Læsetid: 7 min.

Kvinder taler for lidt

Tal med din mor. Det er på tide at tale om de konsekvenser, kvindefrigørelsen har haft. Af frygt for at miste dele af den igen lader kvinder som om, frigørelsen udelukkende har været en sejr. Ifølge bogaktuelle forfatter og journalist Hanne Dam har det tabu betydet, at kvinder ikke længere betragter køn som politisk
Opråb. Hvis kvinder talte mere med deres døtre, ville kvindefrigørelsen ikke skulle starte fra nul med hver ny generation, mener Hanne Dam, bogaktuel med, 'Efter kvindeoprøret - 
 forestillingen om frihed'.

Opråb. Hvis kvinder talte mere med deres døtre, ville kvindefrigørelsen ikke skulle starte fra nul med hver ny generation, mener Hanne Dam, bogaktuel med, 'Efter kvindeoprøret -
forestillingen om frihed'.

Kristine Kiilerich

5. marts 2010

Hanne Dam synes ikke, hun har bestilt andet end at fortælle sine to voksne døtre, hvor dygtige de er.

»Men selvom jeg er så bevidst om kønspolitik og kønsroller, at jeg skriver bøger om det, og selvom jeg siger til dem fra morgen til aften, at de er fantastiske, så har de ikke det selvværd, som jeg synes, de burde have. De arbejder som sindssyge for at bevise, at de er gode nok. Det er en af de store omkostninger, frigørelsen har haft. Vi kvinder er blevet sammenbidte.«

Hanne Dam er lektor i journalistik ved Roskilde Universitetscenter, og på mandag udkommer hendes bog Efter kvindeoprøret forestillingen om frihed. Den er baseret på interview med syv kvinder, der siden 1968 har været en del af Hanne Dams kvindegruppe, som hun mødte på et fødselsforberedelseskursus i Kvindehuset. Siden har de mødtes engang om måneden.

Hanne Dam ville med bogen undersøge, hvordan kvinderne har administreret den frihed, de vandt. Og det er ikke tilfældigt, at undertitlen hedder: Forestillingen om frihed.

»Man har en forestilling om, at man er fri, men man ligger jo stadig under for en masse mønstre og for alle de krav, man stiller til sig selv.«

En af kvinderne i Hanne Dams bog fortæller, hvordan hun havde svært ved at håndtere sin teenage-datters store følelsesmæssige udbrud og valgte at forsøge at tie det ihjel. Datteren mener, at det senere resulterede i, at hun udviklede bulimi.

»Marianne er en enormt frigjort kvinde, der altid har gjort det, hun havde lyst til, men alligevel ligger hun under for den artige pige-opdragelse, hun har fået. Det var meget forbudt at afreagere følelsesmæssigt i hendes barndom, og derfor blev hun vred på sin egen datter, da hun gjorde det. Sådan er hun simpelthen socialiseret.«

Tro ikke, du er noget

Kvinderne var alle børn i 1950erne, og det er en meget vigtig pointe for Hanne Dam.

»Der var så meget nøjsomhed i 1950erne, og der var mangel på en pædagogisk forståelse for børn, også selv om mor gik hjemme. Det gjorde hun jo i mange tilfælde i dyb frustration, selvom hun godt vidste, at det gjorde rigtige kvinder. Derfor kunne man jo godt have et behov for at få sin egen identitet og ikke bare være Fru Kaj Larsen. Så det var virkelig et højeksplosivt hjem, hvor pigerne især blev opdraget til, at de ikke skulle tro, de var noget. Man skulle altid tage hensyn til andre først.«

Det er ifølge Hanne Dam ikke så mærkeligt, at hendes generation af kvinder har haft svært ved at tage et lederjob.

»Det er klart, at den slags opdragelse sætter sig psykiske spor. Der er nogle, der bukker under for det pres, det er, konstant at skulle bryde med det, man er opdraget til. Og sige: Jeg tør godt, jeg tør godt, eller jeg tør egentlig ikke, men nu gør jeg det alligevel. Så tager man en delsejr. Men det falder ikke naturligt for min generation at tage en lederstilling. Det koster meget at gøre det.«

Hanne Dam føler, at der i kvindegenerationen efter hendes har været en manglende forståelse for den kamp.

»Da en ny generation begyndte at tale kønspolitik, tog de et lidt hånligt standpunkt over for os, mener jeg. De anklagede os for konstant at tage offerrollen, men jeg håber, jeg viser med denne bog, at vi måske ikke var ofre for, men i hvert fald måtte kæmpe mod en opdragelse, der indprentede os lavt selvværd. Det er noget, der adskiller os fra senere kvindegenerationer.« Generelt synes Hanne Dam, der er mange misforståelser mellem generationerne, og det bunder måske i, at kvindefrigørelse også i høj grad handler om at frigøre sig fra det mønster, man har set sin mor leve i. Det er svært at tale med den, man vil frigøre sig fra.

»Det gentager sig flere gange i min bog, at kvinderne fortæller, at de aldrig har talt med deres egen mor om frigørelse, og det er et problem, synes jeg. Hvis man ikke er bevidst om, hvad det er, man frigør sig fra, så kan man jo heller ikke gøre det fuldt ud. Frigørelse er ikke kun noget abstrakt politisk, her taler vi mere om ligestilling. Frigørelse handler mest af alt om oprør mod en kulturel socialisering, og den sker i høj grad helt konkret hjemme hos mor.«

Det er vigtigt, at kvinder taler sammen på tværs af generationer for at få overleveret fortællingen om frigørelsen korrekt. Ellers starter hver generation jo nærmest fra nul. For eksempel synes Hanne Dam, at det er vigtigt at lade nye generationer vide, at det ikke er kvindebevægelsens holdning, at mænd og kvinder er ens og skal være det.

»For overhovedet at få lov at komme ind på arbejdsmarkedet blev vi jo nødt til at gå ind på de præmisser, der eksisterede der i forvejen. Og det var mændenes. Vi måtte påstå, at kvinderne kunne det samme og arbejde under de samme forhold. Det måtte ikke være en belastning for arbejdsgiveren, at man tog en kvinde ind. For så ville de simpelthen ikke gøre det. Sådan er det jo heldigvis ikke mere, og nu er tiden da virkelig kommet til, at vi kan indrette arbejdsmarkedet efter den kendsgerning, at mænd og kvinder ikke er ens.«

Det er netop en af omkostningerne ved kvindefrigørelsen, som Hanne Dam taler om.

»Sygdomsstatistikkerne viser, at kvinder er mere syge end mænd. Men det må vi ikke snakke om, for vi må ikke indrømme, at kvinder er en dårligere arbejdskraft. Det har kvinderne selv været med til at tabuisere. Det skal ikke hedde sig, at vi kræver noget særligt. Men det gør vi, og hvor svært kan det være at spørge: Hvorfor er kvinder mere syge end mænd? Så finder man ud af, at kvinder er meget mere følsomme over for at have en elendig chef, og så er der lige det dér med underlivet. Nogle kvinder er simpelthen forhindret i at forlade huset i et par dage hver måned. Det må da være det nemmeste i verden at indrette arbejdslivet efter sådan en biologisk kendsgerning. En tredje ting handler om, at vi kvinder er slemme til altid at tage det på os, når børnene, søsteren eller svigermoren bliver syge. Det er altså ikke kun vores ansvar, så det skal vi holde op med.«

Misforståelser

Det er en af de misforståelser, der ligger mellem generationerne, mener Hanne Dam. Det er en illusion, at mænd og kvinder fungerer fuldstændig ens, og man skal ikke se bort fra det faktum, at kvinder er mere tilbøjelige til at vælge børnene frem for arbejdet.

»Jeg er grundlæggende ikke imod, at kvinder prioriterer omsorg. Politisk kan jeg godt se, at det er dumt, sådan som arbejdsmarkedet er indrettet. Jeg gik selv ned i tid, da jeg blev alene med to blebørn. Vi skal lære at gå på kompromis i nogle år. Det er så få år, at børnene kræver meget tid. De år falder bare sammen med de år, det i Danmark forventes, at man gør karriere. Hvorfor kan man ikke begynde at gøre karriere bagefter? Det er jo ikke vores skyld, at det danske samfund er indrettet sådan, at man ikke regner en kvinde over fyrre for noget. Den manglende fleksibilitet på arbejdsmarkedet er skyld i, at det har store økonomiske konsekvenser for en kvinde at vælge deltid.«

Deltid er et politisk valg

Hanne Dam har altså ikke et problem med, at kvinder går på deltid, men hun kan ikke forstå, at unge kvinder ikke er villige til at se det som et politisk problem, at det altid er kvinderne, der gør det.

»Det er jo dér, der er blevet tabt noget på gulvet mellem generationerne. Vi så alting som kønspolitisk. Hvis en mand blev valgt frem for mig til en stilling, så ville jeg straks tænke: Det er fordi, rammerne er sådan, at det naturlige valg er en mand. Det ville unge kvinder aldrig gøre. De ville udelukkende tage det personligt. Unge kvinders frigørelse er et individuelt projekt. Jeg havde to kvindelige journalistkolleger engang, der delte historierne. Hvis den ene havde to, og den anden ikke havde nogen, så delte de dem. Det var fandme kvindesolidarisk, men det ville aldrig ske i dag. Jeres sejre er jeres egne, men det er jeres nederlag så sandelig også.«

Hanne Dam tror, det skyldes, at den yngre generation af kvinder har fået uddannelse og arbejde med samme selvfølgelighed som mændene.

»Der har ikke været samme bevidsthed omkring køn, men det er jo ikke ensbetydende med, at det ikke stadig er ekstremt politisk. Ja, vi er kommet ind på arbejdsmarkedet, men det er stadig i høj grad indrettet efter mandlige normer. Se på sygdoms- og deltidsstatistikkerne.«

Netop fordi Hanne Dams generation selv har været med til at tabuisere, at kvinder bør håndteres anderledes på arbejdsmarkedet, så går unge kvinder rundt og tror, det er dem der er noget galt med, når de går ned med stress.

»Vi skal virkelig blive bedre til at tale sammen på tværs af generationer. Jeg bærer da selv en del af skylden for, at jeg igen og igen må holde foredrag for mine døtre om, hvorfor kønskvotering ikke handler om, at du skal foretrækkes som kvinde, men om, at i en situation, hvor begge kandidater er lige, så vælger man den underrepræsenterede og det er bare ofte kvinden. Den argumentation indebærer jo også, at kvinder fungerer anderledes end mænd, og det har min generation selv været med til at tabuisere. Derfor er det mit håb, at også yngre kvinder vil læse min bog. Så vi kan komme videre herfra og indrette arbejdsmarkedet, så det kan rumme begge køn.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu