Klumme
Læsetid: 2 min.

Trompet

Morgendrømme og opvågnen er et godt emne for poesi
Kultur
5. marts 2010

Tankevækkende, at man tilbringer hen ved en tredjedel af sit liv i søvne, i betragtning af, hvor kort det er. Det kunne lyde, som havde man godt råd, men både erfaring og ekspertise belærer en om nødvendigheden af den tavse, bevidstløse regeneration, og desuden har man travlt med sine drømme. Bedst er det dog at vågne, at blive vækket for ikke at sige blive vakt. »Min lidenskab: At vågne«, siger Inger Christensen hen mod slutningen af sin debutbog Lys. Vigtigt har det været, for i den store satsning med Det (1969) nogle år senere lyder det: »Min lidenskab: At gå videre«. Med begyndelsens energier i sig.

Morgendrømme og opvågnen er et godt emne for poesi, fordi der er forbundet befrielse og begyndelse med oplevelsen, lige fra folkevisen om »Møens morgendrømme«, der går ud på at vinde Vendelkongens kærlighed, som da også realiseres, til nutidens billeder af skræksomme og frydefulde begivenheder, f.eks. hos Tomas Tranströmer, der åbnede sit lyriske forfatterskab med et 'Preludium' begyndende:

»Uppvakandet är ett fallskärmshopp från drömmen«. Fri af den kvælende hvirvel synker den rejsende mod morgenens grønne zone.

Fanfare

Processen kan være brat, men fortumlelsen og desorienteringen er ikke ualmindelig, når man har været på indre flyveture i fremmede zoner af gråhed eller forsænket i mørke fangekældre, som denne digter beskriver det i en senere samling med den passende titel Mörkerseende (1970), der indledes med 'Namnet':

Han bliver søvnig under en biltur, kører ind til siden og ruller sig sammen på bagsædet, sover nogle timer, mens mørket falder på. Vågner så i panik, véd ikke hvem han er, skønt lysvågen.

Så hedder det, i digteren Peter Nielsens oversættelse:

»Endelig kommer mit liv tilbage. Mit navn kommer som en engel. Uden for murene lyder et trompetsignal (som i Leonora-ouverturen) og de frelsende skridt kommer hurtigt hurtigt ned ad den alt for lange trappe. Det er mig! Det er mig!«

Navngivet bliver han dermed som sig selv, ikke kun som noget, der vågner på et bagsæde. Og det med en trompetfanfare! Det er en fin musikalsk-litterær drømmeverden, der redder ham som en anden Florestan fra det underjordiske fængsel i Beethovens opera Fidelio, hvor hans elskede Leonore kommer ned ad trappen til ham som en frelsende engel. De falder i hinandens arme, mens der oppe fra fængselsgården lyder en trompetfanfare, og befrielsen er nær. Skurken kan blive passende straffet.

Jeg roder i pladesamlingen for at finde Leonore-ouverturen - som om den var i ental. Den må have været noget i retning af en ond drøm for Beethoven, der omarbejdede den gang på gang, så den findes i hele tre versioner, der nu kun bruges som koncertstykker, for til den endelige opførelse af operaen skrev han en fjerde ouverture for at komme videre. Men trompeter er der i dem alle. Jeg nøjes med nr. 2, men foretrækker egentlig digtet som den mest dækkende og genkendelige oplevelse af den lidenskab det er at vågne, når man som Tranströmer måske har brugt »femten sekunders kamp i glemslens helvede« på at komme i tanker om sit navn. For så at kunne gå videre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her