Læsetid: 5 min.

Er muslimer vor tids jøder?

Den ansete holocaustforsker Wolfang Benz hylder tesen om en forfulgt muslimsk minoritet - en hetz, han mener minder om tidligere tiders antisemitisme. Nu får han svar på tiltale af en række af Tysklands skarpeste islamkritikere
Islamofobi er et kampbegreb opfundet af Ayatollah Khomeini for 30 år - og kan overhovedet ikke sidestilles med forfølgelse af jøderne, mener kritikere af den tyske Holocaustforsker Wolfgang Bentz.

Islamofobi er et kampbegreb opfundet af Ayatollah Khomeini for 30 år - og kan overhovedet ikke sidestilles med forfølgelse af jøderne, mener kritikere af den tyske Holocaustforsker Wolfgang Bentz.

Abedin Taherkenareh

Kultur
22. marts 2010

Er islamofobi den nye antisemitisme? Er de såkaldte islamkritikere vor tids antisemitter? Spørgsmålene blev startskuddet til en hidsig debat, der endnu raser i tysk presse, for det var ikke hvem som helst der stillede det. Det var Tysklands højest respekterede Holocaustekspert, den 68-årige Wolfgang Benz – forsker i fjendebilleder og forfatter til væsentlige værker om det nazistiske folkedrab på Europas jøder som mammutbogen Dimensionen des Völkermords.

I Süddeutsche Zeitung i januar skrev Benz i artiklen Hetz med paralleller: »Fjendebilleder er produkter af hysteri. De konstruerer og instrumentaliserer vrængbilleder af den anden. Hvis vi definerer hysteri som udbredt adfærdsforstyrrelse, der bl.a. viser sig i indskrænkning af erkendeevnen, emotionel labilitet, teatralske gestus og egocentrisk habitus, så bliver fobier imod andre kulturer eller minoriteter, der er synligt anderledes, forståelig som en art afværgerefleks.« – således stiller Benz en diagnose, der kunne se ud til at have adresse til islamkritikere af populistisk kaliber som den hollandske partileder Geert Wilders.

Hvordan ’islamhysteriet’ opbygger sit fjendebillede, leverer Benz denne beskrivelse af: »Dets byggestene er generalisering og reduktion af virkelige og formodede sagforhold til rent negative udsagn. Rygter, underbevidste impulser og folkloristiske skrøner og overleveringer ophøjes til ’kendsgerninger’, som siden bliver til trosartikler.«

Og her ser Benz klare historiske paralleller til den antisemitiske diskurs i årtierne op til Holocaust. Det gælder i forhold til ’forureningen’ af det sunde tyske folkelegeme. »Parallellerne er umulige at overse, når faren for Europas islamisering italesættes med besværgelser om de muslimske kvinders barselsseng« – det er frygten for muslimske indvandreres demografiske nedmajorisering af den oprindelige befolkning ad åre, Benz her tænker på.

Betegnende er det, at de konkrete eksempler på hysterisk islamkritik efter antisemitisk model, som Benz fremdrager, stammer fra internetfora, hvor »intolerance over for den minoritet af muslimer, man ønsker diskrimineret, er blevet ren selvfølgelighed« og islamfjendskabet blomstrer »fuldkommen skamløst«, som da »mordet i en retssal i Dresden på en tørklædeklædt egyptisk kvinde blev kommenteret i lystige vendinger – som en blogger skrev, ’er der i det mindste nu en islamisk fødemaskine mindre.«

Og et andet eksempel fra Benz’ botanisering inden for hetz- og hatespeech: »En anden mente, at i ’Koranen opfordrer 60 suraer til mord og anderledestroende og vantro, navnlig jøder og kristne’ – denne overbevisning bliver trods alle henvisninger til Koranens virkelige indhold forsvaret med samme energi, som antisemitten forsvarer troen på det ondartede indhold i Talmud, på jødiske ritualmord og andre vanvidsfantasier.« Herefter kan Benz konkludere: »Sidestillingen af tyske borgere af muslimsk religion med fanatiske terrorister er metodisk og bliver iscenesat med appel til de sunde folkeinstinkter og flertallets forrang. (...) Vi har at gøre med en kampagne imod mennesker, der diskrimineres som medlemmer af en gruppe, med en krigserklæring imod demokratiets og tolerancens værdier.«

»Teoretisk kan man jo sammenligne hvad som helst,« skriver Der Spiegel-journalisten Henryk M. Broder i Die Welt: »Man kan sammenligne en bikini med en burka, værnemagten med Frelsens Hær og en nilhest med et menneske. Men hvor ’antisemitisme’ er et 2.000 år gammelt fænomen er ’islamofobi’ et kampbegreb, som blev opfundet for 30 år siden af ayatollah Khomeini.«

Samme pointe fremføres af redaktøren af webportalen Perlentaucher, Thierry Chervel. »Islamofobi er frem for alt videreudviklet af landene i Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC) som et modbegreb til begrebet om menneskerettigheder, hvis fordring på universalitet og opbygning omkring det enkelte individ irriterer dem grusomt.« Ved at forpligte Vesten til at bekæmpe islamofobi, forsøger OUC at øve pression for, »som det hedder i islamofobirapporter: En ‘respektfuld og ansvarlig omgang med ytringsfriheden.« Men islamofobi er, mener Chervel, i virkeligheden ’kritikofobi’.

Tilbage til Broders indvendinger: »Når man skærer igennem Benz’ akademiske jargon, siger han to ting: For det første, at den realeksisterende islam ikke skal betragtes kritisk, men alene ’fjendebilledet islam’, et fantom, der åbenbart kun eksisterer i islamkritikeres fantasi’. For det andet, at indsigter fra studiet af antisemitisme i det 19. og 20 århundred ikke skal tjene til at belyse den moderne antisemitisme i det 21. århundred, som repræsenteret ved f.eks. Irans præsident Ahmadinejad, men ’paradigmatisk’ skal afkaste indsigter i islamofobiens eller islamkritikkens væsen.«

Men det er ifølge Broder forfejlet: »For antisemitisme har slet ikke noget med jøder og deres adfærd at gøre – den er fantasifoster, der bygger på hysterisk angst, projektioner og misundelse. Derimod har ’islamofobi’ en real basis: Det kunne være anslag fra islamiske terrorister, der påberåber sig deres tro, traditionelt rodfæstede æresdrab, der absolut ikke kan sammenlignes med ’familiedramaer’, Talebans galskab i Afghanistan, selvmordsattentater i Irak og Pakistan, der frem for alt har muslimer som ofre, børneægteskaber i Saudi-Arabien, ’midlertidige giftermål’ i Iran som alibi for prostitution, stening af utro kvinder og hængning af homoseksuelle. Eller det kunne være de insisterende understregninger af, at islam betyder ’fred’ trods alle tegn på det modsatte. Eller blandingen mellem barbari og hightech hos gidseltagere, der stiller deres videoklip af halshugninger til rådighed på nettet. Og frem for alt den nådesløse omgang med kritikere fra egne rækker som Salman Rushdie, Ayaan Hirsi Ali og Seryan – lige så mange eksempler på, at ’fordomme’ har forvandlet sig til underbyggede domme.«

Og netop kritikere fra egne rækker har også blandet sig i debatten. Det gælder Ibn Warraq, forfatter til den kontroversielle Derfor er jeg ikke muslim, det tidligere medlem af det egyptiske fundamentalistiske Muslimske Broderskab, Hamed Abdel-Samad og den islamkritiske men bekendende muslimske tysk-tyrkiske sociolog, Necla Kelek, der i Die Welt citeres for følgende: »Man har kaldt mig hadprædiker og oplysningsfundamentalist, og det viser for mig, hvor dybt usikre mange intellektuelle er i dette i land. I stedet for at gå ind i islamkritikernes argumentation, bliver den verbale hammer svunget. Mine kritikere ser ud til at bearbejde det urtyske skyldkompleks. Men de, som for alvor mener, at et forsvar for menneskerettighederne er lige så fundamentalistisk som opråb til hellig krig, har for længst forladt den saglige debat. Problemet er, at de vestlige individualister ikke fatter hvad islam er, de tror den er en variant af den kristne tro, bare med tørklæde. Men islam er et system, der opfatter mennesket som et socialt væsen og ikke som individ. Det stiller krav til dets indordning under et kollektiv. Men ganske som kristendommen ikke blev afkristnet af Oplysningen, vil muslimer heller ikke blive dårligere muslimer af afsværge sharialovene. De må lade sig sekularisere, fralægge sig islams ideologiske og politiske karakter og besinde sig på deres religions spiritualitet.«

Forstås Benz’ og andre tyske debattørers modvillige reaktion imod fænomenet islamkritik/’hysterisk islamofobi’ således bedst som bearbejdelse af et historisk tysk skyldkompleks? Muligvis, men det er værd at notere, at ikke alle Holocaust-forskere deler Benz’ diagnose. Hans jævnaldrende historikerkollega, Julius Hans Schoeps, direktør for Moses Mendelsohn-instituttet for europæisk-jødiske studier affyrer på den østriske portal, juedische.at denne salve: »Hvor, må jeg spørge, findes i dette sammenligningsgrundlag de parallelle vanvidsforestillinger, ifølge hvilke muslimer ’af rituelle grunde’ myrder børn, forgifter brønde, ødelægger kulturer og folkeslag, fratager de fattigste i verden deres sidste skjorte eller anstifter blodige revolutioner efter eget valg. Hvor er den muslimske Alfred Dreyfuss, som offentligt får revet sine ordener af? Hvem tillægger hertillands moderate muslimer at være del af store verdenssammensværgelser?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niklas Monrad

Hmm, nazisterne tvang jøder til at bære jødestjerner, islamister vil tvinge kvinder til at bære slør og mænd til at bære langt skæg ... Hvad var spørgsmålet igen?

Troels Ken Pedersen

Spørgsmålet var IKKE nazi-Tyskland (der som bekendt kan afspore enhver internet-debat). Spørgsmålet var, om der kan anes betydelige paralleller mellem antisemitismen som gennem 1800-tallet og starten af 1900-tallet nød stor udbredelse over meget af Europa, og som blev brugt til megen politisk mobilisering mod "truslen om at jøderne overtager vore samfund", også herhjemme.

Jeg vil mene klart ja.

nu mener også katolikkerne at DE er de nye jøder !

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2010/04/03/113547.htm

Mon ikk det nærmere er katolikkerne der er de nye muslimer ?

Sider