En af reportagens mestre beskyldes for at digte

Han kendte Che Guevara, hans far flygtede fra det hemmelige sovjetiske politi i skoven i Katyn og undgik dermed at blive henrettet sammen med 20.000 andre, og selv var han dømt til døden ved skydning i Congo, men blev reddet på falderebet. Eller?

Den verdensberømte polske journalist Ryszard Kapuscinski, der døde for tre år siden, havde tilsyneladende et ret lemfældigt forhold til sandheden. I går landede en 560 sider stor biografi, den femte i rækken, om Kapuscinski i de polske boghandlere. Men hvor de første fire biografier ifølge Thomas Urban, den tyske avis Süddeutsche Zeitungs Warszawa-korrespondent, har haft »helgenlignende træk«, tager Artur Domoslawski fløjlshandskerne af.

Allerede før bogen udkom, har der stået strid om den. Det liberalt-frisindede tidsskrift Polityka, der selv har båret adskillige sten til Kapuscinskis æresmonument, trykte for nogle dage siden et firesiders interview med Domoslawski, der er udlandskorrespondent ved Polens mest seriøse avis Gazeta Wyborsca. Heri fortæller Domoslawski om alle de falsknerier, han har afsløret.

Kapuscinskis enke Alicja har forsøgt at hindre udgivelsen af bogen, der bærer den dobbelttydige titel Kapuscinski - Non Fiction. For det er netop en overskridelse af grænserne mellem ikke-fiktion og fiktion, mellem reportage og litteratur, som er Kapuscinskis Achilles-hæl, ifølge Domoslawski.

Domoslawski, der selv kendte og længe arbejdede sammen med Kapuscinski, piller glorien af en af Polens og international politisk journalistiks absolutte helgener.

»I Vesteuropa og Nordamerika blev den polske reporter kronvidne for det venstreorienterede borgerskab, der ligesom han selv holdt de tidligere kolonimagter ansvarlige for tilstandene i den tredje verden,« skriver Thomas Urban i sit referat af samtalen i Polityka.

I Kapuscinskis fodspor

Kapuscinskis bøger var oversat til en mængde sprog. På dansk findes Kejseren, Fodboldkrigen, Imperiet, Ibenholt og Herodot, reportage- og historieskrivningens mester. Det er i disse bøger, Kapuscinski gav stemme til undertrykte folk, hvis eneherskere blev støttet af USA.

Domoslawski indrømmer, ifølge Thomas Urban, at Kapuscinski, der var udlandskorrespondent for det statslige polske presseagentur, PAP, har beskrevet de forskellige herrefolksmekanismer plastisk og præcist. Ikke sjældent har han til gengæld fordrejet eller frit opfundet personer og udtalelser efter forgodtbefindende. Det drejer sig ikke om løse påstande.

Domoslawski er rejst i Kapuscinskis fodspor og har fundet hans reportagehelte. I mange tilfælde har mesteren manipuleret, som han fandt det for godt. En etiopisk journalist siger i biografien, at efter hendes mening hører meget i bogen Kejseren, der handler om omstyrtningen af monarkiet i hendes hjemland, snarere hjemme i Tusind og én Nat end i en fagbog.

Men Kapuscinski tog det hele med knusende ro. Engang henvendte forfatteren til en amerikansk Che Guevara-biografi sig for at høre, hvordan det forholdt sig med Kapuscinskis personlige bekendtskab med den latinamerikanske revolutionshelt. På flapteksten til en af Kapuscinskis bøger kunne man nemlig læse, at han havde kendt Che.

Kapuscinski svarede amerikaneren, at teksten var en fejl fra forlagets side. En fejl, som dog blev ved at dukke op, på omslaget af alle senere udgaver. Kapuscinski fortalte i interview gerne om, hvordan han havde ledsaget Che Guevara flere gang på farefulde missioner.

På lignende vis beskrev han, hvordan han med egne øjne var vidne til den congolesiske befrielsespolitiker Patrice Lumumbas virke. Nu kan Domoslawski så bare dokumentere, at Kapuscinski først satte sine ben i Congos hovedstad, Kinshasa, efter at Lumamba var død. Han rubricerer også episoden om, hvordan Kapuscinski først i sidste sekund blev reddet fra en congolesisk henrettelsespeleton som fri fantasi.

Frit opfunden er også historien om, at Kapuscinskis far i marts 1940 skulle være flygtet fra det sovjetiske KGB, der i skovene ved Katyn henrettede cirka 20.000 officerer, intellektuelle og gejstlige. En legende, der ifølge Thomas Urban, gav kapuscinskierne et ry som en patriotisk sindet familie.

I interviewet med Domoslawski i Polityka fortæller forfatteren til den nye biografi, at han selv begyndte at tvivle på sandheden i Kapuscinskis beretninger, da denne ofte svarede undvigende på hans præcise spørgsmål til faktuelle ting i Kapuscinskis liv og bøger. Herunder hørte også hans nærmere forhold til det kommunistiske arbejderpartis centralkomité og statssikkerhedstjenesten, SB, uden hvis tilladelse og bistand Kapuscinski aldrig var blevet udlandskorrespondent.

Kapuscinskis verden

Kapuscinski skal have været omhyggelig med at pleje sine kontakter i partitoppen, for eksempel ved at huske at have gaver med hjem til SB's funktionærer, når han havde været udenlands. Domoslawski forsøger dog at vække en form for forståelse for denne del af Kapuscinskis optræden. For overhovedet at få lov til at rejse ud måtte han arrangere sig, og desuden var Kapuscinski selv tilhænger af det polske kommunistiske regime.

Domoslawskis modstandere beskylder ham dog i denne forbindelse for at forsvare, at Kapuscinski ukritisk støttede sig til den del af Arbejderpartiet, der gennemførte den antisemitiske kampagne i Polen i 1968. Det bør heller ikke forsvares, mener kritikerne, at Kapuscinski aldrig satte spørgsmålstegn ved systemet eller stillede op for nogle af de kolleger, der brutalt blev forfulgt af det kommunistiske regime.

Domoslawski beretter, at Kapuscinski i sine sidste år for det første var stærkt bekymret ved tanken om, at SB-akterne skulle gøres tilgængelige for offentligheden. For det andet var han tydeligt irriteret over, at massevis af unge journalister efter Jerntæppets fald frit kunne rejse rundt i den verden, der hidtil havde tilhørt ham, der i Polen blev kåret til 'århundredets journalist'.