Fra det gamle hus på højdedraget i Helsingør har Ole Krarup udsigt til både Sverige og Kronborg. Han kigger kærligt til den nordiske nabo og kalder Holger Danske sin genbo, selv om det ikke er det nationale, men 'demokrati-tabet' som er den drivende kraft i opgøret med EU-eliten. Denne magtens modløber med det røde hjerte og den gode forstand fylder 75 i dag.
Når den store familie med dusinvis af børnebørn og de mange venner har været gennem enkemandens hus, får katten igen lov til at gå på bordet og være helt sin egen, sådan som den uindskrænkede personlige integritet har været professorens varemærke i det lange og aktive liv på venstrefløjen. I juni 1994 sendte 90.030 personlige stemmer ham til Europa-Parlamentet, som han efter to solide genvalg forlod i januar 2007. Taktisk blev der i tide gjort klar til efterfølgeren, så det blev Folkebevægelsen mod EU, som overlevede valget i 2009 og JuniBevægelsen, der likvideredes.
Alligevel har han sat et stærkere præg på samtiden med sin juridiske virksomhed. De studerende på Københavns Universitet holdt af den engagerede professor, og mange af dem gør det stadig, selv om de sidder i høje stillinger eller Højesteret. Lejlighedsvis hentede og henter han advokatbestallingen for at procedere i den virkelighed, hvor man kan vinde, selv når man taber. Nok sagde Højesteret i 1978, at christianitterne ikke havde et retskrav på at bo på Forsvarsministeriets område, men mobiliseringen i grænselandet mellem de politiske paragraffer og paragraffernes politik betød så meget, at regeringen Anker Jørgensen valgte at bruge sin ejendomsret til fordel for fristaden. Det er Danmarks-historie med Krarup som aktør.
Ole Krarup og de fremmeste EU-modstandere vil stadig ikke forstå, at den politiske elite kunne fremhæve Lissabon-traktaten som livsnødvendig for Danmark og danskerne, selv om regeringens advokat nu siger, at den ikke har betydning for den enkelte dansker. De vil heller ikke forstå, at en sproglig pletrensning kunne fjerne det juridiske krav på en folkeafstemning. Krarup kan stoffet så godt fra det halvvundne opgør om Maastricht-traktaten, at der inden slagsmålet med Kammeradvokaten bliver god tid til kammermusikken med den musiske marxist som strygende holdspiller på enten bratsch eller violin.
