Interview
Læsetid: 14 min.

Kontakt til kunstig intelligens søges

Elsket og hadet. Beundret og foragtet. Altid i gang med at undergrave eller overmande forsteningen, komforten, selvglæden. Aldrig som de andre børn i kravlegården, skolegården eller den statssubsidierede velfærdsboble, som Goodiepal har erklæret krig imod. Information tegner et portræt af den radikale musiker og kunstner - som selv har fået lov til at kommentere portrættet inde i teksten
Siden 1998 har denne artikels forfatter kendt Goodiepal, som har frekventeret hans skiftende hjem i sin altid ulastelige, altmodische beklædning. Med skiftende frisurer, længder af skæg og grader af perfektioneret moustache. Sidste gang Goodiepal var på besøg, havde han fået uvant kraftig og meget krøllet hårvækst på sin ellers tyndt behårede isse. 'Siger du, det er en paryk,' spurgte han, da forfatteren høfligt bemærkede, hvor kraftigt hans hår var blevet. Angreb er og bliver det bedste angreb. Forfatteren benægtede høfligt, som den velopdragne middelklasse-dreng, han er. De drak deres te færdig.

Siden 1998 har denne artikels forfatter kendt Goodiepal, som har frekventeret hans skiftende hjem i sin altid ulastelige, altmodische beklædning. Med skiftende frisurer, længder af skæg og grader af perfektioneret moustache. Sidste gang Goodiepal var på besøg, havde han fået uvant kraftig og meget krøllet hårvækst på sin ellers tyndt behårede isse. 'Siger du, det er en paryk,' spurgte han, da forfatteren høfligt bemærkede, hvor kraftigt hans hår var blevet. Angreb er og bliver det bedste angreb. Forfatteren benægtede høfligt, som den velopdragne middelklasse-dreng, han er. De drak deres te færdig.

Kultur
11. marts 2010

Vi er helt fysisk trådt ud i en outsider-position, da vi mødes med Goodiepal. Vi er ellers inden for Museet for Samtidskunst i Roskilde og dets institutionaliserede rammer. Men for at få adgang til Goodiepals udstilling måtte vi gå gennem en snæver gang med fyldte reoler. Den fører væk fra museets udstillingslokaler og ind i et rum, der normalt fungerer som køkken.

Vi er trådt ind i en udstilling. Som også er en skole. Vores lærer - Goodiepal - ligger på alle fire og tegner og forklarer med et mikroskopisk stykke farvet kridt over det nyinstallerede gulv, der er sort og fungerer som en tavle. Han har hentet kridtet fra en snorlige række af små kridt i forskellige farver på et bord ud mod gården. Til venstre for kridtrækken finder man to 14 tommer vinylplader og to rørforstærkere på størrelse med legetøjsbiler.

På et bord ved siden af står nogle små planeter på hver deres fod. Oppe på væggene hænger hylder med science fiction-bøger og vinylplader formet som USA, en rundsavsklinge, en kongekrone, en bil, en stjerne, en diamant, en kat og en hullet ost. På det sorte gulv fortsætter manden med at forklare for denne signatur, Informations fotograf og vores medbragte praktikant fra 9. klasse. Vi drikker te. Forsøger at følge med!

Vi står også midt i en krig her på museets gulv. Erklæret af Goodiepal mod det danske undervisningssystem og mod fantasiløs elektronisk musik og mediekunst.

»Jeg forsøger at bringe utopien tilbage i moderne computermusik og mediekunst, og det har jeg gjort siden 2001. Men det går p.t. ad helvede til, straight up. For jeg skal jo ikke være her,« siger Goodiepal.

- Du skal ikke være her?

»Nej, Danmark vil jo ikke have det.«

‘A gentleman’s war’, kalder han selv denne gestus. Eller Mort Aux Vaches Ekstra Extra, som han har navngivet sit abstrakte computermusikprojekt. Eller gesamtkunstwerk.

Eller »et uddannelsesprogram for alternativ og/eller kunstig intelligens«.

»Det, der foregår her, er jo speculative science, eller det som jeg gerne vil frem til, speculative art.«

- Og hvad er pointen med det?

»Best case scenario: Vi kommer i dialog med en kunstig intelligens i fremtiden. Eller worst case scenario: Vi kommer aldrig i dialog, men vi lærer mere om, hvad det vil sige at være mennesker omgivet af maskiner. Så det værste, der kan ske, kan jeg godt leve med. Men hvis vi kommer i dialog med en kunstig intelligens, så er det jo ren utopi. Og ren utopi, det var jo det, vi gerne ville skabe igen i computermusik og mediekunst. Så mission accomplished. Men der er ikke nogen, der har købt den herhjemme, for de hader det.«

Ting, vi ikke forstår

Det behøver man ikke tage mandens ord for.

»Goodiepal, har du lyst til at deltage i et photoshoot, hvor jeg sådan slapper dig lidt rundt? Min datter har en æske kridt, hun ikke rigtigt bruger som en art kompensation. Jeg har en rigtig dygtig fotograf klar, og skuret i Sydhavnen er så fint for tiden - stadig julepyntet,« lyder det f.eks. fra Ra$mu$ den 15. februar i år på techno-forummet hifly.dk.

Mens liquid samme sted går lidt mere efter værket, ikke kun manden ”Goodiepal har tilsyneladende en evne til at få alt til at være lort” og dagen efter:

”Det er ok at have lidt arrogance og storhedsvanvid. Men hvis det ikke bakkes op af resultater synes jeg det er ret meget på sin plads at få lortet svinet til. Ellers er der ubalance i universet”. Og en nu slettet post fra Danmarks Radios Lyt til nyt-hjemmeside (som kan findes citeret på flere andre blogs) cementerer mange danskeres holdning til hans musik og virke ved at skrive: ”Goodiepal er for klam og kan ikke en skid jeg smadrer ham hvis jeg ser ham på gaden, jeg hader hader hader ham. Dø goodiepal, gå hjem og dø med dit lort...”

Værket kan også være svært at begribe. Og hvis man skal være nogenlunde med, skal man overvære mandens undervisning, for eksempel på Museet for Samtidskunst.

Dernæst kan man købe hans bog Mort Aux Vaches Ekstra Extra, som har en række sære partiturer og grafiske anordninger, man kan klippe ud og lægge på de vinylplader, der følger med. Og så har bogen også en del blanke sider.

»Selve værket er en fælles komposition. Ser du, de sidste 400 års vestlig partiturmusik har været domineret af, at skaberen af værket skriver et partitur, og du fremfører det.

Men nu gør vi det omvendt. Jeg spiller musikken, og du skriver notationen. Men du noterer ikke vinylpladerne, det ville jo være en ubehagelig og totalitær handlig eller ordre fra mig. Nej, du noterer, hvad der sker mellem disse vinylplader, som jeg så vælger at kalde for musikalske objekter eller brikker. Disse objekter trækker i hver sin retning, og det er nu op til dig at notere, hvad der sker mellem dem i det vakuum, der nødvendigvis opstår,« supplerer Goodiepal.

- Hvordan vil du tiltrække interesse fra en kunstig intelligens?

»Jo, ser du, de ting, vi som mennesker normalt synes er det mest interessante i den verden, vi oplever og opfatter, det er ting, vi ikke forstår. Såsom kærlighed, universet, døden og tiden. Ting som kan siges at være for store til, at den menneskelige hjerne kan forstå dem. Se på fysik, se på lyrik. Derfor må vi gå ud fra at det, som en kunstig eller alternativ intelligens i fremtiden vil synes er mest interessant, er det, den ikke kan forstå. Derfor kan vi jo starte med at se på, hvordan en alternativ intelligens ser på verden. Lad os prøve at forestille os, at et sådant væsen eller en sådan bevidsthedsform er binært kalkulerende, så vil den eller dette væsen jo forholde sig til for eksempel denne her støvle fra punkt a til b.«

Tænke på døden

Goodiepal hiver en gammel støvle frem og lægger den på gulvet.

- Den vil scanne den?

»Netop. Altså, den vil læse støvlen fra a til b over tid (c). Det vil sige, at hvis vi kan lave et værk, som forholder sig abstrakt i forhold til for eksempel tid, så er vi potentielt i gang med at lave et værk, som er ulæseligt for en datamaskine - og derfor er af interesse for en kunstig intelligens i fremtiden.«

- Skal computeren ikke finde ud af, at der er et abstraktionsniveau?

»Neeeej, for det den ikke forstår, det vil den vel ligesom os mennesker højst sandsynligt synes er interessant. Hvorfor bruger man utrolig meget tid på at tænke på døden? Fordi den ikke er kortlagt. Den er så at sige tom, og det siges, at jeg selv er på vej mod den med hastige skridt. Det er det største og det sidste. Mødet med den store sort/hvide.«

- Hvorfor henleder vi så ikke bare computerens opmærksomhed på døden eller kærligheden?

»Fordi død vil blive opfattet meget anderledes af en binært kalkulerende hjerne. Den har jo ikke en fysisk krop, som vi forstår det, hvis den f.eks. lever på internettet. Og højest sandsynligt er computerkærlighed noget ganske andet end menneskekærlighed. Eftersom formering ikke finder sted på samme måde. Hvis formering altså er lig kopiering og/eller forbedring?«

Springet fra kunst til musik, abstrakt tænkning til egentlig musikalsk produktion kan forekomme svært, lige som Goodiepals nærmest shamanistiske brug af gammeldags artefakter som vinylplader, planeter, kridt, bøger ikke virker videre technoidt. Men det er alt sammen foretaget af en herre med en dyb passion for teknologiens muligheder og perspektiver.

»Hmm, da jeg var dreng var computeren i menig menneskes hoved lig med fremtidsdrømme, den var så at sige en ”gateway to the future”. Og det var bare med at holde fast.

I dag er computeren i menig menneskes hoved lig med bekvemmelighed, og næsten alle min helte fra min ungdom er blevet selvfede behagesyge computernydere. Men da jeg mener, at jeg har lidt mere krudt i bøssen, før jeg sætter mig tilrette i den evige Arne Jacobsen-stol, så vil jeg gerne bede om at få den ”gateway to the future” tilbage.«

En femtrins krigserklæring

Den institutionelle del af musiklivet har heller ikke mødt Goodiepal med forståelse. Goodiepal blev ellers hyret som timelærer i komposition, elektronisk musikhistorie og æstetik på Det Jyske Musikkonservatorium i 2004.

Men hans undervisningsmetoder viste sig hurtigt at være for uortodokse og for fokuseret på at udfordre det bestående. Der var over hans angreb på ortodoksi og underminering af konventioner mindelser om Joseph Beuys’ undervisning på kunstakademiet i Düsseldorf, hvor rektor nægtede at deltage, fordi han ikke ville risikere at blive en del af et kunstværk.

»Jeps, rektor nægtede også at deltage i min forsoningstime i 2009. Men balladen kulminerede inden da, i 2008, hvor konservatoriet cuttede 47 procent af min løn, tog mit rejsetillæg og fortalte mig, at hvad jeg underviste i, ikke havde noget med musik at gøre.

Herpå var der kun to ting at gøre. Enten at bøje nakken og undervise eleverne i Jean-Michel Jarre eller at udstede en femtrins krigserklæring i form af ‘a Gentleman’s War on the stupidity of modern computer music and media based art’,« supplerer Goodiepal.

»Round one: Definer problemet. Round two: Udarbejd en mulig løsning på problemet. Round three: Skab debat og korriger din mulige løsning eller tese. Round four: Vind slaget og snup din velfortjente Danegæld. Round five: Anvend den nye løsning, og gør det hele godt igen ved at vise dine fjender din svaghed.«

Angreb og provokationer

Så Goodiepal smækkede med døren og indledte en serie angreb og provokationer mod konservatoriet. En stil han siden har videreført i skudvekslingen med kolleger og opponenter, som også er blevet udsat for forskellige former for mere eller mindre humoristisk hacking og chikane.

»Det kan godt være, at jeg søger konfrontation. Men hvis du nu ser på min bogsamling (som er fuld af science fiction-litteratur, red.) heroppe, og du så - rent hypotetisk - ser en bog, der hedder Politikens sataniske håndbog i børnemishandling. Og jeg siger, ‘det er ikke noget’. Så bliver du meget interesseret i den bog. Nu vil du se den bog. Det er det samme, jeg oplever. Hvis jeg står og taler om det her, og folk siger ‘nej nej nej’ eller ‘lad mig smadre dig’, eller ‘jeg slår dig ihjel’, så tænker jeg, ok, det er interessant, jeg tegnede jo bare en barnlig streg på gulvet.«

I kampen mod det danske undervisningssystem droppede han sidste år sin a-bombe. Flere i hans familie lider af den arvelige, uhelbredelige hjernesygdom Huntington’s chorea, og Goodiepal har alle symptomer på sygdommen. Og han er blevet testet, men vil ikke afsløre resultaterne. I stedet har han erklæret sig potentielt sindssyg, og hævder at have indtaget en superposition, hvor man hverken ved om han er sindssyg eller ikke sindssyg. Han erklærer dermed ikke blot sin musik, men også hele sit væsen uscanneligt, og hævder dermed at have vundet over det danske uddannelsessystem og den stupiditet, som han mener gennemsyrer moderne mediekunst.

»Går du i krig, så taber begge parter«, siger han i dag. »Du kan efter min opfattelse ikke vinde en krig, uden selv at tabe. Og da dette er en opstillet krig, ville jeg gerne vise, at jeg ikke kun vandt, men at jeg også tabte mod konservatoriet ved at give dem et håndtag med hvilket, de altid kan trække mig ned i dyndet. Håndtaget består i al sin enkelthed i, at jeg siger at alle tegn i sol og måne tyder på at jeg har Huntington’s chorea, men at der også er en mulighed for, at jeg ikke har Huntington’s chorea. Med dette håndtag beviser jeg, at jeg selv er potentielt uscannelig. Herefter bliver du nødt til at forholde dig både til mine ideer, mit virke og min person, som om jeg lider af Huntington’s chorea, og som om, jeg ikke gør. Jeg nægter at fortælle dig, hvad jeg ved fra de tests, der er lavet på mig i USA, men du kan jo tage en føling på mit humør, ikke? Ved at gøre dette separerer jeg mit ego fra mine ideer. Der er jo ikke nogen i den akademiske verden, der vil have en mand gående, som åbenlyst bekender sig til en mulig hjernedefekt. Og derfor er jeg tilbage på gaden, hvor jeg kom fra. Mens mine ideer stadig er indenfor og kan leve videre, uden at skulle leve op til mit ego. Se, det er en gentlemans måde at vinde en bitter akademisk krig på, og for den person, der spiller kortet, et yderst skadeligt kort at spille. Men det smukke er at nu, kan du selv bestemme, om jeg er gal, eller om der er noget i det, jeg siger. Jeg har så at sige skrevet under på begge dele. Er der noget i boksen eller er den tom? Dette kan du så i ro og fred selv tænke over. Jeg er jo ude af gamet, ved at definere gamet.«

Medalje for sejr i krigen

Det Jyske Musikkonservatorium viste sig at være mere eller mindre enige – eller med på spøgen – og overrakte sidste år Goodiepal en messingmedalje, på hvis bagside der står ”Royal Academy. Århus. War Prize 2009”. På forsiden er der to kampsportsudøvere i fuld vigør. Round four fuldført.

»Med skolen her i Roskilde er vi nået til Round five i krigen. Jeg har skabt en ny skole, hvor vi underviser i Radical Computer Music og moderne medier, og så lader vi dem på konservatoriet undervise i Jean-Michel Jarre-æstetik. Og med hensyn til at vise min svaghed har jeg jo øjensynligt udelukket mig selv fra den etablerede vestlige akademiske verden ved at bevise, at jeg højst sandsynligt lider af det, man på dansk kalder en hjernesygdom. Jeg giver derfor alle mulighed for at affærdige mig som en juletosse.«

Goodiepals gesamtkunstwerk er et sammensat væv af ideer båret af en passioneret vilje til utopi. Legetøj, annoncer, modelbygning, mekaniske fugle, synthesizere, vinylplader, programmering, hjemmebyggede ord, undervisning, ja, sågar reklamemusik er ingredienser. Og det er han selv og den selvbyggede mytologi omkring ham også.

Han lyver sig - vistnok - ældre, end han er, han skifter navn, og hans fortællinger om tilstødelserne ude i virkeligheden trodser i hvert fald en almindelig danskers forestillinger om, hvad et liv kan byde på.

Han blev knivoverfaldet i 2007 af flere personer ved højlys dag i London. »Fucking jew,« lød kommentaren til hans dengang lange skæg. Og efter at Goodiepal havde kritiseret det britiske pladeselskab Planet Mus udgivelser, kvitterede en forurettet musiker i 2008 med at knuse en flaske over højre side af hans hoved. Hvilket har ødelagt nogle øjenmuskler og tvunget ham til at gå med briller.

Tilbage i 2003 sprang han ud af et vindue fra anden sal under en fest i London. Angiveligt i forsøget på at overbevise en kammerat om, at han ikke skulle score en anden kammerats kæreste. Forkasteligheden i kammeratens handling forsøgte Goodiepal at anskueliggøre ved at sige, at han hellere ville springe ud af det nærmeste vindue end score en vens kæreste. Han brækkede begge ben og fik en svær hjernerystelse og gik i lang tid på krykker og med solbriller.

Når man ser på Goodiepals seneste skærmydsler med institutioner og elektroniske grupperinger, kan man sagtens få fornemmelsen af en mand, der i frustration har ladet følelserne løbe af med sig, brændt broer, stiftet uvenskaber, hacket sig til fjendskab, raset og provokeret sig til udgrænsning af kulturlivet.

»Jeg bliver nok nødt til at være nogle år mere i udlandet, indtil hadevandene har lagt sig. Danmark - og til tider også Europa - skræmmer mig meget. Og der er visse dele af en europæisk mentalitet, som jeg decideret frygter,« supplerer Goodipal.

Ude i verden er der ellers en del anerkendelse af ham. Der er blevet skrevet indtil videre et tysk og to danske specialer om hans arbejde, han analyseres i Mark von Schlegells Mercury Station fra MIT Press. Og han har holdt forelæsninger på samtlige Ivy League-universiteter i USA på nær Harvard.

»Det er også for galt. Men det råder vi så bod på den 8. april i år, hvor jeg holder en forelæsning kaldet ‘Radical Media Art and my deep fear of being European’ …« supplerer Goodipal.

100 procent ‘street knowledge’

Forelæsninger som han har dokumenteret - som en slags PR-boost i en offentlig krig - i en række bekostelige helsidesannoncer i blandt andet kunstmagasinet Frieze og musikmagasinet The Wire.

»Og hvad der skal ske med mig? Well, efter udstillingen her i Roskilde er jeg ikke længere lærer, men er tilbage på gaden. Jeg har aldrig nogensinde fået en uddannelse. Jeg blev smidt ud af en Rudolf Steiner-skole, og jeg kom ikke ind på konservatoriet, da man mente, at jeg var talentløs. Jeg søgte ind på kunstakademiet som 16-årig og kom ikke ind. Så jeg har altid måttet klare mig selv. Det er 100 procent street knowledge. Og det kan Europa ikke acceptere, fordi Europa er baseret på en institutionel opfattelse af, at man glider op og bryder systemet op indefra. Derfor siger jeg ofte som en venlig joke, at jeg er new jew, en ny jøde - som i 1920’erne: Temmelig intelligent, en af kulturens egne og kommende med fornyelse i europæiske akademiske kredse. Men mødt med mistillid, mistro og direkte had.«

Sidste gang Goodiepal var på besøg på min bopæl havde han fået uvant kraftig og meget krøllet hårvækst på sit ellers tyndt behårede isse. »Siger du, det er en paryk?«, spurgte han mig med sit karakteristiske glimt i øjet, da jeg høfligt bemærkede, hvor kraftigt hans hår var blevet. Angreb er og bliver det bedste angreb. Jeg benægtede høfligt, som den velopdragne middelklassedreng, jeg er. Vi drak vores te færdig.

På museet i Roskilde er vi også færdige med te – og med undervisning, interview, fotografering. På vej hjem udtrykker praktikanten fra 9. klasse sin begejstring for Goodiepal. Han fik hende til at tænke tanker, hun aldrig før havde tænkt. Hvortil fotografen tørt svarer, at det kommer hun nok heller ikke til igen.
rach@information.dk

27. og 28. marts sælger Goodiepal ud af sin samling af original lyd- og billedkunst, bøger, manuskripter og computerspil på Museet for Samtidskunst, Roskilde - for at skrabe penge sammen til at arbejde videre med Mort Aux Vaches Ekstra Extra:

www.porksaladpress.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kunne man i 60érne rumme ham hér: http://www.youtube.com/watch?v=SSulycqZH-U ,skal vi kunne rumme Goodiepal i 2010. Det er en meget trist tendens, at grupperinger/institutioner i DK lukker sig om sig selv og dermed ekskluderer i stedet for at inkluderer.

-man kunne jo risikere at udvikle sig

Rasmus Petersen

Først og fremmest. Min kommentar er taget ud af en sammenhæng. Goodiepal har før min kommentar falder, spammet fora med sit gøglede vrøvl. Musikfora, vel at mærke. For mennesker, ikke robotter... Objektivt set, og jeg ved forbandet meget om musik, så er alt hvad Goodiepal nogensinde har produceret af en meget ringe kvalitet. Jeg kunne godt forholde mig til mandens øvrige aktiviteter, men jeg har vist sagt nok.

Og så kommenterer Sally, at det er en trist tendens, at subkulturer findes. Du mener simpelthen at Goodiepal har en inderkreds omkring sig? En forening - de mennesker der lægger sofa til?!

Spøg til side, enhver kultur du ikke er del af, kan ofte virke ekskluderende. Det kunne være den tyrkiske forening henne på hjørnet, narkomanerne i bunden af Istedgade, eller som her, en gruppe mennesker der samles om musik. Vi har oparbejdet en viden og smag som ikke er umiddelbart tilgængelig. Prøv at tage en tilfældig Impulse jazz plade fra sluttresserne. Galskab! Det er simpelthen fordi du ikke aner hvad der foregår. Hvis du skulle have konkluderet noget, kunne det have været: musik er en rejse, nogle rejser før andre, andre er bange for fly, og enkelte tror simpelthen at de er astronauter. Sammenligning. Når jeg prøver at forklare min mor hvad jeg arbejder med, bliver hun altid utroligt imponeret, primært fordi hun ikke forstår hvad jeg arbejder med! Jeg er betjent...

Hej Rasmus.

Jeg er lidt forvirret! Hvor har jeg skrevet, at jeg er imod subkulturer? Tvært imod. Jeg er imod en etableret scene der ikke kan rumme nytænkning.

-Og "sofaen" er for, at beholde Goodiepal i dk, så der fortsat er folk der kan sætte nogle vigtige tanker i gang hos udøvende elektroniske musikere.( Og det er ikke et helt fremmed land for mig, som du måske hentyder til).

Venligst

Jeg vil gerne lægge sofa til Goodiepal. Og skifte snørrebånd på hans mange sko. Og rette lidt på parykken. Og sige, "Undskyld, min gode Goodiepal, men De har noget i skægget" og putte en serviet i hans lomme på vej ud af døren ned til raketten.