Læsetid: 7 min.

'Det skal være sandt, men ikke kedeligt'

Det siger den franske filminstruktør Philippe Lioret, som i næste uge er aktuel med dramaet 'Welcome', et stykke kras samfundskritik pakket ind i en stærk historie om venskabet mellem en kurdisk flygtning og en fransk svømmelærer
Politisk. Den franske filminstruktør Philippe Liorets film om venskabet mellem en kurdisk flygtning og en fransk svømmelærer illustrerer flygtningeproblemerne i EU. 'Det er vores humanistiske forpligtelse at hjælpe, og den forpligtelse lever vi ikke op til,' mener instruktøren.

Politisk. Den franske filminstruktør Philippe Liorets film om venskabet mellem en kurdisk flygtning og en fransk svømmelærer illustrerer flygtningeproblemerne i EU. 'Det er vores humanistiske forpligtelse at hjælpe, og den forpligtelse lever vi ikke op til,' mener instruktøren.

Claudio Peri

11. marts 2010

Da den franske filmbranches svar på oscarpriserne, Césars, blev uddelt i februar, var det ikke overraskende Jacques Audiards Profeten, der løb med langt de fleste priser. En anden og noget mere undseelig film var nomineret i næsten lige så mange kategorier som Profeten og kunne også godt have fortjent en César eller to.

Philippe Liorets Welcome er nemlig en stærk, vedkommende og klædeligt afdæmpet film om venskabet mellem den 17-årige kurder Bilal (Firat Ayverdi), der er flygtet fra krigen i Irak til Calais i Frankrig, og den midaldrende svømmelærer Simon (Vincent Lindon), som efter at være blevet skilt fra sin kone har mistet livsgnisten.

Simon bor i havnebyen Calais, hvor hundredvis af flygtninge samler sig og forsøger at slippe over kanalen til England. De fleste sniger sig med hjælp fra dyre menneskesmuglere ombord på lastbiler, der bliver fragtet med tog under kanalen, men Bilal har ingen penge og vil i stedet svømme over kanalen.

Han betaler Simon for at undervise sig, og et venskab udvikler sig mellem de to meget forskellige mennesker. For første gang i lang tid begynder Simon at engagere sig i sit eget og andres liv.

I januar mødte Information 55-årige Philippe Lioret til en snak om Welcome og kunsten at gøre personer og begivenheder på film sande og ægte.

Sandheden er vigtig

- Jeg kan godt lide, at 'Welcome' er så afdæmpet og alt andet end pågående.

»Det kan jeg også godt.«

- Der er mange måder at fortælle sådan en historie på. Hvordan fandt du frem til, at dette skulle være måden?

»Det, jeg selv gerne vil, når jeg ser film, er at tro på historien. Sandheden er meget vigtig. Man skal lære personerne at kende, som var de ens venner, når man skriver historien. Hvis man kender dem rigtig godt, inden man begynder at skrive historien, er det næsten, som om de hvisker til én og beder én om at følge med derhen, hvor de skal hen.«

»Det bliver sandt, man skriver sandheden. Under optagelserne beder man skuespillerne om at være sande. Dette ord, 'sand', bruger jeg måske 100 gange om dagen. 'Klipningen skal være sand. Det skal være det sande mærke kildevand.' Når man tænker på den måde, bliver det sandt og umuligt at overgøre det i manuskriptet og skuespillet. Men samtidig skal filmen også være underholdning. Hvis den er præcis lige som sandheden og livet, bliver den kedeligt. Så det skal være sandt, men ikke kedeligt.«

Være, ikke vise

- Det lyder så nemt, når du siger det.

»Og jeg lover dig, at det er det ikke. Næsten alt i filmen står i manuskriptet. Kommaernes placering er vigtig. Det lyder ikke ens, hvis de står andre steder. Det skal være sandt. Man kan sagtens skrive sandheden i en enkelt sætning, men en hel film ... Der skal være følelser, men det må ikke blive en tåreperser eller være fuld af alt for velklingende, forfatteragtige ord og vendinger. Det hader jeg. Situationen skal være sand. Jeg ved ikke, om jeg lykkes, men det er i hvert fald det, jeg prøver på, og det er det, jeg selv godt kan lide, når jeg ser film.«

»Nogle gange er jeg helt forbløffet over at se engelske film, hvor man, når man ser personerne, siger til sig selv, 'hvor har de dog fundet de mennesker? De må være ægte jernbanearbejdere, helt almindelige mennesker.' Nej, de kommer fra The Royal Shakespeare Company, men de har arbejdet så hårdt med rollen, at man ikke længere kan få øje på det hårde arbejde. Det elsker jeg.«

»Man siger nogle gange, at 'han spiller rigtig godt'. Men hvis han spiller godt, er det ikke godt nok. Han skal være personen, ikke vise.«

Historiens begyndelse

- Du sagde før, at man er skal kende personerne godt, før man begynder at skrive et manuskript. Hvordan har du lært hovedpersonen i 'Welcome' at kende?

»Jeg kendte til problemet med flygtninge i Frankrig, og jeg tænkte, at hvis jeg tog til Nordfrankrig, ville jeg finde situationer, der var rige på drama, ægte drama. Jeg brugte to-tre uger sammen med dem. Jeg boede sammen med flygtningene og de frivillige hjælpearbejdere, og jeg hørte om en ung mand, 17 år, som forsøgte at krydse kanalen ved at svømme. De havde ikke hørt nyt fra ham. Han tog afsted, og siden hørte de ikke noget. Hver gang en eller anden slap over kanalen ved at gemme sig i en lastbil, ringede de ellers til hjælpearbejderne og sagde, 'I skal ikke være bekymrede, jeg er nået til England'. Den unge fyr ringede ikke.«

»Jeg mødte også manden til en af de frivillige. Han var ikke selv frivillig. Han var ikke for eller imod, ligesom Vincent Lindon i filmen. Da jeg kom tilbage til Paris, tænkte jeg, at 'de to personer er interessante. Mødet mellem de to er historiens begyndelse'.«

Humanistisk forpligtelse

»De to personernes liv spejler hinanden. Svømmetræneren ser sig selv som ung i den unge mand, der er fuld af lidenskab og motivation og beslutsomhed. Når svømmelæreren ser sig i spejlet, tænker han, 'sådan var jeg engang, for 20 år siden. Jeg har virkelig forandret mig.' Den unge man kunne være hans søn. Men folk, der ser filmen, tolker historien på deres egen måde i forhold til deres eget liv og egne erfaringer.«

- 'Welcome' er en meget politisk film båret af en samfundsmæssig og social kritik.

»Jeg kunne ikke formulere min samfundsmæssige og sociale kritik, var jeg ikke først og fremmest interesseret i den menneskelige historie. Man er nødt til at skabe identifikation hos publikum. Hvis man føler, at man er personen, man ser oppe på lærredet, køber man også historien og budskabet. Sådan har jeg det selv, når jeg går i biografen. Jeg er mine films første publikum, og jeg laver film, jeg gerne selv vil se.«

- Da du tog til Calais for at lave research til filmen og lære dens personer at kende, vidste du da, at det er kriminelt at hjælpe flygtningene, som Simon gør i filmen?

»Ja, det vidste jeg godt. Det var der, historien begyndte. Da jeg hørte om den lov, vidste jeg, at det ville være et godt emne. En mand, der hjælper en anden mand, fordi denne mand lider, risikerer fem år i fængsel. I mit land. Det er utroligt. Sådan begyndte filmen. Og det er også afslutningen, efter at filmen har gået i biograferne. I det franske parlament taler man nu om at lave loven om, fordi man i EU har givet Lux (en filmpris uddelt af Europa-Parlamentet, red.) til Welcome. Jeg tror, at det signalerer, at Europa-Parlamentet ikke bryder sig om den franske lov.«

»Men noget må virkelig ske. De europæiske regeringer må blive enige om at være fair i forhold til de mennesker, flygtningene og de illegale indvandrere. De kommer her jo ikke for deres fornøjelses skyld, men fordi de flygter fra fattigdom og krig. De vil hellere end gerne rejse hjem, hvis det bliver muligt. De er ikke ved at invadere Europa, hvilket ellers er regeringernes populistiske måde at udtrykke det på. De vil stigmatisere de fremmede. Men de har brug for vores hjælp, og især i Frankrig, England, Italien og Spanien er det vores humanistiske forpligtelse at hjælpe, og den forpligtelse lever vi ikke op til.«

Film tænder lys

- Tror du på filmmediets magt?

»I høj grad.«

- At film kan forandre verden?

»Jeg ved ikke, om film kan forandre verden, men hvis de kan få folk til at tænke sig om, er det fantastisk.«

- Hvis man bare når én ...

»Bestemt. Film kan tænde et lille lys. Jeg er interesseret i denne øloplukker. Den kunne være hovedpersonen i en film. Alle er ligeglade med dette stykke værktøj. Men hvis man fortæller dets historie - hvem lavede det, hvorfor og hvor kommer det fra? Hvem opfandt den måde at åbne en flaske på? Så bliver oplukkeren stjernen i en historie. Det er lysets og historiens magt.«

- Var det derfor, du blev filminstruktør?

»Jeg ved det ikke. Jeg var 17 år gammel, og jeg tilbragte al min tid med at se film i biografen. Jeg fik så mulighed for at være med på nogle filmoptagelser som praktikant, og jeg var i himlen. Det var det, jeg gerne ville lave. Jeg blev toneassistent og tonemester, og jeg lavede lyd i 15 år, blandt andet for Robert Altman.«

»Samtidig skrev jeg manuskripter for at øve mig, tror jeg. En dag, midt under nogle filmoptagelser, sad jeg og skrev manuskript på bagsiden af en lydrapport, og det gik op for mig, at det ikke kunne gå. Enten lavede jeg den bedst mulige lyd, eller også skrev jeg mine egne historier. Da filmen var færdig, lagde jeg hovedtelefonerne fra mig og sagde, 'færdig!' Jeg skrev mit manuskript, og en producer ville have mig til at lave den, og så var jeg filminstruktør.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu