Læsetid: 8 min.

Der er jo ingen af os, der kan holde livet ud

Mikael Josephsens nye roman, 'Neden under', er historier om udsatte mennesker, der lever på grænsen og på hver deres måde flygter fra virkeligheden
Tilstand. Af alle de stoffer og alkohol og sex og mad, jeg nogensinde har prøvet, er der intet så fantastisk, som når digtet går hjem. Nogle gange kan jeg være i den tilstand i flere døgn og få skrevet en masse. Andre gange sker der intet. Men prosa kan jeg arbejde med på en anden måde. Jeg kan godt skrive en side hver dag, siger Mikael Josephsen, der er aktuel med romanen 'Neden udunder'.

Tilstand. Af alle de stoffer og alkohol og sex og mad, jeg nogensinde har prøvet, er der intet så fantastisk, som når digtet går hjem. Nogle gange kan jeg være i den tilstand i flere døgn og få skrevet en masse. Andre gange sker der intet. Men prosa kan jeg arbejde med på en anden måde. Jeg kan godt skrive en side hver dag, siger Mikael Josephsen, der er aktuel med romanen 'Neden udunder'.

Sigrid Nygaard

26. marts 2010

Narkomanerne Kim og Heidi veksler mellem metadon og drømmen om en pæn lejlighed og så det næste fix, hvis ellers de kan finde en åre, de endnu kan stikke i. Psykologen Simon arbejder på misbrugscenteret og går selv langsomt i hundene i sprut. Bent og Inga prøver at holde livet fra døren ved en småborgerlig tilværelse, hvor man aldrig taler om noget, der er svært, spiser for meget og har ligget på den samme campingplads i 25 år med et lille hvidt stakit rundt om. Og alternative Linda, der arbejder på at få sine børn hjem fra plejefamilien, har mistet jordforbindelsen i dyrkningen af det spirituelle, rødbedebøffer og alternative behandlingsmetoder, hun som kostrådgiver, med alle gode intentioner, påfører sine klienter.

Alle personernes veje krydses på en eller anden måde. De er mennesker, der lever og elsker og drømmer stort eller småt og kommer igennem livet på bedste beskub, skildret med en indsigt og omsorg, der får dem til at træde nøgternt frem.

Det kunne være en socialrealistisk skildring af mennesker på bunden af samfundet, men ifølge forfatteren Mikael Josephsen er det nærmere tænkt som en almen skildring af noget i os alle sammen. Som stumper af spejle. Flugtstumper, kunne man kalde det.

»De her mennesker er først og fremmest hybrider af mig selv,« siger Mikael Josephsen, der på Forlaget Borgen blev kaldt det levede livs digter. »Efter at have været clean i 17 år har jeg dem alle sammen i mig. Jeg har psykologens overblik nogle gange fordi jeg har gået så meget i terapi. Jeg har været gift i 30 år og genkender Bent og Ingas evige kaffedrikkeri og trummerum, og narkomanerne har jeg jo i mig fra min lange misbrugskarriere. Selv Linda kender jeg i mig selv, længslen efter det spirituelle eller religiøse, der skal skabe en ny mening for mig.«

Et liv som misbruger

Mikael Josephsen var fuld første gang, da han var 11 år gammel.

Opvæksten i et alkoholiseret hjem, med en far, der var psykopat, har han skrevet om i sin første roman, Opløb.

Siden var det hash og så hårde stoffer. Men han sprøjtede ikke sig selv, det turde han ikke. I stedet ringede han til vagtlægen og fik ham til at gøre det. Hvad han nu kunne lokke ud af ham. Nozinan og morfin for det meste. »Nozinan er sådan noget antipsykotisk medicin, men også smertestillende. Det bliver kaldt rottegift inden for faget, for det er snyd, det er morfin, man vil have. Men nogle læger giver så det i stedet, og det kan man mærke med det samme, det kommer ind i årerne.«

Han gik ud af folkeskolen, levede af socialhjælp, og penge til sprut og stoffer skaffede han ved tyverier og ved at plante hele haven til med pot til både salg og til eget forbrug.

Efter et 20 år langt misbrug af stoffer og sprut havde han endelig en dag mistet alt. Hans kone var flyttet, møblerne solgt og huset på vej på tvangsauktion.

»Jeg lå derhenne på en madras,« siger han og peger på alkoven i stuen, hvor et hvidt forårslys falder ind gennem ruderne. »Det var det eneste, der var tilbage, en madras og så mine flasker og mine pilleglas. Jeg ved sgu ikke hvem, der ringede til dem, men pludselig stod der to AAere i min stue og sagde, nu kører vi.«

Mikael Josephsen ville ikke med, han havde alt, han skulle bruge. Men da den ene lovede ham alt det sprut, han kunne drikke, sprang han alligevel ind i bilen. De kørte ham hele vejen fra Svendborg til Ebeltoft og satte ham af ved en afvænningsklinik.

Der vågnede han om morgenen uden erindring om, hvordan han var kommet derhen, for de havde givet ham alt det sprut, han kunne drikke.

»Da var jeg dårlig. Jeg kunne ikke gå og kravlede rundt. Jeg var lige ved at dø, organerne sætter ud. De andre på klinikken, der var indlagt for heroinmisbrug, rystede på hovedet og gav mig en uge at leve i. Det tog et år, før abstinenserne var væk. Jeg begyndte at gå til de her AA-møder, og det, der står prentet stærkest for mig, er, at jeg så nogle folk fra mødet, der bagefter stod og snakkede hyggeligt sammen og røg en cigaret, og jeg tænkte: Er der virkelig et liv bagefter?«

Også AA-møderne er skildret i bogen, gennem Rødspætten, hvis lever er ved at stå af, da han overtales til at deltage i et møde.

»Både det frelsende og det møgirriterende ved AA er med i bogen,« ler Mikael Josephsen. »Måske bliver Rødspætten virkelig reddet, han er det i hvert fald lige nu, så må vi se, om han ryger i igen.«

Mikael Josephsen var 32 år, da han blev clean. Han havde en søn på seks i dag har han ingen erindring om sønnens seks første år.

Men han fik både sønnen, sin kone og sit hus tilbage.

»Vi løber alle sammen fra virkeligheden,« siger Mikael Josephsen. »Vi gør det bare på forskellige måder. Bent og Inga har ikke et åbenlyst misbrugsproblem, men der er jo kun stofferne til forskel. For Inga er det maden, for Bent er det piben og lystfiskeriet.«

Vi sidder ved køkkenbordet i Josephsens hus på Thurø, med kaffekopper og en grønblomstret dug, der godt kunne være Bent og Ingas. I vindueskarmen vælter påskeliljer ud af en porcelænskande.

»Det, jeg gerne vil fortælle, er, at vi alle sammen har vores måder at forsvinde på. Der er jo ingen af os, der kan holde livet ud. Vi løber hele tiden væk. Skildpaddeis er så bare ikke lige så hårdt et stof som heroin. Men det hele er med til at holde virkeligheden fra døren. Inga repræsenterer også den nye angst, der er kommet ind i vores liv, angsten for de fremmede, og så har hun oven i købet en søn, der slås dernede.«

Tror du, der er mange Bent og Ingaer?

»Nej, jeg tror, der er mange dele af os, der er det. Du er garanteret også på nogle områder,« smiler han og skænker mere kaffe.

»Ved du hvad, der er ikke noget federe end at spænde en campingvogn på bilen og så bare køre til Sverige. Nogle gange møder jeg de her mennesker, der har ligget samme sted i 25 år. Og så tænker jeg på, hvor angste vi er, hvor trygt det skal være.

Men du har også en respekt for deres måde at komme igennem livet på?

»Ja,« siger han, »for sådan er vi jo også. Det er så let som ung rebel at vrænge af det småborgerlige liv, og så ender vi sgu alligevel som almindelige mennesker. Det hele blev ikke så fantastisk, som vi troede.«

Man kan ikke vide det

Psykologen Simon er en lidt ensom eksistens i bogen, der ikke erkender sit eget alkoholmisbrug. Til daglig arbejder han ellers med misbrugere.

»Vi tror, at psykologer har styr på det, og så er de nogle gange de mest fucked up af dem alle sammen,« griner Mikael Josephsen.

»Jeg har set de bedste og mest veluddannede mennesker gå i hundene. Selv dem, der arbejder med mennesker, der er gået i hundene. Jeg har også set halvdøde narkomaner komme ind til et NA-møde første gang med en kanyle stikkende op af lommen og ingen tænder, og jeg tænkte: Han er død om et kvarter, ham der. Og så et par år efter ser jeg ham i et eller andet stort firma med nye tænder og er clean og kører med klatten. Man ved det simpelt hen ikke.«

Joesphsen skrev også i misbrugsårene, men debuterede først på Borgen i 1998 med digtsamlingen Havet under huden. Siden fulgte flere digte og den lille roman, Opløb. Han har længe haft lyst til at skrive denne bog. Først tredje version lykkedes, måske netop fordi han fordelte det hele ud i en masse forskellige personer.

Hvert kapitel i bogen starter med en titel eller en linje fra en rocksang fra 1960erne.

»Det er, fordi alle karaktererne udspringer af 60erne,« siger Mikael Josephsen, der selv er født i 1961.

»Frigørelsen omkring stoffer skabte narkomanerne, psykologen overtog præstens rolle, Linda er røget på det spirituelle, og Bent og Inga tilhører den gruppe, der aldrig greb frigørelsen. Og så drømmer de jo alle om noget større og alligevel ikke derfor går Australien perifert igen hos dem alle. Nogle drømmer om at rejse derned, nogle har boet der og drømmer sig tilbage, og Bent vil i hvert fald ikke derned. Aboriginals i Australien kommunikerer via sanglinjer, så det virkede rigtigt at finde passende linjer til hvert kapitel. Det er der nu ingen, der har opdaget,« siger han og smiler.

Er der stor forskel på at skrive lyrik og prosa?

»For at skrive digte skal jeg være høj,« svarer han uden tøven.

Hvordan bliver du så høj?

»Af at skrive digte. Af alle de stoffer og alkohol og sex og mad, jeg nogensinde har prøvet, er der intet så fantastisk, som når digtet går hjem. Nogle gange kan jeg være i den tilstand i flere døgn og få skrevet en masse. Andre gange sker der intet. Men prosa kan jeg arbejde med på en anden måde. Jeg kan godt skrive en side hver dag.«

Når hjertet slår over

Mikael Josephsen har været nervøs op til udgivelsen. Som han siger, befinder man sig i en tilstand, der veksler mellem mindreværd og storhedsvanvid. Men også på grund af angsten, der altid ligger på lur, og som han ikke er i tvivl om stammer fra angsten for hans psykopatiske far, der kom fuld hjem og bankede moren. Faktisk blev det værre, da han døde, for så var han overalt.

»Ingen af personerne i bogen er bygget over virkelige personer,« siger han, »det ville jeg slet ikke turde. Jeg er paranoid nok i forvejen. Her til morgen standsede en bil ude på vejen, og en mand tager mobiltelefonen frem. Det er selvfølgelig, fordi den ringede, skal jeg minde mig selv om.«

Og sådan går han og minder sig selv om, at det er angsten og ikke hjertet, når det pludselig slår over.

Mikael Josephsen har lige afsluttet det første år på universitetet i Dansk og planlægger at tage et par flere fag. Ikke fordi han skal bruge det til noget. I 2006 fik han det tre-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond, og kunne for første gang købe ting, som han siger. I dag er han tilknyttet huskunstner i Svendborg Kommune og skal ud på skoler og andre steder: »Jeg har ellers altid drømt om at være en F.P. Jac-type, der bare sprøjtede bøger ud, men det kan jeg ikke. Han har virkelig været vigtig for mig, selv om jeg ikke kendte ham personligt. Men man skal huske på, at det var ikke fordi, han drak, han kunne det her, det var på trods. For han var blevet rigtig meget bedre, hvis han ikke havde drukket. Det handlede jo næsten kun om alkohol til sidst, også i teksterne, det var nærmest pinligt noget af det. Han var fandeme dygtig, men det opløstes i druk,« siger Mikael Josephsen og tager en slurk af kaffen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Carstensen

'We all live in the Yellow Submarin' - ku være overskriften på interviewet, men er det ikke.
Jeg har læst bogen "Neden Under" og synes forfatteren Mikael J formår at brede den lille flugt i hverdagen helt ud... og samtidig beskrive sine figurer i romanen med nænsom hånd.

Men ok, der er altså forskel på Skildpaddeis og heroin,tak skæbne.Den lille flugt og så det at være på vild flugt og dybt afhængig, men ok i princippet samme boldgade.

Prosaen her, er vel nærmest Dirty Realisme skåret ud i pap og med rigtigt mange groteske og humoristiske billeder indover. Det er god litteratur...måske lidt i tråd med Erling Jepsen ?