Læsetid: 6 min.

De religiøse film er genopstået

Apokalyptiske engle og sataniske skygger er ved at snige sig tilbage på biograflærredet, og det bør ikke overraske - bibelske temaer har altid kun været en global økonomisk krise væk
Symboler. Religion har længe været en vigtig ingrediens i skrækfilm, der stort set alle opererer med de to store urtemaer: Sex og død.

Symboler. Religion har længe været en vigtig ingrediens i skrækfilm, der stort set alle opererer med de to store urtemaer: Sex og død.

Walt Disney

18. marts 2010

Der har været et tydeligt strejf af bibel over at gå i biografen på det seneste - og det i bogstaveligste forstand med Denzel Washingtons seneste, The Book of Eli.

»Kære Gud,« siger han.

»Tak fordi du har givet mig styrke og overbevisning til at fuldføre det hverv, du har pålagt mig.«

Jo, Denzel er på en mission fra Gud, og ikke i nogen Blues Brothers-forstand, nej hans opgave er at føre en læderindbundet bog med kors fra punkt A til punkt B, imens han dræber en masse onde mennesker undervejs. Man behøver ikke at have set filmen for at gætte, at den bog ikke er Da Vinci Mysteriet.

I mellemtiden, i Solomon Kane, siger James Purefoy: »Satans skabninger tager mig, hvis jeg afviger fra vejen til fred.«

Ikke desto mindre dræber han horder af onde væsener og bliver korsfæstet i sin mission for at redde en uskyldig. Andetsteds, i Legion, spiller Paul Bettany ærkeenglen Michael, der gør oprør mod Guds ordre om at ødelægge menneskeheden, skærer sine vinger af og slutter sig sammen med en håndfuld mennesker i Mojave-ørkenen om at nedskyde kødflænsende zombier.

Store Satan

»Ethvert kunstnerisk værk, der udforsker Bibelens fortællinger på indfølende måde, vil blive hilst velkommen af mange kristne,« siger Ben Wilson, talsmand for Church of England, »men om filmen er egnet til at udvikle den enkeltes tro, vil selvfølgelig afhængige af dens specifikke versionering og af indstillingen hos den, der ser filmen.«

På den anden side af Atlanten siger projektleder Bretagne Hardy fra den kristne filmkampagnegruppe His Only Son To Us: »Selv om der stadig er at stykke vej at gå, ser det ud til, at Hollywood-selskaberne er ved at indse, at film med bibelske temaer, der hylder retfærdighed, medfølelse og udholdenhed, har stor publikumsappel.«

Faktisk har religion længe været en vigtig ingrediens i skrækfilm, der stort set alle opererer med de to store urtemaer: Sex og død.

»Det religiøse billedsprog giver en genvej til betydningsdannelsen,« siger Von Catherine von Ruhland, som anmelder film for Third Way (et britisk kulturmagasin, som tilbyder »en kristen vinkel på kulturen«) »og hvor kan man ellers henvende sig, hvis man vil indfange ultimativ og evig angst?«

I gamle dage, da vampyrer var onde i stedet for at være sentimentale skvatmikler, blev de holdt i skak med krucifikser, vievand og mænd i præstekjole. Ej heller er der mangel på horrorfilm, hvor religion, eller i det mindste religiøs ekstremisme eller perverteret tro, er selve den Store Satan.

Witchfinder General(1968) melder sig umiddelbart som eksempel, men også
Eksorcisten (1973) iscenesætter ifølge Von Ruhland en klassisk kamp mellem åndelige gode og det onde.

»Mange kristne ville ikke røre ved den med en bispestav på grund af dens besættelsestema, men det er en dybt kristen film,« siger hun.

Billige apokalypserædsler

Eksplicit religiøse skrækfilm er blomstret op i tider med global krise og kulturel uro. I Michael Tolkins film
The Rapture fra begyndelsen af 1990'erne spillede Mimi Rogers en tidligere promiskuøs kvinde, som bliver genfødt kristen og nu forbereder dommedags komme med en chokerende voldshandling, idet hun spørger: »Hvem vil tilgive Gud?«

Denne film og andre, mere forkromede produktioner, Det syvende tegn (1988, Demi Moore versus apokalypsen) og The Unholy (1988, Ben Cross versus en hot dæmonisk babe), var del af en mindre bølge af relativt mainstreamhenvendt bibelsk rædsel, som kom frem i slutningen af Reagan-Bush æraen og faldt sammen med Sorte Mandag og de første tegn på en sammenstyrtende økonomi.

Men siden 1970'erne har der under den gennemsnitlige biografgængers radar været produceret en støt strøm af billige apokalypserædsler finansieret af kristne produktionsselskaber og ofte distribueret via evangeliske kirker og missionsgrupper. I 1990'erne blev denne kilde til en flod, selv om filmene stadig prædikede for det amerikanske bibelbælte.

I Left Behind (2000) bliver indførelsen af euroen til et af tegnene på den forestående apokalypse, og i den kommende udgave af sin bog Nightmare Movies skriver Kim Newman om Megiddo: The Omega Code 2(2001): »Som med de fleste film om de sidste tider, er underteksten en paranoid begrundelse for USA's tendens til at dæmonisere de Forenede Nationer, Kyoto-aftalen eller andre internationale organer, som man oplever er i modstrid med dets interesser.«

Lysets og mørkets kræfter

Da årtusindeskiftet truede, hoppede Hollywood kom med på de sidste tider-bølgen. Lavbudget-produktionen Prophecy (1995), som tydeligvis har influeret engel-versus-dødsengel-opgøret i ørkenen i
Legion, havde Christopher Walken i rollen som den onde ærkeengel Gabriel, der bekæmper gode mennesker for at erobre en afgørende sjæl. Bibelske skrækfilm på større budgetter omfattede Denzel Washington i et tidligt tilfælde af dæmonbekæmpelse i Fallen (1998), Arnold Schwarzenegger mod Satan i End of Days(1999), Pittsburgh-frisøren Patricia Arquette, der talte i tunger i
Stigmata(1999), Johnny Depp på sporet af en satanisk profeti i The Ninth Gate(1999), Kim Basinger, der erfarede, at hendes autistiske niece var den genopstandne Kristus i Bless the Child(2000), og Winona Ryder, der i Lost Souls (2000) kunne fortælle Ben Chaplin: »Du er ved at blive til den Antikrist, der åbner døren til evig lidelse for denne verden« - ja, selv Kevin Smith var oppe i en dyst mod Gud i
Dogma (1999).

Men 2000 kom og gik uden apokalypse, og verden, som vi kendte den, gik ikke under før 11. september 2001. Siden da har trompeterne gjaldet mere eller mindre konstant for den globale økonomi, for den vestlige civilisation eller for vores planet. Hollywood og konsorter har optrappet deres skildringer af apokalypse, post-apokalypse og manikæiske kampe mellem lysets og mørkets kræfter.

Apokalypsefilm kan munde ud i en pessimistisk slutning (The Road, Children of Men, 28 Days Later) eller en optimistisk (2012, Zombieland), men i alle tilfælde står hovedpersonerne konfronteret med nærmest bibelske valg og spørgsmål om tro.

Jesus-horror

Eksplicit religiøse thrillere som The Body (2001) eller The Sin Eater (2003, også kendt som The Order) har måske ikke inspireret til videre efterfølgelse, men Mel Gibsons The Passion of the Christ(2004) viste, at en mutanthybrid mellem eksplicit religion, kunstfilm (undertekster, dialog på aramæisk og latin) og skrækfilm (blod og dæmoner) var i stand til at få billetindtægterne til at ryge helt til himmels. Med et budget på 30 millioner dollar (som Gibson lagde ud af egen lomme) indspillede den over 600 millioner dollar, hvilket gør den til den højest indtjenende film med undertekster i USA's historie.

Med så høj en indtjening kan det forekomme mærkeligt, vi siden da ikke er blevet oversvømmet med Jesus-horror, selv om The Reaping (2007) og The Gathering (2004) dog i det mindste genopførte Egyptens plager og historien om Den Evige Jøde.

De kristne undertoner er ikke ligefrem skjult i filmene om Narnia på samme måde som de CS Lewis romaner, de var baseret på, men selv om Faderen, Sønnen og Helligånden ikke har haft mange gæsteoptrædener som sig selv, har de haft rigeligt mange sci-fi surrogater i form af Will Smith (I Am Legend), Keanu Reeves (The Day the Earth Stood Still, Constantine), Frank Langella (The Box) og diverse rumvæsener (Knowing).

Ringens Herre og Harry Potter-filmene er måske ikke officielt godkendt af kirken, men de skildrer mægtige mytologiske kampe mellem det godes og det ondes imperier, med Sauron og Voldemort som antikrist-figurer. Selv om nogle kristne har undgået Potter-filmene på grund af deres magi, og kirken rynker brynene over forestillingen om at fabelfigurer og rumvæsener skal udføre Guds arbejde, bliver det sekulære publikum, hvad enten det vil det eller ej, fodret med en bestandig diæt af kristen symbolik.

Hvem har brug for eksplicit religiøse temaer, når de så længe har været så dygtige til at snige sind vores tv-skærme og biograflærreder i forklædning?

The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
Legion har dansk biografpremiere i dag, mens 'Book of Eli' og 'Solomon Kane' kun kommer på dvd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer