Læsetid: 3 min.

Macmunter

Nicolas Bro griner stort på sin liderlige vej mod tronen i Wiedemann & Ravns billedflotte Macbeth på Gasværket. Men der bliver for mange ord og for lidt action
Katrine Wiedemann griber sikkert fat om Macbeth ved at gøre heksene til ludere for den hjemvendte sejrherre. Men grebet om følelserne kniber det med.

Katrine Wiedemann griber sikkert fat om Macbeth ved at gøre heksene til ludere for den hjemvendte sejrherre. Men grebet om følelserne kniber det med.

Miklos Szabo

22. marts 2010

Katrine Wiedemanns Macbeth foregår i bredden. Alle tragediens blodigheder udspiller sig i en smal stribe fra den ene side af scenen til den anden i Gasværkets højloftede rum - som et billede i horisonten, der rykker nærmere. Dermed skaber Maja Ravns stærke scenografi et symbol på, at krig og mord ikke kun er noget, der foregår langt væk: Lige om lidt står du måske selv med blodige hænder.

Wiedemann & Ravn, og dramaturgen Karen-Maria Bille, er eminente til sådan at vælge én synsvinkel på en klassiker. Konkret og konsekvent. Samtidig har denne Macbeth en usædvanlig munterhed over sig. Nicolas Bros tunge Macho-Macbeth er en mand, der hele tiden smiler og griner. Og Sofie Gråbøls smækre Lady Macbeth er lutter øjekast og kælenhed.

Ingen magt uden sex

Åbningsscenerne er de flotteste. Her kommer Macbeth hjem fra krigen. Men denne helt styrter ikke bare hjem til sin Lady. Han render på bordel - og her bliver hans sejrssex pludselig forvandlet til et møde med de hekse, der forudsiger hans kongesejr, men også hans død.

Dette greb er et af forestillingens allerbedste og mest syrede. Luderne vrider sig sammen med den liderlige Macbeth i heftigt orgie, indtil de pludselig afslører sig selv som langhårede mænd i hekseskørter. Med Lars Ranthe, Thomas Hwan og Nicolai Dahl Hamilton som ubændige forbandelsesludere.

Opsætningen vil tydeligt nok gerne blande magtbegær med korporlig liderlighed. Bro får aldrig flået kjolen af Gråbøl, men hendes smalfodede lady får et kick ud af det mord, der skal gøre Macbeth til konge - og hende til dronning. Og Bros kongemord har en stønnende knivrytme, der ikke ænser Lars Boms blodige kadaver i badekarret.

Denne Macbeth erkender i det hele taget sin magttilfredsstillelse med en åben mund, der går fra overfladegrin over selvbedragssmil til gispende angst. Bro anbringer dermed sin Macbeth i familie med sin Hamlet på Skuespilhuset - magtraneren, der vælger at være festnarren: Naturens muntre morder.

Ingen syner uden blod

Er dette så en uforglemmelig Macbeth? Visuelt, ja. Men følelsesmæssigt er den knap så stærk. Der bliver for mange ord og for lidt action for det fysiske ensemble. Mest inderlig er faktisk scenen for Macduffs hustru og hendes søn, når den betagende Tilde Maja Frederiksen og den intense drengespiller Lasse Kamper bliver mejet ned i en mark af strå med en nådeløs le. Her er et billede, der sætter sig tusindfold stærkere i øjnene end alle talescenerne. Også selv om Brian Njies lysdesign begavet indhyller personerne i magtskygger, og selv om Anton Lieps flimrende videoprojektioner gør Gasværkets vægge forunderligt levende. Desuden byder Stephan Bomberg på vilde musikbidder med molstrygere, der smyger sig ind i Lady Macbeths smerte.

Alligevel føles tragedien ikke ubærlig. Til sammenligning fik Staffan Valdemar Holms Macbeth for Dramaten kradset dybere ar i min erindring under gæstespillet på Det Kgl. Teater i 2006. Her vandrede den nøgne Lena Endre spidsrod gennem en skare liderlige mænd, der begramsede hende, men som lige akkurat ikke voldtog hende...

Den slags fysisk overgreb er ikke på spil i Wiedemanns iscenesættelse. Gråbøl sidder som distanceret dronning midt på det laaaange bord på tværs af scenen, flankeret af mænd, der vil myrde hendes mand. Over for hende sidder Bros Macbeth helt alene - ramt af syner af sit sidste drabsoffer.

Begyndende sindssyge

Her begynder Gråbøls hustru belevent at skjule mandens begyndende sindssyge for gæsterne. Hun charmer og ler med klukkende latter, indtil hun pludselig ændrer taktik og smider gæsterne ud. Så kravler hun hen over bordpladen til sin slagne mand, blot for at indse, at han er uden for rækkevidde. Og så tager hun ellers konsekvensen af den evige blodlugt på sine forheksede rystehænder og klatrer til himmels...

Men hvor Gråbøl fik os til at elske sin gudedatter i Wiedemann & Ravns fortolkning af Strindbergs Et Drømmespil, så får hun os mere til blot at betragte sin Lady Macbeth. Vi kommer ikke til at græde over hendes død, for vi kommer ikke til at elske hende undervejs. Selv Macbeth elsker hende ikke; han elsker bare, at hun kan hjælpe ham med at blive konge.

Afslutningsbilledet er opsætningens mest groteske: Macbeth i underbukser og fedtbryster på sin trone, alt imens skoven vandrer mod ham, og den 'ikke-kvindefødte' rival løfter sit våben mod ham. Sådan er det. Man skal altid tro på heksene, Macmunter.

Macbeth. Tekst: William Shakespeare (1603-07). Oversættelse: Niels Brunse. Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi: Maja Ravn. Dramaturgi: Karen-Maria Bille. Lys: Brian Njie. Videodesign: Anton Liep. Konceptkonsulent: Christian Lemmerz. Musikkonsulent: Stephan Bomberg. Koreografisk konsulent: Niclas Bendixen. 2 t 30 min. Gasværket til 1. maj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu