Læsetid: 5 min.

Er Messi argentinsk nok?

Hvem skal Argentinas cheftræner, Diego Maradona, vælge som anfører, når han skal sætte VM-holdet. Svaret ligger lige for. Leo Messi selvfølgelig. Men folkeånden er imod, for han er jo ikke 'ægte argentiner'
Smålighed. Hvad er værst? En Maradona, der ikke kan finde ud af at hæve sig op over den lumre folkeånd og kravet om autentiske patrioter? Eller når Messi bliver Ronaldo version 2.0? Hånden på hjertet: Messis kopinumre er faktisk bedre end originalerne. Eller når lille Leo ikke kan stå distancen mod hårdtpumpede 'Christiano'?

Smålighed. Hvad er værst? En Maradona, der ikke kan finde ud af at hæve sig op over den lumre folkeånd og kravet om autentiske patrioter? Eller når Messi bliver Ronaldo version 2.0? Hånden på hjertet: Messis kopinumre er faktisk bedre end originalerne. Eller når lille Leo ikke kan stå distancen mod hårdtpumpede 'Christiano'?

Albert Gea

3. april 2010

Det er ikke nemt at hedde Diego Maradona og være cheftræner for det argentinske fodboldlandshold, nu hvor forberedelserne til VM spidser til. For hvem skal han vælge som frontmand? Skal det være Diego Milito, der spiller for Inter? Eller måske Sergio 'Kun' Aguero, forwarden fra Atletico Madrid, som i øvrigt er Maradonas svigersøn?

Hvad med Gonzalo Higuain, som har et suverænt scoringssnit for Real Madrid? Luksusproblemer, kunne man mene. Nonsens, udbryder tusindvis af fans kloden rundt, for svaret burde være simpelt: Maradona skal selvfølgelig vælge FC Barcelonas 22-årige Leo Messi, der i den forgange måned scorede hattrick i to kampe. I træk, vel at mærke. Først mod Valencia, og ugen efter mod Zaragoza.

Her kunne Messi sågar have scoret fire mål, men lille Leo gav store Ibra - Zlatan Ibrahimovic - lov til at eksekvere straffesparket.

Indtil gestussen mod Zlatan havde Messi sørget for Barcas sidste ni mål. Og et par dage før styrede han kuglen i maskerne for ottende gang på én uge, denne gang mod Stuttgart. Gennemsnittet sagde 11 mål i fem kampe. Hvad er der at diskutere? Messi er da Argentinas førstevalg? Er han ikke? Måske.

»Jeg er ikke sikker på, at han er et menneske,« sagde Zaragozas playmaker, Ander Herrera, om Messi efter 4-2-nederlaget og de tre fuldtræffere på stribe. Zaragozas træner, José Aurelio Gay, hævdede at have »skuet selveste Diego Maradona på grønsværen« dén aften. Bare bedre. »Ingen ord kan beskrive ham,« fortsatte Gay, »han er fra det ydre rum«.

Og så må man jo finde synonymer, der smager af det interplanetariske. Således Carles Ruipérez i den catalanske avis La Vanguardia: »Utroligt. Uovertruffent. Uigentageligt. Spektakulært. Fænomenalt. Vidunderligt. Genialt. Fantastisk«.

Fodboldens Gud

»Messi er fodboldens Gud,« tordnede Barcelonas Sport og fortsatte i Jørgen Leth-syntaksen: »Stratosfærisk. Magisk. Serafisk. Generøst. Ekstraordinært.«

En anden spansk avis, El Mundo Deportivo, sammenlignede med brasilianske Ronaldo, som spillede for Barcelona en kort overgang i 90'erne. Se det selv på YouTube: Ronaldo vristede sig fri af en midtbanespiller fra Compostela, spurtede forbi 6-7 forsvarere, snød to-tre folk lige foran målet - og scorede. Det var magisk, potent og graciøst. Da manageren Bobby Robson så Ronaldos stunt fra sidelinjen, løb han frem og tilbage mellem kridtstregen og spillerboksen med hænderne foran øjne og mund, mens han skreg: »Jeg tror ikke på det! Jeg tror ikke på det!«. Men den var god nok. Så eminent kan fodbold spilles.

Nu er det Messis tur, der i El Mundo kunne se stjernehimmel kombineret med matematik: »Maradona plus Ronaldo = Messi«.

Dermed nærmer vi os det 'måske', jeg indledte med. Sjældent får Messi lov til at stå alene. Man anerkender hans singularitet - og straks efter kører man sammenligningerne i stilling. Messi er den lim, der binder fodbolduniverset sammen, snarere end det big bang, der tænder kosmos. Messi har allerede lavet »en Maradona«, som det hedder. Ikke bare én, men flere gange. Først slalomdriblerier tværs over banen og siden et vigtigt snydemål med hånden. Nu har han også lavet »en Ronaldo«. Så mangler vi bare, at Messi laver »en Cristiano Ronaldo« - hvilket i givet fald ville betyde injektion af 20 kilo yderligere muskelmasse, daglig omgang med orange fotomodeller og dybfølt venskab med Paris Hilton. At lave »en Aguero«, jævnfør den familiære intimitet, vil nok være at gå for vidt for den klejne sydamerikaner.

Problemet er, at Messi for de fleste argentinere er FC Barcelona-stjerne, ikke en indfødt afgud. Higuain er født i Brest, men det gør ham ikke til franskmand. Messi, omtales derimod ofte blandt fans som »catalaneren«. Claudio Mauri hævder i den argentinske avis La Nación, at modviljen mod Messi ikke kan løses ved nogle ferme kampe for Maradonas mandskab: »Nej,« siger Mauri, »Messi skal helst tilbage til Argentina, spille et halvt år dér, finde sin indre lykke og højlydt proklamere de genfundne rødder.«

Imens går rygterne, at Messi ikke kender den argentinske nationalsang, og at han føler sig mere spansk (altså catalansk) end noget andet. Messis far, Jorge, udtalte til tv-kanalen TyC Sports, at han håber, Europa behandler sønnen bedre og mere respektfuldt end i Argentina, »for herhjemme ødelægger vi ham«.

Ikke 'rigtig' argentiner

For Adrian Piedrabuena, der kommenterer fodbold i avisen Olé, handler dilemmaet Messi dog også om meritterne på banen. »Lionel har været fire år på landsholdet, og det er kun, når Juan Riquelme også har spillet, at Messi har slået igennem,« siger Piedrabuena. »Det er ikke hans fejl, at man sammenligner ham med Maradona, eller at Argentina er et hold, der overhovedet ikke udnytter sit potentiale.« Maradona har lige været på rundrejse i Europa for at besigtige sine stjerner, især de offensive. Forude venter en kæmpe filtreringsproces, hvor op mod 100 spillere skal barberes ned til 23. Med legendens egne ord er Messi samt kaptajnen Javier Mascherano sikre på en plads i startopstillingen, men dén slags forsikringer har han udbasuneret før, og lige nu er Higuains popularitet enorm i Argentina inklusiv en Carlos Tevez, som efter en flot sæson i Manchester City puster Diego i nakken. Der konspireres tilmed. Saboterer Maradona i virkeligheden Messis globale karriere, fordi han ikke vil tillade, at en anden end ham bliver alle tiders bedste fodboldspiller?

Messi er - tro det eller ej - ikke 'rigtig' argentiner. Endvidere synes han altid at blegne i den evindelige dyst med Cristiano Ronaldo. Den Madrid-venlige sportsasvis Marca bragte sidste år en nidkær statistik over de to atleters 'score'. Mens de to uomtvisteligt bedste fodboldspillere i verden havde pointlighed i pasninger og teknik, scorede Cristiano alligevel højere i hovedstød, spark fra lang afstand, lederegenskaber og ikke mindst fysik.

»Det siger mere om vor tids kropskultur, denne besathed af atletisk styrke og den komplette fysik, end om egentlig kunnen,« skrev Sid Lowe i The Guardian. Lowe har en klar pointe i, at Messis overjordiske force af sig selv devalueres, fordi den simpelthen er for kontinuerlig. Manden er ikke Gud en gang imellem. Han er Jesus hele tiden. Det spektakulære bliver banalt, nærmest latterligt, når det sker kamp efter kamp, uge efter uge. Tjek statistikken, siger Lowe: »79 mål i 129 kampe. De to Champions League-trofæer og tre ligatitler. Hvis Messi ikke allerede var klodens bedste spiller i sine første tre sæsoner - 30 mål i 60 kampe - var det på grund af skader.«

Smålighed kommer i mange formater. For hvad er værst? En Maradona, der ikke kan finde ud af at hæve sig op over den lumre folkeånd og kravet om autentiske patrioter? Eller når Messi bliver Ronaldo version 2.0? Hånden på hjertet: Messis kopinumre er faktisk bedre end originalerne. Eller når lille Leo ikke kan stå distancen mod hårdtpumpede 'Christiano'?

Men som den tidligere træner for Real Madrid, Bernd Schuster, hævder, er det i virkeligheden Argentinas problem, og det er på tide, de indser det: »Maradona kan ikke tillade sig at undvære Messi. Det er ikke Leo, der skal være mere argentiner. Det er Argentina, der skal tilpasse sig ham. Ellers har de ikke en chance ved VM.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu