BERLIN - Working Mom, The It-Girl og Fashion Victim står der på neonfarvede runde klistermærker sat på brochurer og plakater, der reklamerer for udstillingen Luise. Leben und Mythos der Königin (Luise. Dronningens liv og myte), som man nu kan se på Schloss Charlottenburg midt i Berlin.
Den 19. juli er det 200 år siden, den preussiske dronning Luise døde 34 år gammel på toppen af sin popularitet.
Ordene, som man læser i enhver udgave af dameblade som Vogue eller Elle, er et bevidst forsøg på at appellere til de unge. Tysklands altid let kritiske stjerneugeblad nr. et, Gala, ville måske snarere have sat hende på forsiden med ordene: Mrs. Perfect?. Helt sikker kan man jo aldrig være.
Udstillingen på Charlottenburg forsøger at give et indtryk af, hvem hun var. Og især på at finde ud af, hvori hendes aktualitet består, selv om hun set fra et verdenshistorisk, ja, endda et nationalhistorisk perspektiv, kun var en randfigur. Vi taler altså gedigen fejring, men hvorfor?
Preussens Lady Di
Luise blev født i 1776 som datter af hertugen af Mecklenburg-Strelitz.
Som 17-årig i 1793 kom hun til Berlin, smuk som få, blev gift og blev kronprinsesse, og de resterende 17 år, der var hende afmålt, fødte hun 10 børn, hvoraf de syv levede indtil voksenalderen. En pæn kvote set med datidens medicinske og hygiejniske øjne. Luise er den mest folkekære dronning i Preussen nogensinde, og månedsbladet National Geographic har i pagt med tiden udnævnt hende til »Preussens Lady Di«.
Luises popularitet har altid været mere eller mindre uanfægtet, men den britiske prinsesse Dianas pludselige død i 1997, gav den et nyt boost. Mens englænderne begræd deres Queen of Hearts, havde litteraturhistorikeren August Wilhelm Schlegel allerede forlængst kaldt Luise for Königin der Herzen.
Ligesom den 19-årige Dianas sødme smittede af på de stive overlæber i London, kastede også den 17-årige Luises indtræden i det hohenzollernske dynasti en vis charme over foretagendet.
Som Diana var Luise en mediestar, mens hun var i live, og hun blev en myte efter sin død. Men her stopper parallellen. Luise lod sig bestemt ikke skille fra kongen og stak heller ikke af med en egyptisk milliardærsøn. Meget langt fra.
Blodtørstig amazone
På Luises svigerfader, Friedrich Wilhelm II's tid, havde der ifølge billedhuggeren Johann Gottfried Schadow hersket »den største liderlighed«.
»Hele Potsdam var som et bordel,« skrev han til Karl August Varnhagen von Ense i 1841. Schadow havde i øvrigt lavet de berømte buster og statuer af Luise, hvor hun har et florlet tørklæde viklet om hoved og hage - dette udtryk for sædelighed var ikke forbeholdt muslimer.
Med Luise kom der nye standarder for dydighed og familieliv. På trods af det særdeles arrangerede ægteskab elskede parret hinanden, de var dus og opdrog deres børneflok i en borgerlig kernefamilie med megen nærhed, hvad der var ganske usædvanligt - men efter bogen, hvis man kunne sin Rousseau.
På de ydre fronter var Luises korte liv præget af omvæltende historiske begivenheder: På den ene side den franske revolution. På den anden side Preussens nederlag i koalitionskrigene i 1806, kongefamiliens flugt til Königsberg og de begyndende preussiske reformer, hvor Luise spillede en vis rolle. Hun sad naturligvis ikke i kongens ministerråd, men hendes indflydelse på den vankelmodige konge var ikke uden betydning.
Mens han var af den fredselskende type, engagerede hun sig efter sigende for en anti-fransk koalition med England, Østrig og Rusland.
Napoleon i sengen
Da Napoleon lod sine tropper marchere ind på preussisk område i sommeren 1805, opgav kongen endeligt sin neutralitetspolitik og sluttede sig den 4. november 1805, stærkt opmuntret af Luise, til et preussisk-russisk forbund.
Et billede på udstillingen fra 1805/1806 af Franz Catel viser, hvordan kongen og zaren gav hinanden håndslag på forbundet i Frederik den Stores krypt i Garnisonskirken i Potsdam. Luise står som en beskyttende engel i baggrunden klædt i et madonna-agtigt hvidt gevandt. Men lige lidt hjalp det.
Efter at Napoleons hær havde slagtet den preussiske ved Jena og Auerstedt - og filosoffen Hegel havde erklæret historien for hermed at være afsluttet - holdt kejseren den 27. oktober 1806 sit indtog i Berlin med sine tropper.
Historien forlyder, at han tilbragte natten, inden han marcherede med sin hær igennem Brandenburger Tor, i Luises seng på Schloss Charlottenburg. Dog uden Luise. Hun og den øvrige kongefamilie havde taget flugten til Østpreussen.
Da de vendte tilbage til Berlin i december 1809, var det ikke nok for dronningen at skifte lagen. Hun lod den unge arkitekt Schinkel indrette sig et helt nyt soveværelse, som nu står med lyserøde, let støvede, draperier på væggen. Hendes lejlighed er del af udstillingen og står nyrestaureret i anledning af jubilæet.
En amazone
I sine bulletiner kaldte Napoleon hende en »blodtørstig amazone«, mens hun på sin side skrev, »at han havde svunget sig op fra skidtet« og var »en djævel i menneskeskikkelse«. Men i sommeren 1807 led Rusland nederlag, og sidste preussiske trumf var at sætte Luises charme ind over for den franske kejser.
Det skete den 6. juli 1807 i Tilsit, hvor den preussiske dronning havde en times samtale med Napoleon under fire øjne. Hun forsøgte at overtale ham til at lade Preussen beholde forskellige landområder, især Magdeburg, men Napoleon undveg. Da han ved aftenbanketten ville give hende en rose, ville hun kun modtage den, hvis han lovede, at den var et symbol på Magdeburg. Kejseren lod sig ikke bedåre. Luises forsøg på at skaffe Preussen mildere fredsbetingelser mislykkedes, og kongefamilien gik i eksil i det østpreussiske Königsberg.
Hævnens løseord
Efter at kongefamilien i december 1809 var vendt tilbage til Berlin, blev det revolutionære Frankrig et forbillede på en stærk nation, der var beskyttet af forfatning og civil lov. Samtidig blev nationen Frankrig det fjendebillede, der skabte en ny fællesskabsfølelse i kamp mod besætterne.
I slutningen af 1800-tallet blev Luise symbolet på konservative værdier i borgerskabets og godsbesiddernes kamp mod den voksende socialdemokratiske arbejderklasse.
Da den politiske kvindebevægelse begyndte at tage form, tog de emanciperede kvinder ikke dronning Luise til indtægt. Tværtimod blev hun i sit mytologiske efterliv gjort stadigt mere huslig. Hun endte som samlende symbol for nationalister og monarkister, der ville kvæle den frisindede Weimarrepublik.
I 1923 grundlagdes Bund Königin Luise - Dronning Luise Forbundet, en kvindeorganisation, der kunne bryste sig af at være både antidemokratisk, antimarxistisk og antisemitisk, og som om sig selv sagde:»ABC'en for vores arbejde: Det er bedst slet og ret at undgå ordet demokrati.«
Der er lavet mange film om dronning Luise. En central rolle spillede hun i instruktøren Veit Harlans film Kolberg fra 1945, en af de sidste nazityske film, der blev lavet under krigen.
Den blev til på Joseph Goebbels foranledning. Propagandaministeren håbede, at den ville tjene soldaterne som et vidnesbyrd om »det tyske folks urystelige standhaftighed«.
Kolberg var den ene af de to preussiske fæstninger, der havde holdt stand til fredsslutningen i Tilsit i 1807.
I 1950'ernes Wirtschaftswunder - økonomiske mirakel - havde man ikke megen brug for Luise.
Men efter Murens fald i 1989 og Tysklands samling i 1990 er der opstået en fornyet dyrkelse af dronningen. Slottene i Hohenzieritz og i Paretz er publikumsmagneter. De er blevet tiltrængt restaureret, efter at være gået i totalt forfald i DDR.
'Luise. Leben und Mythos der Königin'. Udstilling på Schloss Charlottenburg - Neuer Flügel, 6. marts - 30 maj 2010. Kataloget koster 9,95 euro.
