Tirsdag modtog Information et gådefuldt maleri med posten fra kunstneren Jesper Christiansen. »Shit Island« står der nederst til højre på billedet. Herfra en pil mod hvad, der må være Amager, hvor københavnerne i 1898 oprettede en rensestation for latrinspande og siden deponerede deres skrald. Endelig, henover det hele, den malede inskription til »Mikael Jepsen,« der kun kan være være Informations kunstanmelder af omtrent samme navn. Bogstav for bogstav:
»Kære Mikael Jepsen. Du har fuldkommen ret. Og jeg vil godt være det bekendt. Hilsen Jesper Christiansen.« Men hvad er det i grunden Jesper Christiansen sådan giver Michael Jeppesen ret i?
Under overskriften Danmarks reneste numsehuller gav Michael Jeppesen den 25. februar bare 2 ud af 6 stjerner til udsmykningen af Frederik VIII’s palæ, som Jesper Christiansen har bidraget til med et kæmpemæssigt verdenskort i vestibulen.
Ifølge Michael Jeppesen er den kongelige palækunst som helhed en omgang »slesk« bestillingsarbejde, et »tarveligt katalog over nullernes Bredgade.« Og Jesper Christiansens bidrag, der af en ellers begejstret anmelderskare blev hyldet som både »mageløs« og »intelligent« malerkunst, gav i Informations kunstspalter anledning til følgende bredside fra Michael Jeppesen, der blandt andet hæftede sig ved det platte i at male kloden, som den tager sig ud fra kronprinsessens Tasmanien:
»Jesper Christiansen er en af dem, der må skamme sig mest, det ligner selvfedme fra en brandert til en julefrokost, noget, der virker, mens man skal imponere dullen, men som vil være grænseoverskridende pinligt, hvis man skulle se det på video dagen efter.«
Ren underholdning
Spørger man kunstneren selv, er det tilsendte maleri »meget simpelt«.
»Det er en besked, som meddeler sig på samme måde, som Jeppesen gør det som kritiker. Ved bevidst at stave navnet forkert og sådan. Det er det niveau, vi befinder os på. Det kan være meget sjovt, det Jeppesen skriver. I det mindste en sjælden gang i mellem. Men det er altså ren underholdning og smagsdommeri. Ikke kunstkritik.«
– Så når du skriver, at Jeppesen har fuldkommen ret ...
»Så er det ikke, fordi jeg skammer mig. Sagen er, at de få konkrete ting, han skriver om værket, lige så vel kan være positive som negative. Der er vel ikke noget galt i, at man skaber en verden, som er set fra Australiens perspektiv. Det er da ikke i sig selv udtryk for dårlig kvalitet.«
– Hvad har det hele med Amager at gøre?
»Mit værk er et spejl på Jeppesens praksis. Resten er op til fri fortolkning.«
Svar på tiltale - eller touché ville nogen sige.
Jeg er fuldkommen enig i, at Jeppesens anmeldelse vær tættere på en artikel i Se&Hør, end en konstruktiv kritik af kunsten.
Spørgsmålet er derfor nærmere; hvem er der er et numsehul?
Som Jeppesens anmeldelser er flest, så fortjener de ikke engang et svar. Man kan jo heller ikke diskutere med børn, hvis de kun kan finde ud af at kalde andre for dumme tissemænd.
Asger, jeg er enig med dig.
Grunden til at han får så meget tid i medierne er vel netop, at han er farvet, kontroversiel og barnagtig?
Michael Jeppesen hænger fast i en 18-hundredetals-opfattelse af kunstneren som det uafhængige geni. Gennem historien er de fleste kunstværker blevet skabt på bestilling, og det er de ikke blvet dårligere af. F.eks. er stort set al J.S. Bachs musik skabt på bestilling, og alligevel er det noget af det smukkeste der findes.
Hvis det i virkeligheden er monarkiet Michael Jeppesen har ondt i røven over – sådan virker det – så burde han klage over det i stedet.
hvis man er inde i hvor politiseret
den "unge" danske kunstscene er så morer man sig got over kunstnernes dans om guldkoen (kongehuset).
Det kunst som prinsen og prinsessen bestilte i sofamatchende farver kommer ikke til at holde mange år og værker er helt betydningsløse.
Måske vil lige de der pæne lamper få betydning via et ikea afkog om et par år.
Det en fordel, at de fleste værker er nemme at udskifte og at de få, som ikke er så nemme at udskifte, tilsyneladende er meget vellykkede. Alt i alt lander vi på en succes og om lige Christiansens maleri er et af dem der holder i længden, vil kun tiden vise. Det komme jo ligesom an på hvad det bliver sat sammen med og det liv der udspiller sig. No picture is an island.
Trods jeppesens lettere skingre anmeldelser (i øvrigt også med en evindelig lystig fnisen som underlægningsmusik), kan man kun svært anfægte ham for hans "smagsdommeri". Betragtningerne er gyldige nok, vil jeg mene, og den tandløse, rygklappende kunst, som (i nogles tilfælde) repræsenteres her, kalder jo simpelthen på kritik.
At jeppesen håber på at kunsten kan noget mere end at se flot ud og matche interiøret, det kan man kun bifalde. Og at en del af kunsten her absolut ingenting interessant gør, det er svært at komme udenom.
Når kunsten ikke formår at være polemisk, så er kunstanmelderen mere end velkommen til at kritisere den flødefarvede pænhed.