Læsetid: 9 min.

Store historier i lille format

Det er ikke længere kun på film og i litteraturen, at historien om USA før og nu fortælles. Gennem de seneste 10 år er den timelange tv-dramaserie blevet stedet, hvor dygtige, amerikanske manuskriptforfattere boltrer sig med store temaer, dybe historier og facetterede personer
Det er ikke længere kun på film og i litteraturen, at historien om USA før og nu fortælles. Gennem de seneste 10 år er den timelange tv-dramaserie blevet stedet, hvor dygtige, amerikanske manuskriptforfattere boltrer sig med store temaer, dybe historier og facetterede personer
4. marts 2010

Der bliver stadig lavet gode, amerikanske film, bevares. Men der bliver lavet endnu flere dårlige, og indimellem bliver man ganske træt af den tilsyneladende endeløse strøm af i bedste fald ligegyldig metervarer, der enten er dumme eventfilm, genindspilninger eller komedier om mænd, der opfører sig som børn. Alt sammen til ære for det unge, købestærke publikum, som mainstream Hollywood helst henvender sig til.

Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at den timelange amerikanske tv-serie aldrig har haft det bedre. Vil man se, hvordan et godt stykke dramatik skal skrues sammen, vittige, prægnante replikker skal lyde og nuancerede personer beskrives, behøver man blot at tænde for sit tv.

Alt efter tid og kanal vises der Mad Men, United States of Tara, Weeds, Sons of Anarchy, Friday Night Lights, Breaking Bad, Big Love, Californication, Dexter, The Shield, Six Feet Under, Sopranos, House, Flash Forward, Lost, West Wing, The Wire eller en af de dusinvis andre tv-serier, som ikke blot underholder og bevæger, men også begavet og komplekst fortæller om det at være menneske og om at bo og leve i USA.

Det er ikke længere kun i romaner og - sjældnere og sjældnere - på film, at man får fortalt den store amerikanske historie. Og sådan har det faktisk været i mere end 10 år.

»Ingen tvivl om, at amerikansk film ikke længere er, hvad det engang var,« siger manuskriptforfatteren Søren Frellesen, der er stor fan af det moderne, amerikanske tv-drama.

»Film er blevet dyrere, og filmselskaberne bruger de store penge på at få unge mennesker i biograferne. Man tør ikke satse mere, og de, der gør, søger til tv, hvor historien og karaktererne er i fokus.«

Et tv-manifest

David Simons The Wire, der kørte i fem sæsoner fra 2002-08, er skoleeksemplet på, hvordan tv-serien kan gribes an som en næsten episk fortælling om almindelige menneskers hverdag i en verden, der slet ikke er, hvad den burde være.

Da The Wire efter 60 afsnit og lige så mange timer sluttede i foråret 2008, takkede Simon alle seriens fans med følgende svada - som siger meget om hans og seriens ambitioner: »Vi er en kultur uden vilje til for alvor at blive konfronteret med vores problemer. Vi undgår det, som er komplekst, modsætningsfyldt eller forvirrende. Som kultur søger vi enkle løsninger. Vi nyder at blive provokeret eller fristet, men vi undgår de strenge, samvittighedsfulde undersøgelser af emner, som i sidste ende kunne få os til at erkende vores problemer, hvilket er det første, vigtige skridt i forhold til at løse dem.«

Simons inspiration var i høj grad litteraturen og de græske tragedier, og i The Wire, der portrætterer hans hjemby, Baltimore, fra fem forskellige synsvinkler, fem forskellige steder i samfundet - både oppe og helt nede - serverer han samtidig et rystende portræt af USA på fallittens rand, socialt, økonomisk, politisk og menneskeligt.

Man kan vel sige, at Simon og hans medforfattere på flere måder foregreb den økonomiske krise, som ramte ikke bare USA, men hele verden omtrent samtidig med, at serien sluttede.

Men selv om Simons skarpe kritik selvfølgelig var møntet på en konfliktsky nation ledet af George W. Bush, kan den også læses som et manifest for en ny generation af tv-forfattere. I en mangfoldighed af genrer og udtryk forsager de de enkle løsninger og favner i stedet netop det komplekse, modsætningsfyldte og forvirrende - hvilket vel er det, man kalder livet.

Facaden krakelerer

Et andet og lige så fremragende eksempel på, hvor dybt en tv-serie kan stikke, fordi den tager sig tid til at folde både sin historie og sine personer ud, er Matthew Weiners Mad Men, hvis fjerde sæson rammer amerikanske tv-skærme senere i år. (Og hvis anden sæson lige er udkommet på dansk dvd.)

Serien foregår godt nok i begyndelsen af 1960'erne - hver sæson dækker ca. et år - men den er i høj grad en universel studie i, hvordan vi mennesker forholder os til store, samfundsmæssige forandringer. Den Kolde Krig er på sit højeste, og ungdomsoprør, kvindefrigørelse, borgerrettighedskamp, korrupte politikere, Vietnam-krig og meget andet venter forude i Mad Men, der følger Don Draper og hans overvejende mandlige kolleger i et reklamebureau på Madison Avenue i New York - gaden og faget, der har givet serien sin titel.

Ikke mindst handler Mad Men om kønsroller og machomandens endeligt - mændene lever det søde liv i byen med forretningsmiddage, drinks og elskerinder i en lind strøm, mens konerne går hjemme i forstæderne og passer børn. Og det er ikke tilfældigt, at seriens animerede introsekvens i bedste Saul Bass-stil viser en silhuetmand, der falder og falder, efter at hans faste rammer er gået helt i opløsning.

»Alle har en grund til at handle, som de gør, god eller dårlig,« siger Matthew Weiner selv om sin serie, hvor de fleste af personerne har noget at skjule, og alle kæmper med angsten for fremtiden og de store forandringer, den fører med sig.

Seriens egentlige hovedperson, Don Draper, er en kompleks, facetteret og dybt fascinerende figur af den slags, der er blevet emblematisk for det moderne tv-drama.

Han alene rummer mange af Mad Mens vigtigste temaer, der også omfatter social mobilitet, identitetskrise, familieliv, selvrealisering og en idyllisk facade, som er ved at krakelere.

Under overfladen

Lektor i Film- og Medievidenskab, Peter Schepelern, kom for et par år siden ind på noget af det samme i en artikel i filmmagasinet Ekko om de nye, amerikanske tv-serier:

»'Alle har noget, de skjuler', sagde dramatikeren Soya for et par generationer siden. Og det er stadig en effektiv fiktionsopskrift. Flere af serierne er netop præget af spændingen mellem overfladen og det, der ligger under - gerne et dyb af mørke hemmeligheder og drømme med hilsen fra Ibsen og Freud. Det virker så effektivt i serierne, fordi det er centralt i den amerikanske livsstil med hele dens overflade af høflighedsritualer, kærlighedserklæringer og venskabelig omgangstone, der står i påfaldende modsætning til samfundets - og familielivets - latente aggressioner.«

Mad Men har meget tilfælles med film som Blue Velvet (1986), American Beauty (1999) og Revolutionary Road (2008) og en anden populær tv-serie, Desperate Housewives (2004-), der alle kradser i den blankpolerede overflade og afslører råddenskaben og de menneskelige tragedier nedenunder.

Søren Frellesen forklarer, at mens det ofte kan være ligegyldigt, hvor og hvornår en stor Hollywood-film foregår, er de bedste af tv-serierne meget specifikke i forhold til tid og sted, hvilket gør dem universelle.

»Western-serien Deadwood handler om, hvordan det moderne USA blev til,« siger han.

»Den foregår i slutningen af 1800-tallet i en lille by i Det Vilde Vesten, hvor man lovløsheden bliver afløst af lov og orden. The Wire handler om Baltimore og bliver derigennem en fortælling om vor tid.«

Sans for detaljer

I Ekko skrev Peter Schepelern også, at »hvor tv tidligere, dikteret af meget strammere budgetter (typisk en tiendedel af et filmbudget), fastholdt en forholdsvis beskeden standard i production values, ser vi nu mere og mere velproducerede serier med overbevisende filmæstetisk udtryk.«

Noget af det første, man lægger mærke til, når man ser Mad Men, er da også, hvor flot den er. Periodedrama er voldsomt dyrt, og der spares tilsyneladende ikke på noget i genskabelsen af 1960'ernes private og professionelle sfærer - fra barer, hoteller og kontorer på Manhattan til parcelhusene i forstæderne. Denne sans for detaljer og villighed til at bruge penge på at producere tv, er også en nøgle til tv-dramatikkens opblomstring.

David Chases monumentale familiekrønike The Sopranos (1999-2007), der handler om en mafiaboss med angstanfald, er på flere måder år nul i forhold til de nye tv-serier, og den har blandt andet stået fadder til den populære blanding af drama og komik, dramedy, der fylder meget i det timelange tv-format.

The Sopranos blev produceret af kabelkanalen HBO, der i modsætning til mange andre tv-kanaler, især de store, såkaldte networks, ikke er finansieret af reklamer, men af abonnementer. Det betyder, at man ikke har samme kommercielle hensyn at tage, hvorfor man også kan være mere vovet i indhold og udtryk i en tv-serie.

»De kunne byde på en naturalisme og et raffinement, man ikke var vant til at se på tv,« siger Søren Frellesen.

The Sopranos blev en succes, og flere kabelkanaler, Showtime, AMC, FX, fulgte trop, men det er HBO, som med adskillige fantastiske tv-serier har ført an i den glædelige udvikling, mediet har oplevet: Desperate Housewives, Sex and the City, Six Feet Under, Rome, Band of Brothers, True Blood m.fl.

Kabel vs. reklame

Med The Sopranos som det lysende eksempel fandt de dygtigste manuskriptforfattere ud af, at de på tv kunne få en helt anden frihed end på film, hvor instruktører og producenter har det med at blande sig og lave om på det skrevne ord - og hvor hensynet til publikum har det med at fylde for meget.

På tv er manuskriptforfatteren konge og hans ord lov, og en tv-series skaber er ofte også både producer og show runner, dvs. den, som bestemmer, i hvilken retning historien skal bevæge sig, og hvordan personerne skal udvikle sig.

Desuden er der i løbet af en tv-serie helt andre muligheder for at udforske personer og emner end på film. En spilletid på to timer sætter begrænsninger, som man ikke behøver at tænke på, har man fem sæsoner og i alt 60 timer til sin rådighed.

Konkurrencen med kabelkanalerne har tvunget de reklamefinansierede kanaler til at skærpe sig og bruge flere ressourcer på at lave tv, og gennem de seneste 10 år har de introduceret adskillige af deres egne, dyrt udseende og velskrevne serier.

Men en af de store forskelle på kabelkanalernes serier og reklamekanalernes serier er, at hvor kabelkanalerne satser på udfordrende, nyskabende drama, bruger reklamekanalerne som regel kræfterne på genreserier i stil med 24 timer, Numbers, House, Grey's Anatomy, Alias, CSI og Boston Legal, der alle har en umiddelbar appeal for en bred seerskare.

Film vs. tv

Det hænger selvfølgelig sammen med, at reklamekanalerne lever af reklameindtægter og derfor skal trække så mange seere som muligt til. Desuden skal de producere 24 afsnit på en sæson, hvor kabelkanalerne kun laver 13 afsnit. Det giver kabelkanalerne en kvalitetsmæssig fordel - de har mere tid til at lave mindre - men for dem handler det også om at få seerne til at forny abonnementerne og se med i næste sæson. Det vil være en dårlig forretning for kabelkanalerne at lave 24 afsnit pr. sæson.

Søren Frellesen fortæller, at AMC, der før levede af at vise gamle Hollywoodfilm, var begyndt at miste abonnenter til HBO og Showtime. Kanalen havde brug for sin egen dramaserie, og det resulterede i Mad Men, som flere andre kanaler ellers havde sagt nej til.

Resultatet af den hårde konkurrence kabelkanalerne imellem er fremragende tv, og det er i den forbindelse vigtigt at forstå, forklarer Frellesen, at man med en tv-serie ikke behøver at ramme så bredt som med en film.

»The Wire havde aldrig over to millioner seere pr. afsnit,« siger han, »og da Mad Men begyndte havde den færre seere pr. afsnit end Krøniken.«

Og selv om The Sopranos havde høje seertal og blev et verdensomspændende fænomen, har tv-serierne ikke samme gennemslagskraft som nogle af de største samtidsskildringer på film, f.eks. Borte med blæsten eller The Godfather, som alle skulle se.

»Det er uretfærdigt at sammenligne film med tv,« siger Søren Frellesen.

»Men summen af gode tv-serier fylder meget og har taget over for film, når det kommer til samtidsskildringer. Enkeltvis har de blot ikke så mange seere, og der skal ikke mange seere til at få det til at køre sæson efter sæson.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristian Nitschke

Fremragende artikel!

Jeg synes jo også at den høje kvalitet i tv-serierne, byder på en kontinuitet og mulighed for fodfæste, i et bombaderende filmunivers.
Man bliver tilhænger af en serie, og hvis den har den fornødne kvalitet. Og alt afhængig af om jeg har lyst til feel-good-drømme-tv eller et godt grin, ser jeg Entourage eller The Office.

Ligesom at jeg kan bruge mere tid på at fordybe mig i temaerne fra Sopranos og Mad Men.

Folk er villige til at bruge rigtig lang tid foran fjernsynet, bare kvaliteten er til det. Der er for mange lortefilm og biograferne kan ikke følge med med internettet. Jeg tror tv-serierne, med deres mere trofaste publikum, kan blive en bedre forretning - og i forlængelse heraf levere kvalitet.