Læsetid: 4 min.

Hvor sidder psykisk sygdom?

Psykiske sygdomme sidder ikke kun i hjernen. Det er en af de store udfordringer i kampen om psykiatrien - den skal nemlig behandle sygdomme, som ikke entydigt kan lokaliseres, men som nyere forskning peger på sidder i Selvet. Men hvad er det nu for en ulden størrelse?
19. marts 2010

Forestil dig, at du mister følelsen af, at det er dig, der styrer din krop. At du pludselig bliver i tvivl, om det er dig, der taler, når du taler: At du, når du taler, bliver i tvivl om stemmen, der taler kommer fra dig eller fra skjulte højtalere i væggen. Sådan sker det for nogle psykisk syge, og det kan være tegn på forstyrrelser i Selvet, der kan være tidlige tegn på alvorlig psykisk sygdom.

F.eks. for den unge mand der mistede evnen til at opleve musikken, når han hørte den. Når han lyttede til musikken, fik han en fornemmelse af, at der var noget i vejen med lyden, som om den manglede sin naturlige fylde. Forgæves forsøgte han at justere på sit anlæg for til sidst at finde ud af, at problemet var, at han i stedet for at opleve musikken, iagttog sig selv 'registrere' den.

Den folkelige skrækforestilling er, at skizofreni er en total udspaltning af et helt andet jeg (som i Dr. Jekyll og Mr. Hyde). Det er mere præcist at sige, at skizofrene patienter oplever en svækket følelse af Selv. En følelse af, at man ikke længere er helt lig sig selv, eller at man bliver uengageret i sit Selv, som med den unge mand, der ikke kan hengive sig til musikoplevelsen, fordi han splittes i oplevelsen og i stedet stiller sig udenfor og reflekterer over den. Patienten forklarede selv, at han var skiftet fra 1. til 3. persons perspektiv. Han var altså stadig bevidst om, at der var noget i vejen, og han var ikke 'blomstrende psykotisk', som det hedder i fagsproget, eller havde vrangforestillinger eller andre af de såkaldte skizofrene psykosesymptomer.

Alligevel debuterede denne unge mand med en meget svær skizofreni. Hvis psykiatrien var mere opmærksom på hans type opmærksomhedsforstyrrelser, kunne man tidligere og mere præcist diagnosticere nogle af vores sværest psykisk syge.

Andre tegn på en svækket følelse af Selv kan være mere en mere diffus følelse af, at kroppen opleves mærkelig.

Nogle svære depressioner starter f. eks. med en oplevelse af, at kroppen virker tung og livløs. Patienterne beskriver det som om kroppen er i vejen, at den bliver en forhindring for dem. I nogle ekstreme tilfælde beskriver patienterne, at de føler, at de allerede er døde, at deres krop er død. Der findes beskrivende studier, der beskriver disse patienters fysiske fremtoning som 'ligagtige' (chrematiske), stivnede og livløse.

Forskeren Andrea Raballo, som er tilknyttet Hvidovre Hospital og Center for Subjektivitetsstudier, for nylig vist i et empirisk studie, at forstyrrelser i Selvet er et dominerende træk hos størstedelen af de skizofrene patienter.

Men tegnene findes stort set ikke i de internationale kriterier, som man bruger til at diagnosticere psykiatriske patienter med. Derfor går patienterne ofte længe, inden de bliver diagnosticeret, og meget hyppigt bliver de også diagnosticeret forkert.

Faktisk gør danskerne sig helt godt i frontforskningen inden for den fænomenologiske, oplevelsesorienterede forskning inden for psykiatri, der skyder fart i disse år. En forskergruppe fra Hvidovre Hospital med professor Josef Parnas i spidsen har udarbejdet et beskrivelsessystem for de oplevelsesmæssige forstyrrelser hos både skizofrene og depressive patienter, der er de største sygdomsgrupper indenfor psykiatrien. Hvis vi kan diagnosticere bedre og tidligere, kan vi sætte tidligere og mere effektivt ind med behandling.

For faktum er, at trods psykiatriens snart 200 år lange historie er vi stadig ikke nået særlig langt i forståelsen af, hvad der egentlig udløser psykisk sygdom. Måske fordi vi stadig ikke kan forstå, hvad selve sygdommene egentlig går ud på. De sidste 20 års forskning har været meget fokuseret på det biologiske, og en eksplosion af undersøgelser har forsøgt at bruge MR-scanninger til at undersøge sygdommenes neurobiologi - altsammen i jagten på at finde de psykiske sygdommes sted. I bedste lægevidenskabelige stil har man optimistisk troet på, at de psykiske sygdomme kunne lokaliseres, måles, vejes og dermed kureres.

Den fænomenologiske forskning peger på et blindt punkt i den vestlige videnskabs selvforståelse, der inden for psykiatrien betyder, at man altid har stillet sig over for patienterne og objektivt prøvet at beskrive, hvad man så. En såkaldt behavioristisk tilgang til patienterne, hvilket de gængse diagnosticeringssystemer bærer præg af.

Problemet er bare at psykiatrien ikke har en konkret genstand, den kan måle og veje, og den vilde optimisme i MR-scanningernes ungdom har da også lagt sig en smule, fordi man stadig ikke har løst de psykiske sygdommes grundlæggende mysterium.

Vi forstår faktisk stadig ikke, hvorfor nogle bliver syge, når andre ikke gør. Måske fordi vi har glemt at spørge patienterne, hvordan sygdommen opleves. Den fænomenologiske forsknings tilgang til de psykiske sygdomme er netop sygdommenes fremtoning i de oplevende subjekter, der jo er hele krop-og-bevidsthedsstrukter, og den bør være et oplæg til debat blandt psykiatere.

Birgit Wandahl Bundesen er læge og arbejder på Psykiatrisk Center, Gentofte. Desuden BA i litteraturvidenskab og filosofi med særlig interesse for psykotiske sprogformer >

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er selv bekendt med det psykiatriske system, da jeg har været indlagt en del gange.
Problemet, som I for mig at se har som behandlere og forskere, er mangesidet.
Der findes mig bekendt ingen holistisk tilgang til psykiatriske patienter. Behandlingen er overvejende biokemisk, hvilket har mange skyggesider. Dette er så selvfølgelig et spørgsmål om politisk prioritering og ressourceallokering m.h.t til det psykiatriske område, som jo er et lavstatusområde.
Min erfaring er, at man kun ser en krop der udviser symptomer og reaktioner, og at man egentlig ikke interesserer sig for det hele menneske.
I stedet drejer det sig om en hurtig kategorisering i form af diagnosticering og medicinering, hvorefter man er overladt til "gulvpersonalet" i afdelingen.
Hvor traumatiserende den psykiatriske indlæggelse i sig selv kan være, gør fagfolk sig ingen ide om.
Jeg kunne godt tænke mig at spørge dig: " Hvad er selvet egentlig for en størrelse for dig, og hvad kan vi overhovedet bruge det til?"
Vi er mennesker af kød og blod og ikke blot studieobjekter. De eksempler I altid fremfører i jeres forskning er så gængse og stereotype, at man hurtigt opdager, hvor meget og hvor lidt I egentlig ved.
Vi ved det allerbedst, for vi prøver det på vores egen krop og psyke hver dag.
Snak med os og ikke med jer selv og hinanden.