Læsetid: 2 min.

Sangerinden medde 99 luftballoner

Nenas sang fløj ud i alverden og overgik selveste Marlene Dietrichs sange i popularitet. For et par år siden startede hun en skole med stor med-bestemmelse for eleverne
24. marts 2010

Hun er døbt Gabriele Susanne Kerner, men bedre kendt som Nena. Det kælenavn fik hun af sine forældre, da hun som lille pige var med dem på en ferie i Spanien, hvor Nena betyder 'lille pige'. Hun blev så glad for det, at hun brugte det som kunstnernavn, da hun i 1981 som 21-årig flyttede til Vestberlin fra den mindre by Hagen, og det blev også navnet på hendes første rockband, som hun startede sammen med sin kæreste, trommeslageren Rolf Brendel.

Så gik det pludselig stærkt. Bandet udgav året efter en single, »Nur geträumt«, og overnight blev hun berømt efter en tv-optræden. Dagen efter solgtes 40.000 eksemplarer.

Så kom ballonerne

Det stoppede ikke der. Et par år senere udkom et album, som indeholdt sangen »99 Luftballons«, der let som ballonerne fløj ud i hele verden og blev et internationalt hit.

I fjerne asiatiske lande kunne folk nynne med på den. På engelsk blev den udsendt som »99 Red Balloons«, men det var ikke desto mindre den tyske version, folk ville høre og købe. Den skal dermed endog have overtrumfet Marlene Dietrichs pladesalg. Nena er ny bølge-sangerinde, en betegnelse, som ellers kendes fra fransk film, men der er altså også en Neue Deutsche Welle, hvor Nena ofte nævnes sammen med sangerinden Nina Hagen som de mest fremtrædende repræsentanter for en særlig musik, som var populær i 1970'erne og 80'erne. Bandet Nena opløstes i 1989, hvorefter Nena gik solo. Hun har udgivet en række lp'er og cd'er og kunne sidst i 1990'erne samle hundredetusinder af tilhørere til sine koncertturnéer.

På egne ben

Nu er hun blevet en stor pige på 50 år, og intet tyder på, at karrieren er aftagende. Nena har også medvirket i enkelte film. I én anden boldgade har hun for et par år siden været med til at starte en skole med stor medbestemmelse for eleverne i Hamborg, hvor hun bor. Desuden har hun haft den sjældne ære at blive indbudt af forbundspræsidenten Roman Herzog for at forklare ham lidt om forholdene i musikbranchen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu