Læsetid: 3 min.

Totalitær selvfedme

Med en propaganda, der er Nordkorea værdig, er X Factor endt i rygklappende selvbekræftelse og vild overvurdering. Ja, det er faktisk lodret fornærmende, at X Factors dommerpanel forsøger at sælge halvgode hopper som avlshingste med ædel stamtavle og selvlysende fremtid
Klamt. X Factor er gået i selvsving, når de uktriktiske dommere lover de autotunede amatører guldplader, grønne skove og stedsegrønne karrierer.

Klamt. X Factor er gået i selvsving, når de uktriktiske dommere lover de autotunede amatører guldplader, grønne skove og stedsegrønne karrierer.

Kristoffer Juel Poulsen

25. marts 2010

Jeg fandt for nogle dage siden ud af, at jeg er en freak i den store multimedie-high definition, low nutrition-åbenbaring. Nærmere bestemt i fredags, da jeg for første gang i denne sæson så X Factor. Ja, undskyld, men jeg kan så godt lide kunstneriske ambitioner, så showet har været et stykke nede på rangstigen over vigtigt tv. Ikke mindst efter at Thomas Blachman har trukket stikket ud og dermed fjernet den sidste elektriske spænding i dommerjuryen.

Og det gør mig til en freak på linje med de andre nødder, der blev paraderet i en lille voxpop undervejs i showet i fredags, idet de afslørede, at de ikke gider se eller - oh, fryd - ikke aner, hvad X Factor er. Stor var moroen fra menigheden i DR Byen, mens de vantro afslørede deres manglende kendskab til kulturens katekismus. På spørgsmålet om, hvem der burde vinde X Factor lød svaret således »Viggo Mortensen« ...

Nordkoreansk hamp

»A new religion/That'll bring you to your knees« som en af starletterne sang i fredagens show. Det skal jeg lige love for. En middelmådighedens religion forklædt som vokalgymnastiske prædikener. Kalkerede inderligheder og koreograferet nærvær om en kalv af omsmeltede guldplader fra for længst glemte musikere. Solgt i bedste sendetid med mere blændværk end en gammelsovjetisk militærparade. Ledsaget af en propaganda helt ude i den nordkoreanske hamp: »Der er orden i tingene,« som der stod med store trygge bogstaver på skærmen i indledningen.

Pop er solid social lim

Her lades al kritik ude. Dommerne gratulerer hinanden og svælger i egen ukritiske selvbekræftelse. Når de hylder deres sangere, så hylder de sig selv og deres produkt. Og hør, hvor begejstret der bræges om harmoniske tricks, om at finde sig selv i sangene, ja, semifinalisten Tine er ifølge dommeren Remee »et mirakel i det her show«.

Doucement, doucement, mine damer og herrer. Niveauet er ganske vist højt i år, ingen tvivl om det. Men det er altså amatører - autotunede amatører - med hæderlige vokale talenter, men indtil videre ingen nævneværdig personlighed, som her pustes op til Michael Jackson- og Thom Yorke-størrelser - loves guldplader, grønne skove, stedsegrønne karrierer.

Pop opererer inden for rammerne af det bredt socialt accepterede, som gør, at vi kan deles om den. Og pop er sgu ikke kun for sjov, men også en solid social lim, som får mange situationer og lejligheder til at hænge sammen. Og nogle af de mest interessante popstjerner har formået at slå buler i eller udvidet rummet for det socialt acceptable - skubbet musikalske, stilistiske, seksuelle, kønslige, sociale, politiske, religiøse grænser. Madonna, Elvis, Michael Jackson, The Doors, Elton John, Prince, Soft Cell, Missy Elliott, Culture Club, U2, Marvin Gaye, måske Lady Gaga. Pop der flytter noget i os, brænder igennem med sin ideer, frækhed, innovation, personlighed. Pop kan ryste os og ryste os sammen, men den kan også, når den er værst, bedøve os i sentimentalitetens og eftersnakkens pulverbearnaise.

Der er forskel. Og i det lys er det nærmest lodret fornærmende, at krejlerne i X Factors dommerpanel forsøger at sælge deres halvgode hopper som avlshingste med ædel stamtavle og selvlysende fremtid.

Rygklapperklub

Showet i fredags blev så endnu mere absurd, da de fire semifinalister kastede sig ud i et stykke nationalt arvegods, Gasolins sangkatalog, endda med Gassernes Søren Berlev på gryder. Det var pænt stenet at høre en 15-årig synge 'Kvinde min' efter alle popgøglerkunstens regler for følsom færden over versefødder. Men det blev decideret mærkeligt, da vi midt i et eskapistisk slaraffenland fik Kim Larsens socialrealistiske tekster til 'Langebro' og 'Hva' Gør Vi Nu, Lille Du?'. 70'ernes krisestemning som højglanspolerede vokalharmonier. Men det er måske meget betegnende for krisen anno 2010. Den er her, vi ved det, er der flere isterninger?

Med en totalitær selvfedme og magtfuldkommen ligegyldighed over for egentlig diskussion om kultur, fællesskab, inderlighed, personlighed er X Factor i år blevet reduceret til en rygklapperklub, et kollektiv-simulakrum, en lejrskole for håbefulde ynglinge med dommerne som hyggeonkler-og-coaches-i-én. Og når lamperne brænder ud, så kan Remee, Pernille Rosendahl og Carsten Soulshock gratulere sig selv med max markedsføring af egne egoer. Lad os håbe, at ungerne kommer sig over den narcissistiske narko med lidt jordforbindelse i behold.

»Vi har skabt en ny gruppe, som skal lave plader, og som får en stor karriere,« lød det fra dommer Soulshock som afsked til pigetrioen The Fireflies. Skulle ordene ikke have været: »Jeg har skabt en ny guldgrube, jeg skal lave flere plader. Og jeg kan fortsætte min karriere i overhalingsbanen?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu