»Omstillingen, et øjeblik.«
Telefonerne kimer konstant i receptionen hos Würth Danmark A/S i Kolding.
»Omstillingen, hvad kan jeg hjælpe med?«
De fleste opkald er fra kunder i metal-, vvs- og autobranchen, der er på udkig efter gode tilbud på kemiprodukter, lagersystemer og andre af de kerneydelser, som den internationale handelsvirksomhed har specialiseret sig i. Men ikke alle. Nogle ringer, fordi de vil se på kunst.
Siden 19. september sidste år har knap 60 malerier og litografier af den verdensberømte spanske maler og multikunstner Joan Miró nemlig prydet væggene i Würths danske hovedsæde i Kolding.
Overalt i den 750 kvadratmeter store foyer - samt i korridoren mellem lageret og administrationen - hænger de eftertragtede værker til skue for både medarbejderne og de flere end 8.000 kunstinteresserede koldingensere, som indtil videre har lagt vejen forbi til et gratis kig.
De mange malerier stammer fra den tyske virksomhedsejer Reinhold Würths egen private kunstsamling, der er en af Europas største og hurtigst voksende. Samlingen rummer godt 12.000 værker fra det 20. og 21. århundrede og er normalt udstillet i Kunsthalle Würth i Schwäbisch Hall i Tyskland, som den danske arkitekt Henning Larsen har tegnet. Men hvert år turnerer udvalgte værker rundt mellem koncernens mange afdelinger verden over, hvor de er tilgængelige for både ansatte, kunder og almindeligt kunstinteresserede.
Kunst er debat
Frem til 5. september er Miró-samlingen på besøg hos Würth i Kolding. Den spanske maler hænger side om side med virksomhedens rød-hvide logo, der er præget ind i alt inventar - lige fra glaspartiet ved indgangen til gulvet i foyeren, fodboldbordet i gangen og dørmåtten i receptionen. Selv bolsjerne ved skranken er svøbt i firmaets farver. Sammensmeltningen af de to sfærer - kunst og arbejde - er en kongstanke for Reinhold Würth, der med kunsten ønsker at »skabe bedre forståelse for virksomhedskulturen og flette de to verdener arbejde og fritid sammen«.
»Diskussioner om kunst er med til at skubbe til medarbejdernes kreativitet,« siger adm. direktør Otto Popp Clausen, da Information møder ham i receptionen til en rundtur:
»Kunst kan nærmest sidestilles med debat. Alle har en mening om kunst, og derfor opstår der også altid livlige diskussioner i kantinen, hver gang vi hænger nye værker op,« siger han.
På grund af forøget publikumsinteresse vil den aktuelle Miró-udstilling være at se i knap et år, men normalt skifter udstillingerne hver tredje måned.
»På den måde bliver medarbejderne revet ud af vanen med, at 'her plejer at hænge et grønt maleri'. Man opdager først tingene, når de ikke er der længere, og dét er selve ur-ideen med de skiftende udstillinger,« siger Otto Popp Clausen.
Han fortæller, at virksomhedens første udstilling fandt sted i 1999 og var med kunstnerparret Christo og Jeanne-Claude, der blandt andet er kendt for at have pakket Rigsdagen i Berlin ind i hvidt stof. I dag er alt, der har med kunstprojekterne at gøre, samlet under navnet Kulturforum Würth, og man har ansat Jens Peder Skriver Eriksen, der kommer fra kunstmuseet Trapholt, som kunst- og kulturformidler.
'Lidt nyt på væggene'
De senere år har Würth blandt andet vist udstillinger med Bernard Schultze, Klaus Zylla og Arnulf Rainer, der alle har trukket mellem 3.000-4.000 besøgende til. Det er dog ikke alle udstillinger, der har været lige populære blandt medarbejderne på virksomheden. Da man udstillede den tyske kunstner Heinrich Nicolaus, måtte man fjerne flere af hans værker fra væggene i foyeren, fordi receptionisterne klagede over, at de blev deprimerede af at se på dem.
»Det var nogle, hvad skal man sige ... ret udtryksfulde værker. Og ja ... de var sgu lidt deprimerende,« erkender Otto Popp Clausen, der dog mener, de løbende udstillinger generelt er med til at skabe stolthed omkring arbejdspladsen. Og så pynter de ikke bare på væggene - de pynter også på firmaets profil.
»Jeg vil ikke lægge skjul på, at det giver nogle markedsføringsmæssige fordele at have kunst på væggene. Den type sponsorater har generelt en positiv afsmitning på virksomhedens brand awareness, som det hedder på godt jysk.«
Samtidig er kunsten med til »at skabe liv i bygningen«. Blandt andet har medarbejderne startet deres helt egen kunstforening, som foreløbig tæller 170 medlemmer ud af en samlet medarbejderstab på 500. Den sprudlende kunstinteresse er dog til at overse, da Information stopper to tilfældigt forbipasserende medarbejdere op for at spørge til deres oplevelser med kunsten.
»Det er da helt sikkert spændende, hvis man interesserer sig for den slags,« siger Carsten Grønfeldt, der er virksomhedens biladministrator: »Lidt nyt på væggene og sådan ... det giver da lidt kolorit. Men jeg er ikke en af dem, der går allermest op i det,« siger han.
Salgsassistent i kundecentret Kim Hansen er også kun moderat begejstret: »Jeg er ikke selv så kunstinteresseret, må jeg tilstå. Det er nok mest ældre mennesker, der går op i den slags,« siger han:
»Men når man snakker med folk rundt om i byen, er der flere, der siger: Würth, det er da jer med de der udstillinger, er det ikk'?«
I en gæstebog, der ligger fremme, har flere besøgende nedfældet deres oplevelser med udstillingen: 'Tak for et godt besøg. Vi kommer HELT klart igen. Med venlig hilsen Ulla, Bent og Marianne', og: 'Tak for en storslået udstilling. Især for at se malerier, som ikke normalt er tilgængelige for offentligheden', skriver en anden.
Personlig favorit
For sin indsats med at give koldingenserne gratis kunstoplevelser har Otto Popp Clausen modtaget flere anerkendelser, ikke mindst prisen som Årets Koldingborger 2004 og Vejle Amts Kulturpris 2005. I spøg kalder han sig »museumsdirektør«, men i det daglige er det stadig virksomhedens bundlinje, der tæller, og Otto Popp Clausen er med egne ord kun »almindeligt kunstinteresseret«.
»Jeg render ikke sådan på kunstmuseer i min fritid, jeg er en gennemsnitlig kulturforbruger, der ved, hvad jeg kan lide, og hvad jeg ikke kan lide. Jeg er en af dem, der mest lader sig fascinere af håndværket og det visuelle indtryk,« siger Otto Popp Clausen, der fremhæver en ganske særlig stregtegning af Miró som sin egen personlige favorit. Den hænger lidt for sig selv i et hjørne og gør - i modsætning til Mirós normalt meget farvestrålende malerier - ikke meget væsen af sig.
»Men det er nok derfor, jeg har kastet min kærlighed på det,« siger han og lader sin lillefinger køre ned langs kanten af tegningen: »Se, det er revet ud af en skitseblok. Det er sjovt ... det lægger jeg faktisk først mærke til nu.«
