Læsetid: 3 min.

'Der er ikke én af dem, som ikke har overskredet deres egne grænser'

'Cocktailklubben' er chick-lit, men den tager et mere alvorligt emne op end sædvanligvis. Den handler om en studerende, der ender som prostitueret
Cocktailklubben. 'Chick-lit har typisk været falden-på-halen-humor om lette emner. Jeg har forsøgt at bevare stilen med den hu-moris-tiske skriveform, men tager fat på et mere alvorligt emne, siger Malene Dietz om sin ny bog 'Cocktailklubben'.

Cocktailklubben. 'Chick-lit har typisk været falden-på-halen-humor om lette emner. Jeg har forsøgt at bevare stilen med den hu-moris-tiske skriveform, men tager fat på et mere alvorligt emne, siger Malene Dietz om sin ny bog 'Cocktailklubben'.

Kristine Kiilerich

12. marts 2010

På Kvindernes Kampdag den 8. marts kunne man følge to demonstrationer - én for og én imod et forbud af sexkøb.

Forfatter Malene Dietz er ikke i tvivl om, hvor hun står i den sag:

»Før jeg researchede og begyndte at skrive bogen, var jeg meget i tvivl om, hvad jeg mente, men det er jeg ikke mere. Det burde være forbudt. Jeg tror ikke på, at man kan prostituere sig uden at blive mærket af det.«

Ideen til bogen kom, da Dietz til en middag mødte en pige, som arbejdede som prostitueret:

»Jeg ledte efter et emne til min næste bog og mødte denne her pige, som havde arbejdet i prostitutionsmiljøet. Det, hun sagde, var interessant, men forargede mig også.«

Malene Dietz har udgivet adskillige samfundsfaglige bøger, men har kun én skønlitterær titel i bagagen.

»En anmelder anbefalede mig at tage nogle mere alvorlige emner op i chick-lit-genren for at flytte dens grænser. Og det kunne jeg egentlig godt tænke mig at prøve. For genren har typisk været falden-på-halen-humor om lette emner. Jeg har forsøgt at bevare stilen med den humoristiske skriveform, men tager fat på et mere alvorligt emne.«

Overskrider grænser

Malene Dietz har foruden pigen, hun mødte til middagen, talt med to andre piger, som prostituerer sig. Der er dog ikke tale om prostituerede, som er tvunget ud i det af skumle bagmænd eller et stofmisbrug, men derimod som et supplement til SU'en.

Pigen i romanen, Cecilie, er medicinstuderende og lever et ganske almindeligt liv, men bliver draget af det eksklusive liv og de mange penge, der er i miljøet.

»De piger, som jeg talte med, var studerende på jura og medicin. De opfatter ikke sig selv som prostituerede, og for dem er der stor forskel på pigerne nede på Istedgade og så dem selv. Jeg har svært ved at se forskellen. Problemet er, at de føler, at de har en stor frihed, men når man spørger ind til det, så er der ikke én af dem, som ikke har haft en oplevelse, hvor de overskredet deres egne grænser.«

Dietz' ide har været at bruge chick-lit-genren som et talerør til unge piger: »Mit håb er, at bogen vil blive læst af mange unge piger, som kan tage stilling. De vil ikke læse en tung samfundsvidenskabelig bog om emnet, og normalt er den prostituerede i fiktion den østeuropæiske luder, som man ikke kan identificere sig med. Det tror jeg derimod, at de kan med med hovedpersonen Cecilie.«

Samfundets ansvar

Med bogen vil Malene Dietz også gerne bidrage til samfundsdebatten: »Jeg synes, at det er et samfundsmæssigt problem, at nogle piger føler et så stort pres til at være iklædt dyrt designertøj, men ikke har penge, da de er studerende, så de vælger at sælge deres krop.«

Derudover bør man også overveje, hvorfor der findes normalt fungerende piger, som mener, at vejen til penge er, at sælge sin krop: »Hvis det bliver den eneste udvej for nogle piger, når de tager en uddannelse og gerne vil være smarte samtidig, så er der noget galt med vores samfund.«

Fremtiden

Dernæst frygter hun for pigernes fremtid, som de selv ser helt uproblematisk på.

»Ingen af pigerne er i stand til at have en kæreste, men hvad der er værre, er, at man ikke ved, hvordan de kommer til at reagere på det i fremtiden. Jeg er sikker på, at de får ar for livet, men pigerne regner jo med, at når de er færdige med studierne, så kan de stoppe og starte et normalt liv.«

Dietz mener, at de alle har forskellige bevæggrunde for at gøre det, men at de ikke overvejer, hvordan det kan blive i fremtiden:

»Min oplevelser, er, at de ikke er klar over, hvad konsekvenserne af deres valg er.«

Malene Dietz: 'Cocktailklubben', Politikens Forlag, 256 sider. 200 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu