Læsetid: 5 min.

Fra en kassettebåndoptager med solstik

Velkommen til en ny, sær, hypet genre: Chillwave. Den psykedeliske lyd af genopdaget og omformuleret fortid, foretaget ved hjælp af kassettebåndoptagere og udtjente synthesizere. Som med garagerock og lo-fi, så lyder det decideret skramlet - men på en utrolig dejlig måde
Velkommen til en ny, sær, hypet genre: Chillwave. Den psykedeliske lyd af genopdaget og omformuleret fortid, foretaget ved hjælp af kassettebåndoptagere og udtjente synthesizere. Som med garagerock og lo-fi, så lyder det decideret skramlet - men på en utrolig dejlig måde
19. marts 2010

Det krævede en tur over Øresundsbroen i sidste uge, før jeg for alvor lærte at påskønne den nyfødte genre kaldet chillwave. Jeg skulle til Malmø, ud i et småindustrielt kvarter, hvor der blev solgt Staropramen, tegninger og nyindspillede kassettebånd, og hvor Peaking Lights spillede i et stort rum med dagligstuebelysing. Ganske vist havde den californiske duo spillet på Loppen på Christiania dagen før, men nogle gange skal man tage en omvej for at få noget erkendelse.

Varmen i Peaking Lights' analoge uld, den anelsesfulde og suggestive glød i de mange lag inde bag de dårlige gengivelser, uvejret af baggrundsstøj slog mig bagover. Den så drømmende chillwave viste sig i duoens hænder at blive overraskende sensuel denne aften i Malmø, hvor Aaron Coyes så også behandlede lyden gennem masser af udstyr, heraf fem (!) equalizere, som han nærmest mixede på. En gennemarbejdet genopdagelse af analog lyd, som denne aften endda fik Peaking Lights til at lyde som håndkolorerede polaroidfotos af de store støjende lærreder, som noise-shoegazerne My Bloody Valentine har skabt.

Hør Silver Tongues - Soft Whispers med Peaking Lights:

Første gang, jeg stødte på et forsøg på at give disse udskejelser en genrebetegnelse, var hos den amerikanske blogger Hipster Runoff den 27. juli sidste år.

»Not sure if this genre has a name. Seems like it needs to have a name that is 'serious.' Here are some ideas for this 'genre'«, skrev han dengang og foreslog blandt andet no-fi, ChillGaze, CumWave og post-freakfolk. Men til sidst lagde han sig fast på chillwave, og beskrev det sådan her:

»Feel like chillwave is supposed to sound like something that was playing in the background of 'an old VHS cassette that u found in ur attic from the late 80's/early 90's'.«

Sortnistret melankoli

Det er lyden af en evig, psykedelisk sommerdag udtværet med syntetisk maling fundet bagerst i barndomsværelset. Og der er også noget smukt androgynt og hallucinatorisk over disse universer, hvor alt er flagrende, uhåndgribeligt, vægtløst, og de lydlige tåger opløser genre-, tids-, rum- og kønsskel. Alting står og skælver og sitrer i lydbillederne - i dårlig opløsning, med overstyrede farver og udskridende forvrængede linjer, som på et udtjent videobånd. Som om musikerne har glemt deres harddiske eller båndoptagere i solen, og den lagrede musik, erindringen om musikken er blevet buklet og bulet, har fået solstik. Enhver form for naturalisme undermineres, mens instrumenterne konstant zoomer op og ned i størrelse.

Og sangerne?

Well,de er kropsløse, forvrængede hologrammer i deres egne sange. Som med ringlende guitarer kan lyde som atmosfærisk
shoegazer forvrænget på deres vej gennem sugerørene fra en svunden tids sortnistrede melankoli til en nutidig neonfarvet legesyge. De kan også med de syrede klangrum vække mindelser om krautrockens og Brian Enos udforskning af ambient elektronisk musik. Og med ofte natklub-lumre syntetiske bas og trommespor kommer jeg også til at tænke på soundtrack til 80'er-film som f.eks. Top Gun, 9 1/2 uge og Midnight Express, men måske også af den helpornografiske variant.

De tit enkle, altid drømmende sange inkorporerer også - alt efter temperament - electronica, disco, hiphop, krautrock, goth i ligeså uskarp klangbehandling som alt andet. For der spilles på lyden af forfald, som også den hjemsøgte, patinerede genre hauntology, hvor musik fra svundne tider fordrejes eller ældningsprocesser fremskrives med digital hjælp. Men her er det ikke uhygge, men nostalgi, der kendetegner de sært tiltrækkende klange.

Forvrænget lyd

Der er to tekniske fif på spil: Det ene er brugen af
sidechaining-software,der linker komprimeringen af forskellige instrumenter sammen og får dem til at pumpe samtidig op og ned i niveau. Det giver en desorienterende, psykedelisk hallucinerende vakuum-effekt, især når man lytter med hovedtelefoner.

Den anden er brugen af analog lyd via kassettebåndets mulighed for dårlig, forvrænget lydgengivelse, som blot gør klangbilledet endnu mere hoved- og haleløst. Og genrens udøvere er gamle nok til at have oplevet de sidste år med kassette- og i hvert fald VHS-båndoptagere, ja, formentlig var disse to teknologisk udgrænsede dinosaurer døende i disse musikeres mest sorgløse barndomsår. Så 'no-fi' er heller ikke et dårligt forslag til en betegnelse på en genre, der videretænker lo-fi-æstetikken i deres uigennemsigtige lyd fra det genopdagede - og afmagnetiserede - kassette- eller VHS-bånd fundet bagerst i skabet.

Tag nu Peaking Lights-koncerten i sidste uge, hvor de brugte gamle synthesizere og equalizere og en lille kassettebåndoptager - dem fra før ghettoblasteren - som Aaron Coyes isatte bånd efter bånd med nye uldne lydkullisser koncerten igennem.

»Unlike a lot of different media that gets lost in the wake of capitalist structure, they're still around«,har Coyes sagt til bloggeren Rose Quartz om kassettebåndet.

»I think that the way history gets lost to the constant attempt to put new things out there for the consumer is a crazy crazy thing. It's like book burning! You have these stories that get lost in the mix, or rather taken to the dump.«

Svag sangskrivning

Chillwave-udøverne misforstår helt bevidst teknologi - som med scratch på pladespillere, med glitchmusikkens brug af fejl i software og cd-afspillere, med forvrængningen af elguitaren.

Kassettebåndoptageren skulle jo gengive så naturtro som muligt, men her dyrkes og fremelskes dens mangler. Ja, chillwaveer i den forbindelse nærmest beslægtet med technoen, der genopdagede Rolands bas- og trommesynthesizere, der oprindelig var tænkt som akkompagnement til traditionelle musikere uden backingband. Men mens techno-folket i sin tid lokkede futurisme ud af overflødiggjort teknologi, så emulerer og diskuterer chillwave-banden erindringens fordrejende og ofte idylliserende forhold til fortid.

Mens man kan kritisere genren for svag sangskrivning, så kan man også i de bedste tilfælde hylde den for det modsatte. Toro Y Moi, Neon Indian og Washed Out kandiderer til at blive scenens første stjerner, men i virkeligheden burde æren - hvis der var retfærdighed til - gå til Ariel Pink, der i høj grad kan betegnes som en
chillwave-pioner med sine kassettebånds-klingende plader helt tilbage fra 2003 - der dog adskiller fra anden chillwave ved at være stærkt varieret og ofte meget direkte i sin fremragende sangskrivning.

Hør Foilly Foibles med Ariel Pink:

Chillwaveer boblet frem overalt i USA - Californien, Georgia, South Carolina, New Jersey, Texas, Washington. Snart vil den spredes til hele verden. Og også danskerne vil søge at lave sange med boblende uldne lydkulisser til deres kompositioner. Vi kan kun håbe på en vilje til at tænke videre og inkorporere arvegods fra vores egen virkelighed og tradition. Så vi kan blive mindet om somre, hvor jordbærsyltetøjet bare smagte bedre, hvor dagene varede evigt i de små socialdemokratiske sommerhuse, fodbolden var smurt i nyslået græs og grill-lugten betød pølser, kartoffelsalat og grøn sodavand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ariel Pink var den bedste koncert i 2009. Hvor alle Frank-Zappa-fansene var henne ved jeg ikke. Og de ved ikke hvad de gik glip af.
Har propaganderet AP i årevis fra fonogrammer, med reaktionen 'det lyder ad helvede til' ;-)
Så det var da en glædelig artikel.

Ralf Christensen

Helt enig. Fænomenal Ariel Pink-koncert på Loppen. Hvor det så heller ikke lød ad helvede til ud fra en konservativ opfattelse :-) Ariel Pink leverede en nogenlunde regulært klingende koncert, med usædvanligt gode sange. Ariel Ultra.
Det interessante ved Peaking Lights-koncerten i denne sammenhæng var at de sammensmeltede kassettebånds-æstetikken med lydbehandlinger og mere ubehandlede klange - og det stadig virkede.

Sara Bindeballe

Ariel Pink var også på toppen på Musikcaféen i Århus i sommers. Men har I hørt hans allernyeste udspil? Han har lige skrevet kontrakt med 4AD, og den seneste single, "Round and Around", er... velproduceret. Tag den : )

Desuden ville jeg bare anbefale Ducktails, som efter min mening er noget af det flotteste, 'genren' har at byde på:
http://www.myspace.com/ducktailss