Baggrund
Læsetid: 2 min.

Levende sexinteresse

Sexologen og debattøren Joan Ørting fylder 50 år i morgen
Sexologen og debattøren Joan Ørting fylder 50 år i morgen
Kultur
25. marts 2010

Floskler som 'sexet 50-årig' er nærmest uundgåelige, når det gælder Ekstra Bladets brevkasseredaktør Joan Ørting, der helt sikkert er bedst kendt for sin åbenmundede og nysgerrige omgang med sexlivet sammesteds.

Men indtil hun var 36 år arbejdede hun faktisk på at skabe sig en teaterkarriere. Allerede som ti-årig kom hun ind i ungdomsteatertruppen Gawenda i Gladsaxe, og som 19-årig blev hun ansat som teaterlærer samme sted. Senere arbejdede hun som instruktørassistent for Peter Langdal på Betty Nansen Teatret. Undervejs rejste hun imidlertid i Indien, hvor hun uddannede sig til meditationslærer.

Senere tog hun en uddannelse i personlig udvikling i London, ligesom hun kan skrive kognitiv terapeut og life-coach på cv'et. Det hele mundede ud i den uddannelse som sexolog, der efter et toårigt studieophold i Holland skaffede hende jobbet som brevkasseredaktør på B.T. Så blev sex hendes karrierevej.

I dag har Joan Ørting sin egen brevkasse som sexolog på www.eb.dk, ligesom hun skriver »Fræk Fredag« i Ekstra Bladets trykte udgave.

På fjernsyn

Joan Ørting har medvirket i flere tv-programmer blandt andet »Hjemmefronten«, »Kom til middag«, »Kender du typen« og »Sexskolen« på TV3.

Hun er forfatter til bøgerne »Har du lyst?« og »Ta' mig!« I 2006 oprettede hun en sexolog- og parterapeutuddannelse, og hun holder foredrag, kurser og workshops over hele landet.

Joan Ørting bor på Langeland, hvor hun de seneste ni år har dannet par med historiefortælleren Carsten Islington.

Derudover har hun elskeren Alex, som underviser i tantra, blandt andet på Joan Ørtings sexologuddannelse. »Mit formål er ikke at blive forelsket, men at uddanne mig og udvide min seksualitet,« har hun udtalt.

»Det er ikke, fordi Carsten og jeg har et dårligt liv. Tværtimod. Det er den bedste måde, jeg kan træne mit fag på. Og få inspiration,« mener Joan Ørting, som tror, at også hendes mand nyder godt af, at hun har en elsker.

»Jeg har mere lyst til sex med Carsten nu, og han har en spillevende kone, der kommer hjem med nye tricks. Vi har altid haft sex med hinanden, men når der er gået ni år, skal der ske noget nyt. Især når man elsker at udvikle sig,« har hun sagt.

ksy@inforamtion.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her