Læsetid: 3 min.

Jeg tror, at der er mange, der ikke elsker deres børn

Leonora Christina Skovs tredje roman, Silhuet af en synder er skrevet ud fra en gotisk tradition og handler om familierelationer- og hemmeligheder
Tabu. Det er ofte enormt tabubelagte emner, som familier holder tæt med. For eksempel at man ikke altid elsker sine børn. Jeg tror, der er mange, der ikke elsker deres børn. Spædbørn, måske, men når de vokser op og udvikler sig - og måske bare bliver middelmådelige og røvsyge, så bliver det sværere og sværere, siger romanaktuelle Leonora Christina Skov.

Tabu. Det er ofte enormt tabubelagte emner, som familier holder tæt med. For eksempel at man ikke altid elsker sine børn. Jeg tror, der er mange, der ikke elsker deres børn. Spædbørn, måske, men når de vokser op og udvikler sig - og måske bare bliver middelmådelige og røvsyge, så bliver det sværere og sværere, siger romanaktuelle Leonora Christina Skov.

Kristine Kiilerich

26. marts 2010

Interessen for gotiske romaner og de familiedramaer, som udspilles heri, har Leonora Christina Skov haft i mange år. Nu har hun valgt at skrive én, selv om genren ikke er specielt udbredt i Danmark. Det er blevet til Silhuet af en synder, hvor omdrejningspunktet er familierelationer og i særdeleshed mor-datter-forholdet, hvor alt det, man ikke taler om, bliver udpenslet i detaljer.

»Det er ofte enormt tabubelagte emner, som familier holder tæt med. For eksempel at man ikke altid elsker sine børn. I romanen er der et par stykker, som ikke evner at elske deres børn. Jeg tror, der er mange, der ikke elsker deres børn. Spædbørn, måske, men når de vokser op og udvikler sig og måske bare bliver middelmådelige og røvsyge, så bliver det sværere og sværere.«

Selv om den gotiske roman typisk foregår på et gods og ikke er nutidig, er emnet ifølge Leonora Christina Skov familiehemmeligheder og moderskab bestemt aktuelt.

»Familiehemmelighederne er spændende at beskæftige sig med, fordi vi alle sammen har dem. Hvis man besøger en anden familie, kan man lynhurtigt fornemme nogle ting, men måske ikke helt afkode, hvad der foregår. Men det sætter også tanker i gang i en selv. Hvilken del af min egen historie kender jeg ikke til?«

Børn er ikke alt

I dag føler Leonora Christina Skov, at moderskabet dyrkes så meget, at de, som fravælger at få børn, skal stå skoleret og forsvare sig

»Hvis man ikke får børn, så har man ikke oplevet den ultimative kærlighed. Jeg har valgt ikke at få børn, og det er der mange grunde til, men folk kan finde på at spørge, om jeg ikke er bange for at blive gammel alene, og om jeg ikke er bange for ikke at opleve det største i livet. Men prøv at se på dem, som så får børnene. Så skal de også have et hus, så skal de have bil, og lige pludselig sidder de i Lalandia og er bitre.«

Familielivet er ikke specielt tiltalende for Leonora Christina Skov. Hun har absolut ikke den holdning, at det er børn, som fuldender livet, tværtimod kan de blive en sovepude, mener hun.

»Der må være en del kvinder, som vågner om 20 år og tænker: Hvad har jeg foretaget mig, siden mit barn blev født?«

Hemmeligheder

De familiehemmeligheder, der optrevles i Silhuet af en synder, foregår på et sydsjællandsk gods, hvilket er typisk for genren, hvor godset ofte er grundstenen i historien. Derudover indeholder en gotisk roman for det meste også elementer af mystik og overnaturlighed, hvor ikke alting er, som det ser ud. Inspirationen til romanen har Skov da også fundet i ældre gotiske romaner, siger hun.

»Jeg har læst alt, hvad der er at opstøve af gotiske romaner på tysk og engelsk. Det, som den gotiske genre kan, er, at give et plot, en stærk historie, men det handler ikke nødvendigvis om, hvem der begik mordet.«

Med hensyn til, hvordan man får opbygget et persongalleri og det net af historier, som romanen indeholder, fortæller hun: »En af bipersonerne, Simon, var egentlig udgangspunktet og inspireret af en senildement mand, jeg arbejdede som sekretær hos, da jeg var ung. Jeg fornemmede, at han havde en hemmelighed, men jeg fik det aldrig at vide. Så det var med hans karakter i hovedet, jeg begyndte at skrive. Derudover ville jeg gerne skrive noget om forholdet mellem mor og datter og om at komme hjem til sin mors dødsleje. Alle de historier skulle flettes sammen, og så begyndte jeg at jonglere rundt og flette historierne sammen.«

Og netop den store kærlighed til genren gør Leonora Christina Skov nervøs over, hvordan bogen vil blive modtaget. Hun er ikke i tvivl om, at det er den genre, hendes næste roman også kommer til at tage udgangspunkt i.

»Jeg er 100 procent sikker på, at jeg bliver ved med at skrive i den her genre. Den passer godt til mig. Det er min bog, det har jeg ikke følt så stærkt før. Ved mine andre udgivelser har jeg nærmere haft følelsen af, at jeg har bevæget mig hen mod noget. Derfor er modtagelsen vigtig for mig denne gang.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Billedtekst: Det er undertegnede, mig, Erik Højer til højre. Yderst til højre ses Preben Major Sørensen (bortretoucheret) gøre jernjomfruen klar.

Søren Hornskov

Det er halvhård kost med sådan en sviner til familielivet som start på weekenden, men lad nu dét ligge. Mere interessant end spørgsmålet om børn eller ej er den udfordring der ligger i at tage ansvar for sine børn OG på samtidig bidrage positivt til samfundet på andre måder. Det handler ikke om enten/eller men om både-og, og dér ligger en af de store knaster for min generation.