Læsetid: 7 min.

'Her skal jeg komme med en indrømmelse'

Der er stor forskel på, hvordan offentligheden reagerer, når offentlige personer afslører kontroversielle hemmeligheder i deres forfatterskab. Ofte bliver det først en sag, når medierne siger, det er det
Ansvar. Selv om der i mit tilfælde ikke kunne tales om aktiv medskyld, var der en til dato ikke afviklet rest tilbage som alt for mundret kaldes medansvar. At leve med den er en given ting i de år, der er igen, siger den nobelprisvindende tyske forfatter Günther Grass om sin fortid i SS.

Ansvar. Selv om der i mit tilfælde ikke kunne tales om aktiv medskyld, var der en til dato ikke afviklet rest tilbage som alt for mundret kaldes medansvar. At leve med den er en given ting i de år, der er igen, siger den nobelprisvindende tyske forfatter Günther Grass om sin fortid i SS.

Mik Eskestad

12. marts 2010

Det andet bind i Herbert Pundiks erindringer Du kan hvis du tør udkom tilbage i 2006. I forrige weekend blev det en stor historie her i Information og senere i andre medier, at Herbert Pundik i sine erindringer havde indrømmet at have været Mossad-agent. Tre år efter, bogen udkom. Og det er ikke første gang, at en hemmelighed bliver afsløret i en bog for først senere at blive en stor afsløring, en sag, en skandale.

»Her skal jeg komme med en indrømmelse,« skriver Herbert Pundik i sine erindringer, efter at have opridset de utallige spekulationer, der var omkring hans person og hans tilknytning til Israel, da han tiltrådte som chefredaktør på Politiken.

Han havde fået installeret en antenne på taget af Politikens Hus, så han kunne modtage Kol Israel - den israelske radios udsendelser på kortbølge, og det satte altså konspirationsteoretikerne i gang. Hvis han kunne modtage radio fra Israel, kunne han måske også sende meddelelser tilbage? Herbert Pundik har ikke brugt antennen på Politikens hus til at kommunikere med Mossad, men det er ikke ensbetydende med, at konspirationsteorien var helt ved siden af. Forbindelsen til Mossad blev afbrudt, da han blev chefredaktør på Politiken, men inden da, som han skriver i Du kan hvis du tør, løste han i 1950'erne og 60'erne freelanceopgaver for Mossad, den israelske efterretningstjeneste, sideløbende med korrespondentvirksomhed for både Politiken, Danmarks Radio og Information.

Adspurgt, om Pundik havde et sigte med sin journalistik i Information og Politiken, svarer han i Information i 2010: »Jeg brugte avisen som et redskab til at fremme visse interesser. Det er helt givet.« En opgave kunne for eksempel bestå i at rejse til Afrikas horn og sende en politisk rapport til Mossad om den somaliske »traditionelle stammekultur og dens indflydelse på dannelsen af politiske partier«.

Generelt bestod Pundiks arbejde for Mossad af politisk afrapportering. Han afslog dog et tilbud om at blive afdelingschef i Mossad.

Ti linjer værd

Beskrivelsen af enkelte af de freelanceopgaver for Mossad, som Pundik udførte, ligner til forveksling de opgaver, som den svenske forfatter Jan Guillou senere har indrømmet at have udført for KGB. Han skrev kort om det i sine erindringer. Præcis ti linjer, hvor han skriver, at han engang forsøgte at infiltrere KGB, på samme måde som det var lykkedes for ham at gøre med CIA, men det var først, da Expressen tog fat i disse ti linjer og begyndte at undersøge, hvad forfatterens tilknytning til KGB havde bestået i, at det kom frem, at der var tale om såkaldte afrapporteringer.

Bestsellerforfatteren, mangemillionæren, storvildtjægeren og den politiske debattør Jan Guillou havde i 1960'erne indleveret skrevne rapporter til KGB, der redegjorde for emner, som den svenske venstrefløj aktuelt var optaget af. Afsløringen vakte stor debat i Sverige. I flere uger skrev de svenske medier om sagen, og det har uden tvivl svækket hans status som venstrefløjens moralske samfundsrevser. Selv mener Jan Guillou, at forargelsen er overdrevet. I et interview med Information sidste år sagde han: »I dagene efter afsløringen lød det, at jeg ikke havde skrevet så meget som én linje om KGB i min bog. Men det passer ikke. Jeg har skrevet ti linjer om sagen - og mere syntes jeg ikke, den er værd«.

I stedet funderer han over, at ingen synes, det er forargeligt, at han indrømmede at have haft den samme tilknytning til CIA.

»Det sjove er, at historien om CIA i virkeligheden er langt mere kontroversiel end historien om KGB. CIA-historien førte jo til, at vi blev afhørt af sikkerhedspolitiet, som mistænkte os for spionage, fordi vi - i journalistisk øjemed - havde udleveret informationer vedrørende personlige og militære spørgsmål til en fremmed magts spion. Men hvis der på Expressens spiseseddel havde stået: 'Jan Guillou var CIA-spion', så havde det ikke været nogen sensation, det havde været noget positivt. Også selv om der hverken juridisk eller moralsk er nogen forskel i forhold til sagen om KGB. Forskellen er udelukkende politisk og psykologisk.«

Meget af debatten i Sverige har handlet om fortielsen. Hvorfor har han ikke fortalt om sin tilknytning til KGB? Og Jan Guillou medgiver da også over for Information, at han godt kan se, at når Expressen bruger 50 sider på at behandle sagen, så kan det ligne en stor fortielse, når han selv kun har ofret ti sider på det i sin bog. Han har da også meddelt, at han til sine erindringers anden udgave vil tilføje et kapitel om KGB, men det vil i højere grad komme til at handle om den oplevelse, det var at blive genstand for så heftig debat på grund af en sag, han selv opfattede som en bagatel.

Pligten til at fortælle

At kontroversielle valg og hændelser ofte bliver større, når de forties eller bagatelliseres er også historien om den nu afdøde digter og forlagsdirektør på Gyldendal Ole Wivel et eksempel på. Han var som ung mand i 1930'erne en del af broderskabet Ringen, der var optaget af den germanske heroisme. For enkelte af gruppens medlemmer blev den litterære og kunstneriske betagelse af Tyskland til blodig alvor. De meldte sig til tjeneste i SS, da krigen kom. Kunstneren Oluf Høsts søn Ole Høst døde ved østfronten i 1943. I sine erindringer Romance for Valdhorn dvæler Ole Wivel længe ved det, han kalder sin romantisk-heroiske vildfarelse. Men han nævner aldrig Ole Høst. Og netop Ole Høst og et andet medlem af Ringen havde han rost for at melde sig til tjeneste hos SS: »Den som vil døden vinder livet«, skrev han i et brev i 1941. Alt dette kom frem, da litteraten Jørgen Hunosøe skrev en tekst i Nordica om Ole Wivels forfatterskab, og da Jyllands-Posten senere offentliggjorde breve sendt fra Ole Wivel til medlemmer af Ringen. Siden er debatten om Ole Wivels vildfarelse jævnligt blusset op, Ole Wivel mente selv, at han havde forholdt sig fyldestgørende til sin tilknytning til Ringen i sine erindringer: »den selverkendelse, jeg har skrevet om, i mine tidligere år forsøgt overdækket af heroiske postulater som skalkeskjul for mindreværdsfølelse, i de senere vedstået, varieret, men aldrig fornægtet«, skrev han i en lille udgivelse kaldet En ondskabsfuld klodsmajor - et svar til Jørgen Hunosøes afsløringer. Hver gang historien om Ole Wivel, Ringen og Ole Høst tages op, resulterer det normalt i læserbreve og forsvarstaler for Ole Wivel, der gennem et helt liv tjente kulturen og kan tilskrives æren for, at Gyldendal opnåede en ubestridelig førerposition i den danske forlagsbranche. I et interview med denne artikels forfatter har en af Ole Wivels forsvarere, kritikeren Torben Brostrøm, retorisk spurgt: »I hvilken grad har han selv pligt til at stå frem som en intellektuel forræder? Han har skrevet en romanagtig skildring og holdt noget tilbage. Har ikke villet være ved sider af sig selv. Det kan jeg godt sætte mig ind i. Åndsvage fejltagelser, man har begået før eller siden, som man ikke har lyst til at inddrage som en del af sin egentlige personlighed. Når man skriver erindringer, så søger man jo sammenhæng i sit liv, og man skal have det til at ligne en fortælling.«

Men det var Ole Wivels fejltagelse, at han ikke selv fortalte historien om Ole Høst. Det mener også Wivels ven gennem mange år Tage Skou-Hansen: »Det var ham selv, der benægtede sandheden, og det er ham selv, der er skyld i, at historien bliver større, end den er.«

Den dårlige samvittighed

En afsløring, der ikke blev forsøgt bagatelliseret af hverken hovedpersonen selv eller af hans venner, er historien om Günther Grass' fortid i SS. Denne store forfatter, der hele sit liv har fungeret som tyskernes moralske samvittighed, erkendte i sin erindringsbog Når løget skrælles, at han havde været med i Waffen SS. Det skabte stor opstandelse i Tyskland. Nogle mente, at han burde fratages den nobelpris i litteratur han havde modtaget i 1999. En »skam, der bliver ved med at skyde nye skud«, kalder Günther Grass det selv i Når løget skrælles.

Tyskland var i chok, da Grass' bog udkom i 2006. Men der var var egentlig ikke noget nyt i det. Han havde fortalt om det før. Allerede i 1960'erne havde han i en række radioprogrammer fortalt om, at han blev indkaldt og tjente i de første måneder af 1945, og at han også havde et par træfninger sammen med sin deling. Men det var i 1960'erne, og da var der ikke noget odiøst i det. Alle havde været indkaldt. Så da han fortalte om det i 60'erne, var ingen overraskede, men i 2006 kunne ingen huske, at alle blev indkaldt. Og han havde også selv glemt, at han havde fortalt det. Han troede, han havde fortiet det, og derfor gjorde han meget ud af at analysere sin fortielse i Når løget skrælles.

»Ganske vist hørte man i løbet af den uddannelse til kampvognsskytte, som efteråret og vinteren igennem afstumpede mig, intet om de krigsforbrydelser, der senere kom for dagens lys, men påstået uvidenhed kunne ikke tilsløre min erkendelse af at have været føjet ind i et system, der havde planlagt, organiseret og gennemført tilintetgørelsen af millioner af mennesker. Selv om der i mit tilfælde ikke kunne tales om aktiv medskyld, var der en til dato ikke afviklet rest tilbage som alt for mundret kaldes medansvar. At leve med den er en given ting i de år, der er igen,« skriver han.

Men selv om Günther Grass altså havde fortalt om det, og selv om hans personlige erfaring med SS er symptomatisk for en hel generation af tyskere, så har hans afsløringer i Når løget skrælles haft stor betydning for opfattelsen af ham som efterkrigs-Tidstysklands omvandrende samvittighed. Havde han dog bare skrevet om det før.

Her finder du en del af sandheden:

'Når løget skrælles' af Günther Grass

'Romance for Valdhorn' af Ole Wivel

'Du kan hvis du tør' af Herbert Pundik

'Ordets magt og afmagt' af Jan Guillou

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

SKET ER SKET.
En kommentar trods alt, intet læserbrev.

Undskyldninger og indrømmelser ændrer ikke historien og dens spøgelser.
For nylig talte Knud Romer med Günter Grass, da Romers bog om det spændte dansk-tyske forhold udkom på tysk. Begge har været udsat for forargelse over deres ærlighed, så at sige med modsat fortegn, men en genopblussen, for bølgerne i Romers Nykøbing gik højt.
Vitterligt er, at samvittigheden kan gnave som et fortidigt genfærd. Når jkeg taler om Grass med min gode nabo, husker vi hver for sig det taktfaste støvletramp af SS, hun fra Tyskland og kan ikke fordrage Grass' fortællinger, for mig befriende. og genkendeligt. Men jeg må indse, at jeg alligevel næppe, før jeg dør, får indfriet den længsel efter sorsoning, som har været en besættelse siden Besættelsen.

Forsoning sker heller ikke ved historisk rettergang eller syndsforladelse. Derfor kan hverken Brostrøm, Rifbjerg eller andre lade Wivels umiskendelige fortjenester for Gyldendal erstatte hans selvbiografi. Wivel kunne have undladt at fortælle sindelagshistorien fra Besættelsen og behændigt undladt en klodsmajors fornægtelser, men han skrev sig derimod ind på kampens heroiske side, der altså afslører et samvittighedsnag, men samtidig åbner konflikten til folk af en helt anden støbning og samfundsopfattelse, den gamle sindelagskamp, som Anders Fogh Rasmussen udstandselig viderefører i en ideologisk historieomskrivning.

Noget tilsvarende er gældende for Anita Brask Rasmussenss gennemgang af Guillou-sagen, hvor vi bliver indført i højrefløjens historiebog, der også er de danske og amerikanske efterretningstjenesters. Til gengæld har enhver siden 1948 kunnet følge Pundiks virksomhed uden at blive overrasket af "afsløringer".

Er fortidens spøgelser hemmeligheder eller vore egne bevidste fortielser?