Læsetid: 5 min.

Et tysk forbillede får pillet ved glorien

Med blændende taler om ansvar og forsoning blev den tidligere tyske forbundspræsident Richard von Weizsäcker et forbillede i Tysklands opgør med nazitiden. Men den snart 90-årige statsmand omtalte dog aldrig sin egen families bidrag til katastrofen. Det kommer nu for en dag i et tema i magasinet Der Spiegel
Den tyske forbundspræsident Richard von Weizsäcker ses her ved filmfestivalen i Berlin i februar, 89 år og still going strong.

Den tyske forbundspræsident Richard von Weizsäcker ses her ved filmfestivalen i Berlin i februar, 89 år og still going strong.

Thomas Peter

23. marts 2010

Den 8. maj 1985 dannede Forbundsdagen i Bonn ramme om en af de vigtigste taler i nyere tysk historie. På 40-års-dagen for Nazitysklands kapitulation og Anden Verdenskrigs afslutning slog forbundspræsident Richard von Weizsäcker fast, at jubilæumsdagen ikke længere kunne holdes i mindet om det tyske riges undergang og millioner af faldne.

Tiden var kommet til at se sandheden i øjnene, mente præsidenten. De fleste tyskere havde under krigen troet, at de kæmpede og led for deres lands gode sag. Men deres anstrengelser havde ifølge Weizsäcker ikke blot været meningsløse og forgæves - de havde tjent et forbryderisk regimes umenneskelige mål.

Forbundspræsidenten kaldte derfor den 8. maj for en »befrielsens dag« og opfordrede til, at årsdagen for fremtiden blev viet til mindet om alle nazismens ofre. Ikke kun de faldne og fordrevne tyskere skulle erindres, men også de nationer og befolkningsgrupper, der havde lidt under den tyske besættelse eller været ofre for de nazistiske folkedrab.

Historien krævede ifølge Weizsäcker, at enhver tysker, der havde oplevet nazismen, overvejede sit personlige medansvar for den tyske katastrofe. Kun hvis den tyske nation så ærligt som muligt indrømmede fortidens synder, kunne den 8. maj blive en dato, der viste vej til fred og forsoning mellem befolkningerne i fremtidens Europa.

Repræsentanten

Talen slog en række af de forhold slået fast, som vi i dag regner for selvfølgelige dele af den tyske selvforståelse: At landet angrede sine gerninger, at Holocaust var en enestående begivenhed, at enhver tysker havde bevidnet deportationen af den jødiske befolkning, at uddrivelsen og flugten fra de østlige områder skyldtes Hitlers krig, og at landets ydre grænser ikke længere stod til diskussion.

Andre havde sagt noget lignende før. Men aldrig en tysk forbundspræsident, og ikke med samme moralske autoritet. Weizsäcker var en præsident, der i kraft af sine blændende taler og personlige appel, inkarnerede et nyt og dialogsøgende Tyskland, man kunne stole på som fredelig partner i det internationale samarbejde.

En stor personlighed og et vigtigt ikon. Men der er et aber dabei.

I anledning af den tyske statsmands forestående 90-års fødselsdag hylder ugemagasinet Der Spiegel således i en stort opslået artikel den forhenværende forbundspræsident som en fremragende foregangsmand for den tyske civilmagts opgør med den nazistiske fortid. Men samtidig fortæller det tyske ugemagasin historien om den indflydelsesrige Weizsäcker-slægt og dens dybe involvering i de mere mørke kapitler af Tysklands fortid. En historie, som statsmanden trods sine opfordringer til åbenhed og ærlighed aldrig nævnte med et ord.

I sin 1985-tale havde Weizsäcker kaldt den 8. maj 1945 for afslutning på vildfarelse i den tyske historie.

»Han kunne også have sagt: 1945 markerer afslutningen på en vildfarelse, som min egen familie var meddelagtig i,« tilføjer det tyske ugemagasin, der i Weizäckers familiehistorie mener at kunne aflæse »den politiske kulturs opståen, der gjorde verdenskrig og Holocaust mulig«.

Ifølge Der Spiegel er det bemærkelsesværdigt, at von Weizsäcker aldrig kritiserede det gamle dannelsesborgerskabs medansvar for Weimar Republikkens undergang og nazismens fremkomst.

Slægten

For slægten Weizsäcker har med fremragende videnskabsmænd, førende politikere og højt placerede embedsmænd siden begyndelsen af det 19. århundrede befundet sig i toppen af Tysklands kulturelle magtelite og afspejler som få tyske familier landets politiske historie gennem de seneste 150 år.

Der er oldefaderen, Carl Heinrich von Weizsäcker, der som betydelig leder i den tyske nationalliberale bevægelse var med i det 19. århundredes afgørende øjeblikke, da den individuelle frihed blev ofret på den nationale enheds alter.

Der er farfaderen, Karl Hugo von Weizsäcker, der som ministerpræsident under kejser Wilhelm var kendt som en reaktionær ildsjæl og erklæret modstandet af en demokratisering af Tyskland. Der er faren, Ernst Heinrich von Weizsäcker, der som statssekretær i Hitlers udenrigsministerium blåstemplede en lang række jødetransporter til Auschwitz.

»Ingen indvendinger,« stod der på det dokument, der fra hans kontor sendte 90.000 hollandske jøder i graven. Ernst Heinrich von Weizsäcker signerede uden begejstring, men også uden oprør, og blev i 1949 dømt i Nürnberg for forbrydelser mod menneskeheden.

Endelig er der storebroren, Carl Friedrich von Weizsäcker, og det hele kunne være sluttet med ham.

Som verdensberømt atomforsker og en af de mest ihærdige hjerner bag Hitlers atomvåbenprogram drømte han om bomben, der kunne ændre historiens gang med ét slag.

»Jeg var forrykt,« indrømmede han efter krigen, hvor han vendte sig mod østlig filosofi og blev en ledende skikkelse i den pacifistiske bevægelse.

Vejen mod vesten

Richard von Weizsäcker selv kæmpede i Anden Verdenskrig fra de første dages stormløb mod Polen og senere i både Frankrig og Rusland. Som officer i den tyske Wehrmacht var han med, da østfronten nærmede sig Moskva i vinteren 1941 og senere under belejringen af Leningrad.

Men noget må være sket undervejs, for i 1944 havde den 24-årige officer allieret sig med kredsen omkring Claus von Stauffenberg, der konspirerede om et mordkomplot mod Hitler.

Weizsäcker stod klar til at rykke mod Berlin efter attentatet, men drabsforsøget mislykkedes, og kun ved et lykketræf overlevede han den efterfølgende udrensningsbølge.

Senere gik han ind i politik for CDU, blev borgmester i Berlin og endelig forbundspræsident i en afgørende periode i tysk historie, hvor han overværede Murens fald og den tyske genforening med blændende taler og borgerlig noblesse

Der Spiegel citerer den franske tysklandskender Brigitte Sauzay for den vurdering, at Weizsäcker blandt Forbundsrepublikkens politikere er »den eneste, som har bevaret auraen og karismaen fra Tyskland af i går«.

Ifølge det tyske ugemagasin skal man ikke have talt mange minutter med Weizsäcker før at man ved, hvilket Tyskland Sauzay hentyder til.

Humanistisk uddannet, udadvendt og kompetent inkarnerer den forhenværende forbundspræsident de bedste traditioner fra det gamle tyske dannelsesborgerskab.

Men der er også den anden tradition i det tyske danelsesborgerskab, som Weizsäcker altså glemte i sin tale fra 1985. En vis politisk tilbøjelighed, der har præget dynastiet Weizsäcker og brolagt den tyske sonderweg mod Auschwitz: Beruselsen ved den preussisk-tyske magtstat, vægringen mod demokrati og liberale rettigheder, antisemitismen og den underdanige trang til underkastelse.

At have brudt med skyggesiden i den kultur, der gjorde den tyske afgrund mulig, er ifølge Der Spiegel von Weizsäcker og hans generations største bedrift.

Med sin forvandling fra Saulus til Paulus er den tidligere forbudspræsident et urtysk fænomen, der mere end nogen anden nulevende politiker inkarnerer Tysklands lange vej mod vesten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis man har læst Spiegel-temaet, hører det nu også med til historien om Carl Friedrich von Weizsäcker, at han ret tidligt i krigen (1942) forlod atomprojektet til fordel for en professorstilling.
Hvad angår Weizsäckers far, er han ifølge Spiegel-artiklen (side 71, højre spalte) i slutningen af 1930´rne tæt ved at begå noget, der ligner landsforræderi, da han beder englænderne om at afskrække Hitler fra et angreb på Tjekkoslovakiet.

Henrik Jensen

Lad det være sagt med det samme: Jeg foragter konservative pølseædere som Richard von Weizsäcker. Ikke desto mindre har jeg allerede i 80´ erne læst et interview, hvor han gjorde op med sin far.

jens peter hansen

Jeg foragter konservative pølseædere som Richard von Weizsäcker, Henrik Jensen.
Så er det lissom sagt. Og hvor er det godt underbygget og formuleret. Med den slags formuleringer bliver vi alle velinformerede. Tak.

jens peter hansen

Henrik Jensen, hvad mener du med hvad det er for en avis jeg kigger på ??
ER udsagnet: Jeg foragter osv osv ikke fuldstændig indholdstomt ?? og ligeså oplysende som når små børn siger, jeg kan ikke fordrage ostemadder ??

Til Kristian Møller Schmidt

Fremragende og utrolig velskrevet artikel, der både viser respekt for og kritisk indstilling i forhold til den omhandlende person. Samtidig formår den at kæde det biografiske sammen med den overordnede historiske udvikling. Flere af den slags om man må be :-)