historien i anledning af morgendagens premiere på Tim Burtons filmversion
Populærkulturen og ikke mindst filmhistorien har gennem næsten 150 år trukket store veksler på Lewis Carrolls ’Alice i Eventyrland’. Information tager på strejftog gennem historien i anledning af morgendagens premiere på Tim Burtons filmversion
3. marts 2010

Det er ikke svært at forestille sig den opsigt, Alice i Eventyrland og efterfølgeren, Bag spejlet, må have vakt, da bøgerne blev udgivet i hhv. 1865 og 1872 med kongeniale illustrationer af Sir John Tenniel. Historiernes sproglige finurligheder og vrøvlevers, anarkistiske tone, grumme humor og kafkaske optrin var så langt fra tidens korrekte, victorianske tankegang, som det overhovedet var muligt.

Og fra sin forfatter, den stille, generte matematikprofessor fra Oxford, Charles Lutwidge Dodgson, der skrev under pseudonymet Lewis Carroll.

Egentlig burde Alice i Eventyrland hedde Alice i Undreland – hvilket den også gør i Eigil Søholms nyoversættelse fra 2000. Det er nemlig mest det, Alice gør, undrer sig, da hun falder ned i kaninhullet eller træder gennem spejlet og ind i en verden, hvor dyr kan tale og ting dukker op, forsvinder, ændrer sig og i det hele taget er umulige at få hold på, præcis som i en drøm.

Den voksne mands blik

»Der er ingen ende på Alice,« som Bo Green Jensen for 10 år siden skrev i et essay om Lewis Carroll og hans opfindelse i bogen Det første landskab. Og det er heller ikke svært at forstå, hvorfor Alice i Eventyrland siden udgivelsen har indtaget så prominent en plads i især populærkulturen, og hvorfor man bliver ved med at vende tilbage til de to bøger og deres unge, men gammelkloge og frygtløse heltinde i musik, litteratur og ikke mindst film, senest selvfølgelig Tim Burton, hvis udgave af Alice i Eventyrland har premiere i morgen.

Det er ikke mindst sproget og det verbale overskud og opgøret med voksenverdenens fokusering på fornuft og meninger, der gør historierne om Alice tidløse – selv om de sagtens kan læses som en bidsk satire over netop victoriatidens England.

De mange skøre, skæve indfald, den bagvendte logik og al snakken om galskab betyder, at historierne er så åbne for fortolkning, at både surrealister, absurdister, freudianere og syrehoveder – hun spiser af en svamp, der kan gøre hende stor og lille – på forskellige tidspunkter har kunnet læse lige præcis deres tanker og ideer ind i dem.

Af samme grunde er bøgerne heller ikke helt så børnevenlige, som de har fået ry for at være, vel hovedsagelig på grund af Walt Disneys populære, animerede version fra 1951. Faktisk er de lidt uhyggelige og udtrykker i nogen grad den voksne mands blik på drømmeverdenen, hvoraf også følger, at Alice er den ud ad til hæmmede Charles Dodgsons stedfortræder i Eventyrland.

Forgabt i Alice

Mindre fascinerende bliver Alice i Eventyrland ikke af, at der stadig hersker en vis mystik omkring det forhold, Dodgson havde til den 10-årige pige, Alice Liddell, som inspirerede ham til at finde på historierne, og som han første gang fortalte dem til.

Charles Dodgson var efter alt at dømme ikke pædofil – forskere mener, at han var aseksuel. Men han var bestemt forgabt i Alice Liddell – victorianerne dyrkede børn og barndommen som noget rent og uspoleret – hvilket også Gavin Millar og Dennis Potters rigtig fine film om virkelighedens Alice, Dreamchild (1985), har som omdrejningspunkt. Alice i Eventyrland og Bag spejlet er en hyldest til hende. Som der står i sidste vers i det digt, der indleder den første bog, i Mogens Jermiin Nissens oversættelse:

»Kom, Alice, ræk mig så din hånd/Tag mod mit eventyr/og gem det bag de drømmeslør/hvortil vor tanke flyr/som pilgrimshilsen fra et land/hvor barnets verden gror.«

Der er begået utallige biografier om Charles Dodgson/Lewis Carroll, lavet annoterede udgaver af hans bøger og skrevet pasticher enten i hans ånd eller som frie gendigtninger af historierne. For nogle år siden moderniserede den danske forfatter Leonora Christina Skov for eksempel Carrolls original.

Wendy, Dorothy, Alice

Der er skrevet musik med udgangspunkt i Alice i Eventyrland, mest berømt vel nok Jefferson Airplanes »White Rabbit« fra 1967 – »One pill makes you larger/And one pill makes you small« – der angiveligt varer lige så lang tid, som det tager et lsd-trip at toppe, men i 2007 også en opera af den koreanske komponist Unsuk Chin.

Den britiske tegneserieforfatter Alan Moore, som ynder at bruge victorianske romanfigurer i sine historier, færdiggjorde i 2006 den pornografiske Lost Girls, der lader tre af den victorianske litteraturs kendteste kvindeskikkelser, Wendy fra Peter Pan, Dorothy fra Troldmanden fra Oz og Alice fra Alice i Eventyrland, mødes som voksne og fortælle hinanden om deres seksuelle oplevelser.

Men det er trods alt de mange filmudgaver af Alice i Eventyrland og Bag spejlet, som har gjort mest væsen af sig og været med til at holde historierne i live, og fælles for næsten dem alle er, at de blander elementer fra begge bøger og forholder sig overvejende frit til forlæggene.

Inspireret animation

Den britiske filmmand Cecil Hepworths 10 minutter lange Alice in Wonderland fra 1903 er stort set kun interessant, fordi det er den første Lewis Carroll-filmatisering. Faktisk skal man op i 1930’erne og til Hollywood for at finde en film, der har held med at sætte levende billeder til Carrolls ord.

Norman Z. McLeod, der også lavede to film med Marx Brothers, stod for instruktionen af Alice in Wonderland (1933), mens Joseph L. Mankiewicz skrev manuskriptet. W.C. Fields, Gary Cooper og Cary Grant er på rollelisten, men de er alle maskeret til ukendelighed i rollerne som nogle af de spillekort og talende dyr, Alice møder i Eventyrland.

Filmen er ret opfindsom i sin brug af visuelle effekter – for eksempel når Alice vokser sig stor og lille – og faktisk er det en ret underholdende og vellavet film.

I 1951 kom så Disneys animerede Alice i Eventyrland, som også har været mange generationer af børns første – og eneste – møde med Lewis Carrolls eventyr. Filmen, der er instrueret af Clyde Geronimi, Wilfred Jackson og Hamilton Luske, er en fryd for øjet, og man fornemmer, at Carrolls hittepåsomhed virkelig har inspireret animatorerne. Samtidig er filmen, trods sin store charme, temmelig syret af en børnefilm fra 1950’erne at være.

Syret er også Jonathan Millers sort-hvide tv-film fra 1966. Med et tidstypisk lyd-spor af sitarekvilibristen Ravi Shankar er filmen en absurdistisk satire over det britiske samfund, ikke mindst kirke og kongehus, hvilket understreges af, at ingen af skuespillerne er maskeret, men blot opfører sig som dyr. Blandt filmens mange prominente medvirkende er Sir John Gielgud, Michael Gough, Peter Cook, Michael Redgrave, Alan Bennett, Leo McKern og Peter Sellers.

Alice lever stadig

En af de mest trofaste – men lidt kedelige – filmatiseringer er William Sterlings technicolor-musical Alice’s Adventures in Wonderland (1972). Fiona Fullerton spiller Alice, og hun har også selskab af Peter Sellers og en lang række kendte, britiske skuespillere, blandt andre Dudley Moore, Sir Ralph Richardson, Roy Kinnear og Dennis Price.

Fire år senere lavede William Osco den mildest talt bizarre Alice in Wonderland: A Musical Porn, hvor der både synges, danses og dyrkes sex. Alice (Kristine DeBell) er en voksen kvinde, der stadig er jomfru, men som i Wonderland bliver et seksuelt særdeles aktivt menneske.

Af de seneste 20 års Alice-film er det den tjekkiske instruktør og dukkemager Jan Svankmajers Alice (1988), der stikker ud. Filmen blander live action og stop motion-animation og er mere mareridt end drøm; typisk for surrealisten Svankmajer, der leger med tanken om, at Alices oplevelser ikke er fantasi, men virkelighed.
I morgen er der så premiere på Tim Burtons længe ventede og den til dato dyreste filmudgave af Alice i Eventyrland. I filmen er Alice 19 år gammel, hun står på tærsklen til sit voksenliv, og den handler om, hvordan hun vender tilbage til det Eventyrland, hun besøgte som barn, men nu har glemt alt om.

Og således viser det sig, at der stadig er liv i den efterhånden gamle tøs.

Se også Fotobloggen: Alice i Eventyrlandene

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu