Læsetid 7 min.

Den uskrevne bog - og det faktiske liv

De fem norske, færøske og islandske kandidater til Nordisk Råds Pris er bestemt ikke enige om, hvad vi skal med litteratur
Tomas Espedal er nomineret for bogen 'Imot kunsten'. Hvis han vinder, må det være, fordi et flertal i priskomiteen har holdt af hans sammenbidte seriøsitet og tætte insisterende stil, og fordi de har opdaget noget alment i hans tilsyneladende dybt private familiehistorie, skriver Erik Skyum-Nielsen.

Tomas Espedal er nomineret for bogen 'Imot kunsten'. Hvis han vinder, må det være, fordi et flertal i priskomiteen har holdt af hans sammenbidte seriøsitet og tætte insisterende stil, og fordi de har opdaget noget alment i hans tilsyneladende dybt private familiehistorie, skriver Erik Skyum-Nielsen.

Gorm Kallestad
29. marts 2010

Når bedømmelseskomiteen for Nordisk Råds Litteraturpris i dag og i morgen træder sammen i Helsingfors, kommer landenes repræsentanter nok ikke uden om at drøfte, hvad de, vi og forfatterne egentlig vil med litteratur. For selv om der i år er mange flotte kandidater, og det derfor ikke bør være svært at finde en værdig vinder, så peger de 11 værker i feltet hid og did, hvad angår æstetik.

I mange år gik den nordiske pris især til realistisk romankunst med historisk, social, psykologisk makronbund, gerne med publikumsappel til de mange, og var alt fortsat sådan, ville i år Ida Jessens sobre samtidsskildring Børnene ligne en prisvinder mere end Peter Laugesens vildtvoksende digtforløb Fotorama, men den ældre, solide tradition er nu for længst suspenderet, så at muligheder står åbne såvel for avantgardisme som f.eks. autofiktion.

Dagbogsdetaljer

Sidstnævnte tendens foldes ud af begge årets norske kandidater, mest monstrøst hos Karl Ove Knausgård, nomineret med første bind af en kolossal selvbiografisk suite, Min kamp, der i år vil nå op på seks bind og 2.400 sider. Værket har rejst diskussion, ikke kun i Norge, og med rette, for hvad rager det i grunden os andre, hvad Karl Ove tænkte, følte og oplevede, da han første gang drak sig fuld, da han ikke blev rockstar, da han ikke blev fodboldstjerne, og da han ikke kom i kassen med Susanne fra klassen, skønt han godt måtte røre ved hendes bryster?

Jo, dette og meget andet vedkommer andre, for så vidt som det beskrives klos op ad en traumatisk familiehistorie, som i det nominerede bind kulminerer med farens død af druk i et jammerligt svineri, som det bliver op til forfatterfortællerjeg'et og hans storebror at rydde op i. Familiens historie kommer os ved, fordi den til dels forklarer, hvorfor Knausgård i skrivende stund må sidde i Malmö og med minutiøs grundighed genkalde sig de allermest trivielle detaljer. Og disse detaljer er gyldige i og med deres sandhed. Som vidnesbyrdlitteratur.

Spørgsmålet bliver så blot, om han ikke kunne og burde have valgt ud blandt sine fiktionaliserede fakta?

Vinder Karl Ove Knausgård, der også var nomineret i 2005 med bogen En tid for alt, må det være, fordi et flertal i priskomiteen har ment, at dagbøger er litteratur, og tror på loven om 'kvantitetens omslag i kvalitet', et kernepunkt i marxismen-leninismen-Mao-tse-Tungs tænkning, der for resten var meget tung tænkning.

En sætning som voks

»Han drømte om den uskrevne bog. Bogen som skulle indeholde alt«, hedder det med karakteristisk højstemt tonefald om en desperat skriverkarl hos Tomas Espedal - årets anden norske priskandidat. Den vision passer bedre på Knausgård end Espedal; men fælles er forfatterne om at tro på dækkende selvbiografisk totalitet.

Rent rumligt handler Imot kunsten om en flytning fra en ø til en by. Da den begynder, sidder fortællerforfatteren på Askøy uden for Bergen og skriver, og da den holder op, er han installeret i forældrenes rækkehus. For at skrive, begribeligvis. På personplanet kredses der om to dødsfald: Morens som faldt i april, og ekskonens i september. Heraf titlerne på bogens to dele: april og september, to forløb i fortid og nutid. Måske vores eksistens blot er en passage gennem en krop i en tid, sådan som historien om familien Espedal var udfoldelsen af en modsætning mellem morens småborgerskab og farens proletariat, eller mormors og morfars ægteskab: En urgammel strid mellem kvinde og mand, eller forfatterens skrift en møjsommelig vandring hen mod kunsten: »Også mit sprog vil forandres, langsomt, som når vi skifter et navn ud med et andet, en sætning med en ny, den første sætning, den må være blød som voks«. Jo, selvcirklende, det er det.

Vinder Tomas Espedal, der også var nomineret i 2007 med bogen Gå (eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv), må det være, fordi et flertal i priskomiteen har holdt af hans sammenbidte seriøsitet og tætte insisterende stil, og fordi de har opdaget noget alment i hans tilsyneladende dybt private familiehistorie.

En nations tilblivelse

Færøerne nominerer for tredje gang Gunnar Hoydal, søn af digteren Karsten Hoydal og bror til sangerinden Annika Hoydal og selvstændighedspolitikeren Høgni Hoydal, men tillige med rødder i Danmark.

Det sidste er der grund til at nævne, fordi I havets hjerte ikke kun rummer personlig opvækst- og familiehistorie, men også et forsøg på at omspænde færøsk tradition og natur med en forestilling om tilblivelsen af national identitet. En kernescene i bogen er hjemkomsten til Tórshavn efter Anden Verdenskrigs afslutning, en tilbagevenden, der gentages til allersidst, hvor ordene »Nu overtager vi. Omsider kommer vi hjem« uvægerlig forbindes med nutidens selvstændighedskamp, ja, bliver til dens kampråb. I havets hjerte skal læses langsomt, for den betjener sig af brudt kronologi og flere forskellige fortælleperspektiver, ligesom den veksler mellem barnlig og voksen stil. Collageteknikken og de jævnligt opdukkende poetiske passager røber dels tegneren, arkitekten, dels den erfarne lyriker bag.

For en læsning af romanen som autofiktion taler, at forfatteren er let genkendelig op gennem værket, både når han skal genkalde sig barndommens hændelser og til dette formål gemmer sig i et rummeligt 'vi', og når han anlægger den modnes synsvinkel og agerer som jegfortæller eller som en iscenesat figur i et mylder af tredjepersoner.

For en mere almengørende læsning taler imidlertid en konsekvent fastholdt optik med »landet der ville være et land« stillet over for »landet, der mente at eje landet«, og som derfor påtvang det sit styre og sprog. Det går på Færøerne vs. Danmark, men også på andre modsætninger i imperialismens eller (post?)kolonialismens epoke.

Vinder Gunnar Hoydal, må det være, fordi et flertal i priskomiteen formåede at holde tråden hele vejen igennem hans favnende forsøg på at forvandle en slægtskrønike til et nationalepos.

Historiens vidner

Den ældste og mest kendte af Islands to kandidater, Einar Kárason, kan denne gang siges at have det handicap, at hans værk er en fortsættelse. Med Ofsi eller Rasen går han nemlig videre i det projekt, han indledte med Fjendemøde (2001, da. 2003) - at genfortælle den middelalderlige samtidsskildring Sturlunga Saga i en form inspireret ikke kun af moderne fortællekunst, men også af film. Hvor sagaen ved sin konvention holder sig til anonym, 'pseudoobjektiv' beretning, fordi personernes indre behandles, som var det lukket land, dér gestalter Einar Kárason sind for sind handlingens bærere indefra. Lader dem hver især komme til orde i 1. person og fremvise deres hovmod og personlige dyder, deres storhed og deres selvbedrag.

En særlig forkærlighed har han for sidefigurer såsom kvinder, der ikke kommer ud i åben kamp, og mandlige iagttagere, der befinder sig uden for skudlinien eller feltet, hvor huggene falder. Det skaber en særlig læsereffekt. Man kender en begivenhed i forvejen, men ser og hører den nu levendegjort ved et vidne. Vidnesbyrdlitteratur på historisk basis. Man havde f.eks. muligvis hørt om høvdingen Gissur, som overlevede mordbranden på Flugumyri i det nordlige Island 1253 ved at dykke ned i et kar med sur mælk; men i romanen får vi historien fortalt af kvinden, der hev ham op og gned liv i ham på ny.

Vinder Einar Kárason, må det være, fordi manden længe har stået for tur, og fordi et flertal i priskomiteen har set, hvor smidigt han med nutidig psykologisk indsigt gør en vigtig fase af Islands historie levende.

Masken i væggen

I modsætning til Einar Kárason, der benytter sig af såkaldt 'flerfokal' fortælleteknik, beretter den yngste kandidat i den vestnordiske del af feltet, Steinar Bragi, kun ud fra sin jegfortæller Eva, en yngre islandsk kvinde, som tidligt har mistet sin mor og for ikke så længe siden sin datter (det var vuggedød).

Men er fortælleperspektivet forholdsvis enkelt i Konur, er virkelighedsopfattelsen så meget desto mere uudgrundelig. Eva har fået stillet en kæmpemæssig moderne lejlighed til rådighed af en af de nye islandske pengemænd og tror til at begynde med, at hun nu blot skal til at finde sine ben igen efter ophøret af hendes samliv med Hrafn - men i soveværelset findes på væggen nogle underlige buler, der ligner en maske, og snart begynder der at ske besynderlige ting, der efterhånden tager magten fra hende, godt hjulpet på vej af hendes hang til at drikke mere end hun har godt af set fra et strengt sundhedsmæssigt synspunkt.

Pludselig er hun ude i en gruopvækkende intrige, der inkluderer trafficking og vold, men også grænseoverskridende avantgardekunst. Indre og ydre blandes, og det bliver vanskeligt at afgøre, om kvinden er iscenesætter eller selv bliver iscenesat. Lettere svimmel lukker man bogen og konstaterer, at præcis sådan én har man da vist aldrig læst før.

Vinder Steinar Bragi, som her nomineres for første gang, må det være, fordi et flertal i priskomiteen har fået øje på hans originale, helt unikke talent og måske samtidig set et (køns)politisk budskab i hans surrealisme.

Årets vestnordiske kandidater vil meget forskellige ting med litteratur. Nordmændene prøver at imponere og skabe identifikation. Færingen er indigneret over at hans nation er så længe om at komme til bevidsthed. Og islændingene, de analyserer personer fra 1200-tallet eller invaderer én via arme Evas omtågede sind. Det helt store spørgsmål gælder forholdet mellem fortællingen og dens råstof i biografi og fælles historie. Har kendsgerningerne af forfatteren fået tilført en æstetisk merværdi? Eller har fakticiteten fået lov at invadere og enerådigt definere kunsten?

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu