Læsetid: 8 min.

Må man slukke lyset, før det er blevet tændt?

Flere og flere forfattere fortæller dystre eller sørgelige historier for børn om for eksempel selvmord, vold mellem børn og aborter. Det ender ikke altid godt i den virkelige verden, men skal det afspejles i børnelitteraturen? Men skal man tage introducere børn til en voksenverden eller skærme dem fra den?
Flere og flere forfattere fortæller dystre eller sørgelige historier for børn om for eksempel selvmord, vold mellem børn og aborter. Det ender ikke altid godt i den virkelige verden, men skal det afspejles i børnelitteraturen? Men skal man tage introducere børn til en voksenverden eller skærme dem fra den?
19. marts 2010

»Det er ikke for børn, når man slukker for lyset, før det er blevet tændt.«

Sådan skrev børnelitteraturanmelder Steffen Larsen om den norske forfatter Stian Holes seneste billedbog,
Garmanns gade. At et stykke børnelitteratur kan være så dystert og depressivt i sin tone, at det faktisk ikke egner sig til børn, griber fat i en diskussion, som blev åbnet af teologen K.E. Løgstrup i 1977: »Kun en nidding tager livsmodet fra et barn,« skrev han i en kronik i Politiken, da en anden mørk børnebog, Bent Hallers
Katamaranen,så dagens lys.

Siden er der blevet sat mange flere bøger med kontroversielle temaer som selvmord, vold mellem børn og død på hylderne for børnelitteratur.

»Der er generelt ikke noget, som børn umiddelbart ikke kan forstå. Temaet eller håbet i en bog afgør derfor ikke, om den er egnet til børn. Det handler om, hvordan det fortælles,« siger Steffen Larsen, som netop på grund af tonen i Stian Holes bog ikke ser den som en børnebog, men nærmere en voksen- eller allealdrebog.

»Bogen er et studie i frygt og rædsel. Den fortæller uden konkrete holdepunkter. Alt er fragmenteret, og sætningerne er løsrevne, mørke udsagn. Stian Holes platform er den voksne håbløshed skrevet i et sprog, som børn ikke kender,« siger Steffen Larsen.

Han mener ikke, børn skal præsenteres for den gennemgribende meningsløshed, som, bogen beskriver.

»Selv om man som barn kender til død, skal man ikke frarøves et håb om de ting, som kan nå at ske i løbet af livet. Det andet er en voksenerfaring af angst. Børn kan godt forstå, at ting kan være hårde, men de kan ikke forstille sig, at det ikke også kan gå over. Det er den afgørende forskel på at skrive noget hårdt og så det håbløse. Som jeg ser det, har Stian Hole tørret sin egen angst af på børnene.« Stian Holes bog er udgivet på Høst&Søn som en billedbog til børn fra 5-6 år og op. Redaktionschef på børnebogsafdelingen Anne Mørch-Hansen bruger ikke Løgstrups krav om håb som en rettesnor for, hvad der kan udgives til børn.

»Principielt kan man udgive en hvilken som helst historie for børn, når bare den er godt fortalt. Det afgørende er formen. En slutning skal derfor være troværdig, integreret i historien og ikke påklistret. Det betyder, at nogle bøger må ende sørgeligt.«

Anne Mørch-Hansen har dog nogle idealer om, hvordan svære emner bedst beskrives for børn.

»Selv barske fortællinger kan rumme en nænsomhed og en omsorg for barnet, som udfoldes i sproget. For eksempel ved en flertydighed, som giver læseren mulighed for flere fortolkninger. Det gør, at barnet ikke oplever en fortælling så skræmmende, som en voksen umiddelbart kan gøre det.«

Uegnet for børn

Diskussionen om, hvorvidt børnelitteratur skal rumme et håb, bunder ifølge lektor ved Center for børnelitteratur Anna Skyggebjerg i to forskellige syn på børn. På den ene side en delvist romantisk forståelse af barnet som et uskyldigt væsen, der skal stimuleres, men også beskyttes. På den anden side en forståelse af barnet som kompetent og allerede bevidst om rædslerne i verden. Især det sidste standpunkt har, siden Bent Haller udgav
Katamaranenvundet tilslutning. Ud over Stian Hole eksperimenterer mange forfattere og illustratorer som Kim Fupz Aakeson, Dorte Karrebæk og Louis Jensen med grænserne for, hvad titlen børnelitteratur kan favne.

»Der er en tendens til, at børnelitteratur bryder tabuer i disse år. Der er næsten ikke noget, der ikke kan behandles i børnelitteraturen længere. Begrundelsen bag denne udvikling hviler ofte på, at børn jo allerede er bekendte med alt det frygtelige, der sker i verden fra andre medier. Så at ville beskytte børnene i litteraturen gør børnebøgerne til noget fortidigt og konservativt,« siger Anna Skyggebjerg.

Redaktionschef Anne Mørch-Hansen ser netop børn og unge som kompetente læsere, der er i stand til at relatere historierne til deres egen erfaringsverden. Hun mener, kravet om en lykkelig slutning nærmere udspringer af voksnes forestilling om det uskyldige barn end børns egne behov.

»Det er ofte de voksne, der bliver bekymrede over dystre og triste historier, og ikke børnene,« siger Anne Mørch-Hansen og uddyber:

»Der ligger et voksent ønske om at fritage børn fra visse erfaringer og emner som for eksempel angst, men lige meget om børn læser om denne følelse eller ej, så er den til stede, for eksempel i børns angst for at blive væk fra mor eller far. Voksne skal derfor passe på med at udøve censur for, hvad børn kan tåle at læse. Børn kan tumle med ting, som voksne slet ikke har lyst til at vide. Her kan litteraturen i stedet åbne et rum for samtale.«

I de voksnes cirkus

Denne holdning deles af forfatter Ole Dalgaard, der skriver >under pseudonymet >Oskar K.

»Jeg har for så vidt sympati for voksne, der gerne vil skærme børn mod en barsk virkelighed,« siger Ole Dalgaard, der har skrevet bøger om blandt andet aborter og død blandt børn. Bøger, som er blevet kaldt for etisk grænsesøgende. Blandt andet bogen
De skæve smilfra 2008, som er en billedbog for børn på syv år og op, og historien
Børnenes bedemandfra samme år, som er en bog til børn på otte år og op.

»Men selv om barndommen overgår os alle, føler voksne ofte pligt til at gøre sig til herre over, hvad der er godt og dårligt for børn. Pligten udmøntes i opdragelsen, som kræver bedre viden og autoritet. Hvor voksne henter denne viden fra, ved jeg ikke. Måske i den mærkværdige idé, at børn ikke er rigtige mennesker, men tomme kar, der skal fyldes,« siger Dalgaard og uddyber: »Autoriteten hentes i dag i en politisk vision om, at vi i Danmark i 2020 skal være de rigeste og mest vidende i verden. En vision, der legitimerer barnets reform, nationale tests og en snæver forbindelse mellem økonomi og viden og forpligter forældre og skole til at opdrage deres børn, så de engang kan indgå som fuldgyldige medlemmer i de voksnes cirkus.« >

»I de fleste børns liv kommer der et tidspunkt, hvor de med forunderligt klarsyn spørger sig selv: Vil jeg være voksen, vil jeg være en del af de voksnes cirkus? Det er fra dette punkt, jeg skriver. For de fleste varer det kun et øjeblik, før de uden at se tilbage eller frem svarer bekræftende. Andre, som >Oscar i
Bliktrommen, nægter at vokse videre eller vægrer sig ved at spise, skærer i sig selv, flygter ind i en verden af drugs eller alkohol, bliver kriminelle, voldelige, psykisk syge eller som en sidste udvej tager livet af sig,« forklarer Ole Dalgaard, der i bogen
Idiotnetop beskriver en retarderet dreng, som til sidst tages af dage af sin egen mor.

- Er der ingen grænser for, hvad man kan skrive om til børn?

»Nej, det er snarere et spørgsmål om grænsen for forfatterens og illustratorens formåen. Jeg forsøger at fortælle med barsk varsomhed i mine bøger, men har ingen ønsker om at tage håbet fra børn: På den anden side har jeg heller ikke lyst til at stikke dem blår i øjnene.«

Psykolog og børnespecialist ved DPU Grethe Kragh-Müller mener derimod, man skal være varsom med, hvad børn præsenteres for.

»Børn er små mennesker, som har brug for at blive skærmet af de voksne og hjulpet til at forstå ting i forhold til deres udviklingstrin. Som en tommelfingerregel skal man derfor ikke præsentere børn for problemstillinger, som de ikke kan se en mening i, eller som de ikke kan handle i forhold til. Børn er rettede mod at ville forstå deres omverden og skabe sammenhæng. Bliver de udsat for noget, som er for vanskeligt, kan de blive ramt af angst,« siger Grethe Kragh-Müller og uddyber:

»Derfor skal man ikke indvie børn i svære emner eller følelser, som de ikke selv viser interesse i eller allerede har kendskab til. Der er i forvejen rigeligt, som børn skal tage stilling til,« siger Grethe Kragh-Müller, der er forbeholden over for en børnelitteratur uden forløsning.

»Det er helt klart positivt, at vanskelige emner bliver diskuteret i børnelitteraturen, så man kan tage den frem, når problemerne er der. Men i almen praksis har børn, som oplever sorg eller angst, mest glæde af de bøger, som giver dem et håb.«

Kontrakt med læseren

På spørgsmålet om, hvorvidt der skal være et håb i børnebøger, svarer forfatter Lene Kaaberbøl uden tøven: Ja.

»Børnebøger må gerne være uhyggelige eller tragiske, men de må ikke være uden håb,« siger Lene Kaaberbøl, hvis serie på fire bind om
Skammerens datter, som er til børn på ti år, ender lykkeligt. »Som barn lever man sig så intenst ind i historierne, at der ikke er noget filter. Børn har ikke det metaforhold til litteratur, som voksne har. Det er ikke litteratur eller kunst for dem, men historier. Du får derfor hele deres hjerte som fortæller, og det skal man passe på.«

Lene Kaaberbøl understreger, at der er stor forskel på at fortælle for børn og for voksne: »Man har et ansvar, når man fortæller for børn, hvor voksne kan passe på sig selv. Børn kravler op på skødet af fortælleren og beder om, at det skal ende godt. Når en fortælling er rigtig uhyggelig, hænger børnene kun på, fordi der er en kontrakt om, at det nok skal gå. Børn stoler på en. Den tillid ville jeg ikke kunne bryde,« siger hun og uddyber: »Det betyder ikke, at historierne kun skal handle om søde dyr. Der må gerne være monstre. Men når børnene har været med hele vejen igennem grotten og forbi spøgelserne i sumpen, skal de også belønnes med, at historien forløses.«

På indvendingen om at meget i det almindelige liv ikke ender lykkeligt, svarer Lene Kaaberbøl, at hun ikke er bange for eskapisme.

»Børn går ikke til litteratur for at blive bekræftet i, at livet er kort og beskidt. Børn vil have håb og mening og en stærk figur, de kan identificere sig med. Det kan give dem en tro på, at der venter noget bedre på den anden side.«

- Er der ikke en fare for at blive formynderisk?

»Der er stor forskel på at være overpædagogisk og så at være sit ansvar voksent. Børn leder efter systemer og regler i verden, de kan styre efter, og de er afhængige af, at der er nogle voksne, der vil dem det godt. De har ikke brug for grundlæggende at blive usikre på, om de kan klare livet. Der er derfor efter min mening ikke noget formynderisk over en happy ending. Det er bare at give børnene noget, de kan bruge.«

»På mange måder er børn i denne sag ikke så anderledes end voksne. Langt størstedelen af fortællinger til voksne er også med et håb til sidst og en lykkelig slutning. Det er ikke kun for børn.«

Historier. 'Som barn lever man sig så intenst ind i historierne, at der ikke er noget filter. Børn har ikke det metaforhold til litteratur, som voksne har. Det er ikke litteratur eller kunst for dem, men historier. Du får derfor hele deres hjerte som fortæller, og det skal man passe på,' siger Lene Kaaberbøl. Foto: Bjarke Ørsted/Scanpix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg synes diskussionen er vigtigt, men gør vi ikke den fejl, at omtale børnelæseren som “børn” en masse. Børn er forskellige, litteraturen er ikke et massemedium. Det er en dybt personlig oplevelse. Jeg er sikker på, at børnelæserne er lige så forskellige, som de voksne læsere. Og samtidig kommer man ikke uden om, at nogle bøger egner sig bedst til en situation, hvor de formidles eller perspektivers af en voksen. Dermed bliver diskussionen frugtesløs, hvis vi ikke inddrager den formidlingssituation, som et givent værk indgår i. Der er stor forskel på at læse alene, og eksempelvis læse i en skoleklasse, hvor emner efterfølgende diskuteres.
Skal børn skærmes? Nej, selvfølgelig ikke. Men når jeg erindrer tiden op til klimatopmødet, husker jeg hvor dybt foruroligede mine egne børn var. De var sikker på, at verden ville gå under. Som 6 årig skal man ikke se tv-avisen. For en ting er at blive præsenteret for et problem uden en løsning. Noget andet er at blive præsenteret for et problem, som ingen egentlig kan overskue.
Jeg synes det er vigtigt at vi laver bøger, som handler om problemer, som børnene selv har inde på livet. Her er emner nok at tage fat i, også de barske. Og nej, det behøver ikke ende godt. Når jeg selv ofte skriver bøger med “happy ending” skyldes det snarere, at jeg føler jeg skylder læseren en forløsning. Det tiltaler simpelthen min ordenssans.