Politikere skeptiske over for bogsalg på biblioteker

Per Kofods forslag om, at der skal sælges finlitterære bøger på biblioteker, bydes velkommen af Mogens Jensen (S). Kulturministeren kalder ideen interessant, mens DF, V og Bibliotekarforbundet stadig er skeptiske
16. marts 2010

I går bragte Dagbladet Information nyheden om, at forlæggeren Per Kofod gerne vil have en ændring i biblioteksloven. Nu skal biblioteker sælge finlitterære bøger i byer, som enten ingen boghandel har, eller hvor boghandlen kun sælger et begrænset udvalg af litteratur.

Forslaget mødte dog ikke opbakning i bogbranchens foreninger, som både mener, at det vil gå ud over bibliotekernes folkelighed og skabe problemer mht. at det offentlige vil konkurrere med det private. Den socialdemokratiske kulturordfører Mogens Jensen ser dog gerne Per Kofods tanker blive til virkelighed. Mogens Jensen forklarer, at det er vigtigt, at der også sælges bøger i områder, der ikke har en boghandel, fordi han tror, folk stadig gerne vil have vejledning og oplysning inden et bogkøb.

»Jeg synes, man skal afprøve forskellige ideer til, hvordan vi fortsat kan sikre, at der kan sælges bøger, også i de områder som ingen boghandler har. Derfor synes jeg, kulturministeren skulle tage imod ideen fra Per Kofod. Lad os køre det som forsøgsprojekt med en række biblioteker, som melder sig. Så må vi se, hvad reaktionerne er på den type litteratur, der sælges,« siger Mogens Jensen. Han mener, at så længe bibliotekerne blot sælger den smalle litteratur, så kommer man ikke i en konkurrencemæssig diskussion i forhold til supermarkeder og andre private aktører.

Ressourcerne mangler

Pernille Drost, formand for Bibliotekarforbundet, forklarer dog, at bibliotekerne ikke har ressourcer til at køre Per Kofods forslag som et forsøg. Bibliotekerne kæmper nemlig allerede for bare at have ressourcerne til at klare de opgaver, de skal klare:

»Tænk, hvis vi endte i en situation, hvor biblioteket pga. besparelser ikke kan købe materialer ind, men omvendt stod og solgte dem? Det ville være en mærkværdig situation, som fuldstændig ville undergrave folkebiblioteket.«

Pernille Drost mener i stedet, at man burde diskutere, om det ville være mere relevant at få en privat boghandel ind på biblioteket.

»Jeg synes, det ville være at trække tæppet endnu mere væk under de hårdt pressede boghandlere, hvis bibliotekerne solgte bøger. Derfor ville det være mere oplagt at lave et samarbejde mellem bibliotekerne og boghandlerne. Hvorfor ikke gøre som på Den Sorte Diamant i København, hvor man har en privat boghandel inden i biblioteket?«

Også Venstres kulturordfører Troels Christensen mener, at der hellere skulle være en privat boghandel på biblioteket.

»Jeg kan godt lide, at der bliver tænkt nye tanker, så jeg vil nødig slå Per Kofods idé ned. Jeg ser dog allerhelst, at man kunne lave nogle partnerskaber med de private, sådan så det var dem selv, der solgte bøgerne. Det ville være en glimrende løsning, da man også vil ligge tættere på sit publikum,« forklarer Troels Christensen. Derefter mener han, at det skal være op til boghandlerne selv at bestemme, hvilke former for bøger, der skal sælges.

Der er intet problem

Dansk Folkepartis kulturordfører Karin Nødgaard mener, at der er en masse, som skal afklares, inden hun vil sige ja til Per Kofods forslag - som heller ikke er parat til at blive kørt på forsøgsbasis.

»Min første indskydelse er, at vi skal huske, at det jo hedder 'folkebiblioteker' og er et rum for alle borgere. Derfor skal vi også være varsomme med at gå ind og sige, at nu kan man lave private forretninger i det rum. For det andet skal der findes ud af, hvem det er, der skal bestemme, hvad der er 'finlitteratur'. Jeg tror nemlig, vi har mange forskellige definitioner af det,« siger Karin Nødgaard og fortsætter:

»Vi skal også passe på, at vi ikke gør problemet større, end det er. Alle byer har ikke en boghandel, og sådan har det altid været. Jeg bor selv på landet, og hvis jeg skal bruge en bog, så synes jeg aldrig, det er noget problem at få fat på den. Det kan godt være, den ikke er på hylden, når jeg kommer, men jeg synes altid, jeg møder en stor åbenhed hos boghandleren i byen. Det samme gælder på bibliotekerne. I dag er det desuden også nemt, med den teknologi, vi har, at få fat på materiale,« siger Karin Nødgaard.

Kulturminister Per Stig Møller (K) kalder ideen interessant, men understreger, at den ikke er mulig, som biblioteksloven er i dag: »Udvalget om folkebibliotekernes rolle i vidensamfundet kommer inden længe med deres rapport, og her kan ideen indgå i de overvejelser, udvalgets anbefalinger lægger op til, og i givet fald skal ideen drøftes med biblioteker og forlag,« siger kulturministeren.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Jens Guld

Per Kofod har ikke tænkt sig om. Hans forslag, hvis gennemført, vil tvinge bibliotekarstanden til at tænke kommercielt og det er en meget dårlig ide. Men, men, hvorfor ikke hægte de ydmyge steders små biblioteker på nethandelen? Gøre dem til mellemled mellem netboghandlere og bogkøbere? Maren i Kæret eller hvad hun nu hedder nutildags, kommer på biblioteket, hvor den venlige bibliotekar viser hende, hvordan man køber over nettet. Bogen betales af Maren med et kreditkort (som bibliotekaren også kan forklare hvordan man skaffer sig), men sendes til biblioteket og når bogen ankommer der, sendes en besked til Fru Kæret, ganske som der sendes besked om at en bestilt biblioteksbog står klar til afhentning. Dette skulle ikke koste mange basseører, det allermeste af systemet er allerede på plads.

anbefalede denne kommentar