Læsetid: 4 min.

Tyskland efter krisen: Er liberalismen et fortidslevn?

Spørgsmålet om, hvor meget frihed, borgerne skal nyde i staten, skiller de tyske regeringspartnere. Avisen Die Zeit har pustet liv i den ideologiske diskussionen, som foreløbig er endt i et lykkeligt kompromis mellem det kristent-konservative CDU og det liberale FDP
Spørgsmålet om, hvor meget frihed, borgerne skal nyde i staten, skiller de tyske regeringspartnere. Avisen Die Zeit har pustet liv i den ideologiske diskussionen, som foreløbig er endt i et lykkeligt kompromis mellem det kristent-konservative CDU og det liberale FDP
30. marts 2010

Frihed er en god ting. Men der er vidtrækkende frihedsidealer. Og der er mere pragmatiske.

Efter det længe har knirket fra sammenføjningerne i den borgerlige tyske regering, er det nu lykkedes Die Zeit at sætte fokus på den afgørende uoverensstemmelse mellem koalitionspartnerne FDP og CDU. Ugeavisen lægger for tiden spalter til en diskussion om frihed, og selv om debatten tager udgangspunkt i den konkrete parlamentariske virkelighed, udspiller den sig på den politiske filosofis niveau.

Mens det liberale FDP ønsker sig radikale liberaliseringer af følsomme områder som skattesystemet, sundhedsområdet og arbejdsmarkedslovgivningen, har kansler Merkels kristent-konservative CDU systematisk trukket i den anden retning og kun tilladt forsigtige reformer frem for de vidtgående forandringer, regeringspartneren helst så gennemført.

FDP har imidlertid ikke slækket synderligt på ambitionerne om meget mere frihed og meget mindre stat. Og det fik for nylig Die Zeits politiske redaktør Bernd Ulrich til at anklage partiet for at lade liberalismen forfalde til et ubrugeligt fortidslevn fremfor at udvikle og tilpasse ideologien til den moderne verden.

»Når den moderne liberalisme må slås med tunge indre selvmodsigelser, men FDP behandler den som en i sig selv indlysende rigtig ideologi, gør partiet sig ude af stand til at lære,« skrev Ulrich.

Ukontrolleret konsum

Ifølge redaktøren viser tre store kriser, at liberalismen ikke længere er funktionsdygtig, hvis de liberale blot fortsætter med at ønske sig skattelettelser, mindre stat og mere frihed for den enkelte.

Verdens klimaproblemer er opstået som en følge af ukontrolleret forbrug og industri. Den økonomiske sammensmeltning skyldes et dereguleret globalt finansmarked. Og endelig giver internettet rum for det totale anarki i forhold til for eksempel ophavsret, mens magtmonopoler som Google kan overvåge og manipulere borgerne på en måde, som selv de værste diktatorer må misunde.

»Alle tre kriser, og man kunne tilføje andre som den internationale terrorisme, har to træk til fælles. For det første ligger deres årsag ikke i statslig handlen, men i den stort set ikke kontrollerede aktivering af individuel frihed. For det andet: Kun med en tydelig udvidelse af statslig magt kan man komme dem til livs,« mener Ulrich.

Men alligevel istemmer FDP med udenrigsminister Guido Westerwelle som forsanger altså den samme gamle sang om mere frihed til den enkelte borger i stedet for at nytænke partiets politik.

CDU er til gengæld begyndt at omdanne sig til et »lærende system«, vurderer Ulrich - vel nok med tanke på partiets stadig mere socialt bevidste og grønne profil, som ifølge mange kommentatorer betyder, at De Grønne snart ligner en mere attraktiv regeringspartner for CDU end FDP.

Kun en karikatur

I en lang kommentar i Die Zeit svarede FDP's generalsekretær, Christian Lindner tilbage, på anklagerne.

»Mindre stat, mere frihed - denne jævne mekanik er kun en karikatur af liberalismen,« skriver Lindner og udlægger så med underforstået reference til blandt andre gode gamle John Locke og John Stuart Mill, hvad liberalismen egentlig er for noget.

Han understreger, at det skam ikke er idealet, at individet sådan bare kan gøre hvad som helst. Der er det personlige ansvar, og der er regler. Sådan må det nødvendigvis være, hvis ikke den enkeltes frihed skal føre til ufrihed for dem, hvis rettigheder måtte blive knægtet af den stærkeres ret. Og derfor er staten ikke i sig selv et onde, men sikrer mest muligt frihed til flest muligt mennesker.

Var finansspekulanterne blevet tøjlet af nogle simple liberale grundregler var der da slet heller ikke opstået nogen krise, hævder Lindner og tilføjer overraskende utvetydigt:

»Efter krisen skal chancen benyttes til at etablere en frihedens orden: De enkelte aktørers magt skal endelig begrænses gennem konkurrence eller statslig intervention (dekartellisering) - på finansmarkedet kan enkelte players stadig blive too big to fail, for store til at fejle. Individuelt ansvar og indskydelsen af egenkapital skal bremse risikovilligheden - på finansmarkedet kan monstrøse løftestangsvirkninger stadig udnyttes næsten uden egenkapital og på tredjemands regning.«

Et vellykket liv

Selv om Lindner senere giver sig til at væve om, at ingen efter COP15 kan tro på, at det nytter noget at forsøge at bøje suveræne staters vilje, er hans kommentar stadig overraskende pragmatisk tale.

Og åbningen blev selvfølgelig udnyttet af CDU's generalsekretær, Herman Gröhe, der er manden bag det seneste indlæg i debatten.

»Hjertelig velkommen på CDU's side,« udbryder han.

»Det udifferentierede krav efter 'mindre stat!' er fantasiløst og forkert. Lige så velanbragt det er i forbindelse med for eksempel reduktion af bureaukrati, lige så lidt passer det på alle politikfelter. Staten forbliver en vigtig fremmer af friheden, der hvor den ikke indfinder sig af sig selv.«

Hvad finanskrisen angår, mener også Gröhe, at staten, så snart det kan lade sig gøre, skal trække sine kriseinvesteringer i det private erhvervsliv tilbage, men fremover skal være bedre til at regulere og monitorere.

Gröhe fastholder imidlertid, at der findes en afgørende forskel på de kristent-konservatives og de liberales definition af frihed. Mens FDP taler om frihed som noget, der skal bringe samfundet fremad, handler frihed i CDU's optik om det vellykkede liv uanset brutto og netto - om udfoldelsen af selve det menneskelige væsen.

En stor chance

Gud har nemlig skabt mennesket som et selvstændigt individ med ret til fri handlen. Og samfundet må indrettes derefter. Ikke fordi det bedst kan betale sig, eller fordi frihed i sig selv er et mål, men fordi samfundet således giver rum for den gudgivne individualitet.

Men Gud har også sat mennesket ind i en sammenhæng med dets medmennesker, tilføjer Gröhe. Altså er mennesket også et socialt væsen, der bærer ansvaret for sine handlinger. Og derfor bliver statens indskrænkning af menneskets frihed, som ifølge FDP-liberalisterne er et nødvendigt onde, en positiv del af den enkelte borgers jeg. At den stærke hjælper den svage er blot at leve op til det ansvar, Gud har givet mennesket.

Og hvis FDP virkelig nu har erkendt, at partiet i samarbejde med CDU skal fastholde en stærk stat og samtidig skabe rammerne for den enkeltes frie udfoldelse, ja så er koalitionsregeringen »en stor chance for vores land,« slutter Gröhe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Olesen

Jo hurtigere man erkender at liberalisme i denne primitive og destruktive form er ubrugelig, jo større chance har racen for at overleve med bare lidt af civilisationen i behold.

Adam Smiths oprindelige liberalisme gik ud på at alle skal have mest mulig frihed, så længe det ikke begrænser andres frihed.

Det er jo noget helt andet end den nuværende pengeliberalisme.

F.eks. så må man altså ikke ryge eller køre bil, hvis det forpester luften for andre.

Så i den forstand er især Liberal Alliance ikke liberale, men ekstreme. Og omkring bil-eksemplet er stort set alle partier mere ekstreme end den oprindelige liberalisme.

Karsten Johansen

Liberalisme er fredelig overgang til totalitarisme/fascisme/stalinisme.

Idag er alle gamle tankesystemer døde og fungerer som sådanne kun videre som varemarkører og byråkratiske tåketepper. Partiene er byråkratiske og lobbyistiske instrumenter for et altfavnende stats- og kapitalapparat, et globalt "humant" GUlag som tjener verdenskapitalens akkumulasjon og sentralisering på stadig ferre hender av stadig mer mafiøse "ledere".

Profittmaksimering - historiens mest stupide ide - dikterer overalt.

Samfunnet er derfor forhenværende unntatt i stakkarslige rester av sosialt og mentalt liv i isolerte privatmiljøer og individer. Og den levende natur er truet av en av den geologiske historiens største artsutryddelseskatastrofer og klimatisk amokløp. I denne situasjonen telles penger mer frenetisk enn noengang, og Obama proklamerer at han vil oppheve oljeavhengigheten - ved å bore etter mer olje i umistelige naturmiljøer.

The lunatics have taken over the asylum.