Læsetid: 5 min.

Kvinden der rystede

Hun blev kendt for gennembrudsromanen, Det jeg elskede. Til april er den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt klar med den udfordrende sygehistorie, Kvinden der rystede
Sygehistorie. Hvorfor når nogle sygdomme helt ind i vores identitetsopfattelse? Ny bog fra Siri Hustvedt til april.

Sygehistorie. Hvorfor når nogle sygdomme helt ind i vores identitetsopfattelse? Ny bog fra Siri Hustvedt til april.

2. marts 2010

Kvinden der rystede er en anderledes sygehistorie, der kaster nyt lys ind over Siri Hustvedts grænseundersøgende forfatterskab. Hvor skal grænser respekteres, og hvor kan man bokse til dem? Hun udforsker grænserne mellem mand og kvinde, mellem ung og gammel, mellem robust og sårbar, men også mellem krop og sind.

To år efter Siri Hustvedts far er død, skal hun holde en mindetale for ham i fuld offentlighed. Under talen begynder hendes arme at spjætte, hendes ben at ryste. Hele hendes krop er i spasmer fra halsen og ned, men samtidig er hun helt klar i hovedet og kan gøre sin tale færdig. Men uheldigt er det jo, da Siri Hustvedt som forfatter rejser rundt omkring i verden og holder en del foredrag. Hustvedt har symptomer, der lander hende mellem stolene: Har hun hysteri, eller har hun fået epilepsi? Hvad er der egentlig galt med hende?

Som skønlitterær forfatter er Hustvedt på forhånd dybt optaget af menneskelig sårbarhed, hvad enten den er mental eller fysisk i sine fire romaner udfolder hun sårbarheden. Medicin, psykologi og psykiatri tager sig af vores helbredelse og lindring. Det er deres vinkel på sygdommen. Men sygdommene som en stor, bred historie tilhører os alle, og sygdommene går tværs gennem et væld af måder at kommunikere på og leve på. De findes midt i hverdagen. Sygdommene og kropssynet, som det er i en given kultur, reflekteres i sproget, i vores omgangsformer, i mode, i billedkunst osv. Og især en roman kan rumme det udflydende, rigt varierede billede, som nogen sygdomme også har. Romanen er som skabt til flertydighed.

Og alligevel så har hun så kastet sig ud i den mere entydige fagbog. Hvorfor?

Celler går amok

Hustvedt stiller en række spørgsmål i Kvinden der rystede: Hvad er personlighed og karakter for noget? Er vores personlighed ikke hængt op på den samlede helhed af vores organer? Og hvordan kan det være, at folk siger, jeg er skizofren, eller jeg er maniodepressiv, men jeg har kræft? Som om kræft er en invasion, der kommer udefra, når den faktisk foregår inde i kroppen. Ved kræft går kroppens egne celler amok.

Hvordan kan det være, at nogle sygdomme når hele vejen ind i vores identitetsopfattelse, mens andre ikke gør?

På et tidspunkt fortæller Hustvedt om, at hun er på Island sammen med en veninde. Her befinder hun sig midt i det anderledes træløse landskab. De kommer forbi en sø, der har en mærkelig turkis farve. Hun føler, at søen angriber hende. Farven sårer hende! Hustvedt har synæstesiforstyrrelser. Noget der egentlig er et syn, oplever hun som en truende berøring. Her får vi en bid af diagnosen, selv om det ikke er hele forklaringen.

Men nok så vigtigt er det jo her, læseren opdager, at hun på grund af sin særlige modtagelighed på forhånd er vant til at skulle håndtere indimellem ret grænseløse perceptioner. Kroppen reagerer med lammelser, kramper og for eksempel tab af talens brug. I hysterien har et delsystem af tanker selvstændiggjort sig, er blevet uafhængigt og har udviklet sig i dets egen retning. En del af selvet vandrer uguidet rundt, som Hustvedt siger det. Hysteri kaldes i dag for dissociative- og somatoforme tilstande. Men på trods af navneforandring gælder den stadig som en lidt nedladende diagnose, især forbeholdt kvinder. Selv om mænd også kan være hysteriske. Hustvedt slår fast, at mht. hysteri vidste man det meste allerede i slutningen af det 19. århundrede og starten af det 20. århundrede. Indsigten i sygdommen har ikke flyttet sig meget siden.

Senere i bogen går hun i dybden med epilepsi. Hustvedt har siden starten af tyverne lidt af voldsomme migræneanfald af op til et års varighed. Migræne og epilepsi kan ofte optræde samtidig i den samme person. Hustvedt føler gru ved tanken om, at hun måske også har fået denne lidelse.

Religion og epilepsi

Samtidig er sygdommen også en mulighed, for epileptikere er ofte mere religiøse end gennemsnittet. Hustvedt søger nuancerne, det potentiale, som der også kan være i en sygdom. Et bidrag, der skal lægges til hendes indsigter i romanerne. Hustvedt kan være en grænsebryder, men også det modsatte. Hun vil også kende de grænser, som er fornuftige, som vi ikke kan undvære. De rimelige grænser. I et eksempel fra hendes seneste roman, En amerikaners lidelser, er fortælleren Erik Davidsen psykiater og psykoanalytiker. Erik husker en situation, hvor han kløede sig på næsen, og samtidig råbte hans patient: »Hold fingrene fra min næse, dit møgdyr«.

Hustvedt mener, at grænserne mellem inde i kroppen og uden for er mere flydende, end vi ellers går og tror. Det er klart, det er hensigtsmæssigt, at de fleste af os har styr på nøjagtig sådan en grænse.

Så vi kan se forskel på vores egen næse og sidemandens.

Men samtidig er denne opløsning af grænser jo ikke noget, der kun overgår skizofrene. Alle kan have den oplevelse, hvis de er trætte, uoplagte eller sårbare på anden vis. De tanker, vi går og rumler med, kan vi ufrivilligt komme til at sige højt.

Erik er jo ikke skizofren, men han har prøvet at være mere lykkelig. Og indimellem kommer han til at sige: »Jeg er så ensom«.

Et ufrivilligt verbalt tic.

Upopulære sygdomme

Siri Hustvedt har den engelske forfatter Charles Dickens (1812-70) som et vigtigt forbillede.

Dickens var optaget af den stigmatisering, der sker af mennesket i et stærkt klasseopdelt samfund som det britiske, med upstairs og downstairs, og den vilje, der findes i mennesket til at overvinde uretfærdighed. Hustvedt er optaget af en anden form for stigmatisering. Det dårlige ry, som hæfter ved bestemte sygdomme, selv om de forskellige sygdomstilstande går frit omkring ude i samfundet. De er ikke bare spærret inde på hospitalerne. Så nemt er det ikke. Og samtidig er der jo det arbejde, man selv skal udføre som syg.

Først sent i Kvinden der rystede får vi de nærmere omstændigheder at vide, der ledte op til hendes anfald under mindetalen. Bogen mimer den langsomhed, der er i accepten af et nyt symptom, en ny drønærgerlig tilstand. Det skal også accepteres med følelsen, tages ind af hjertet. Så bogen bliver også til et vidnesbyrd om de personlige dyder, som er nødvendige. Hvor meget stamina det i grunden kræver at være syg.

Det mest interessante er dog, at hun bygger bro mellem den naturvidenskabelige og humanistiske måde at forklare sygdomssymptomer på. Hverken biologien eller kulturens kontekst kan ignoreres. Den bro kan skimtes i hendes skønlitterære forfatterskab. I fagbogen er den tydelig og synlig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu