Læsetid: 4 min.

Den intellektuelle kulturminister

Litteraten. Kulturminister Per Stig Møller har et omfattende forfatterskab bag sig, som han har plejet sideløbende med en travl politisk karriere. De to karrierer har suppleret hinanden godt, mener direktør for DR Kultur
Litteraten. Kulturminister Per Stig Møller har et omfattende forfatterskab bag sig, som han har plejet sideløbende med en travl politisk karriere. De to karrierer har suppleret hinanden godt, mener direktør for DR Kultur
26. marts 2010

Information har taget temperaturen på kulturminister Per Stig Møllers eget forfatterskab. Vi anmelder 4 af hans vigtigste bøger, Midt i redeligheden, Orwells håb og frygt, Munk samt Den naturlige orden.

Han har været ven med Henrik Stangerup, vundet Georg Brandes-Prisen og skrevet mere end 20 bøger. Danmarks nye kulturminister Per Stig Møller har haft en lang karriere som forfatter sideløbende med sit politiske liv.

De fleste af hans bøger har kredset om det politiske, filosofiske og historiske. Det ser man blandt andet i hovedværket Den naturlige orden - 12 år, der flyttede verden, hvor oplysningstidens tænkere er i fokus, i Magt og afmagt, hvor krisen i det Konservative Folkeparti bliver perspektiveret og i hans bøger om den udskældte præst, forfatter og samfundsdebattør Kaj Munk.

Det er ikke nogen tilfældighed, at Per Stig Møllers forfatterskab bygger på det politiske, mener direktør for DR Kultur, Morten Hesseldahl, der var redaktør for den daværende miljøminister i starten af 1990'erne.

»Per Stig Møller er først og fremmest en politisk tænker og ikke en generel filosofisk tænker. Det er politikken, der interesserer ham,« siger Hesseldahl.

I følge litteraturprofessor Hans Hertel, der har fulgt Per Stig Møller, siden de sammen studerede litteraturvidenskab i 1960'erne, var den politiske karriere uundgåelig, på trods af hans litterære talent.

»Han er et politisk dyr. Han er født i en politisk familie, og han er et menneske, der gerne vil gøre nytte og søge indflydelse på det danske og europæiske samfund så længe som muligt,« siger Hans Hertel med hentydning til Per Stig Møllers forældre. Per Stig Møllers far, Poul Møller, var en af de væsentligste konservative politikere i det 20. århundrede, mens hans mor, Lis Møller, var en anerkendt journalist.

Borgerligt forfatterskab

Det var mødet med det marxistiske studenteroprør på universiteter i København og Paris, der var afgørende for Per Stig Møllers litterære og politiske udvikling.

»Hans oplevelser under studenteroprøret i Paris har måske været de mest dannende for ham overhovedet. På Sorbonne så han kæmpestore plakater af Stalin, Pol Pot og Ho Chi Minh, og han kunne se, hvordan studenteroprøret førte ind i en totalitarisme, hvor man hyldede notoriske massemordere. I virkeligheden var det måske det, der fik ham på sporet af en borgerlig politisk karriere og et borgerligt orienteret forfatterskab,« siger Morten Hesseldahl.

Da Per Stig Møller vendte hjem fra Paris, blev han ven med den borgerlige journalist og forfatter Henrik Stangerup. Sammen med en anden forfatter, Elsa Gress, dannede de en hård kerne af borgerlig intellektualitet op gennem 1970'erne og 1980'erne.

»Jeg gætter på, at deres venskab opstod, fordi de følte sig marginaliserede af den øvrige intellektuelle verden herhjemme,« siger Morten Hesseldahl.

»Parnasset var fattet af kulturradikale venstreorienterede som Klaus Rifbjerg og Leif Panduro. Der var meget få borgerligt orienterede forfattere, der både var intellektuelle, idéhistorisk interesserede og litterært orienterede.«

Også Hans Hertel mener, at Per Stig Møllers sammenstød med marxismen og senere hen det litterære venstreorienterede miljø har haft stor indflydelse på kulturministeren.

»Det var ikke let eller behageligt at være konservativ i universitetsmiljøet i 1970'erne, og han har nok ikke følt sig hjemme i det litterære miljø. Men han har sine meningers mod, og han tør frit sige, hvad han synes, der er godt, og hvad han ikke bryder sig om« siger han.

Intellektuel politiker

Små ti år efter, at Per Stig Møller vendte tilbage fra Paris, kom han ind i Folketinget i 1984, hvor han har siddet lige siden.

Sideløbende hermed har han udgivet en lang række bøger. Og ifølge Morten Hesseldahl har Per Stig Møllers politiske og akademiske karrierer suppleret hinanden godt.

»Kombinationen med at være enormt konkret, samtidig med at han kan trække nogle historiske paralleller, er meget karakteristisk for ham,« siger han.

Han mener, at den intellektuelle ballast, Per Stig Møller har med sig fra sine år i universitetsverdenen, har været uundværlig for ham politisk. I Den naturlige orden, der vandt Georg Brandes-Prisen, redegør Per Stig Møller for liberalismen, socialismen og konservatismens udspring.

»Den viden betød alt, da det på et tidspunkt var svært at kende forskel på Venstre og Det Konservative Folkeparti. Der kunne han trække spor tilbage til de store konservative tænkere, som eksempelvis Edmund Burke, og dermed tydeliggøre forskellen på de to partier,« siger Morten Hesseldahl, der også fremhæver bogen Magt og afmagt, der skildrer Det Konservative Folkepartis krise i slutningen af 1990'erne.

»Han får gjort opgøret i Det Konservative Folkeparti akademisk interessant ved at perspektivere historisk og trække på klassiske referencer, i stedet for at gøre det til privat personfnidder,« siger Morten Hesseldahl, som heller ikke er i tvivl om, at Per Stig Møller på samme måde vil kunne trække på sin akademiske og litterære bagage i sin nye stilling som kulturminister.

»Det, kunst kan, det er at udtrykke en kompleksitet, mens det, politikere gør, er at simplificere og forsøge at bortforklare komplekser. Med Per Stig Møller kommer der pludselig en politiker, der har en fornemmelse for kompleksitet og kunst. Sammenfaldet mellem området og personen vil uden tvivl komme både kulturen og kulturministeren til gode.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu