Drankere, stofmisbrugere og psykisk syge fra nogle af Københavns mest belastede forstæder befolker Thomas Vinterbergs nye film Submarino, der har premiere på i morgen.
Til et udsolgt debatarrangement på Information mandag aften kunne de fremmødte fans og filmelskere blandt andet høre filminstruktøren tale om faldgruberne, når man som kollektivbarn fra Strandvejen forsøger at skildre livsbetingelserne blandt mennesker fra samfundets absolutte bund.
»Submarino var rystende læsning for mig,« siger Thomas Vinterberg og kigger ud over Information kantine, hvor godt 80 mennesker i alle aldre lytter med.
Informations filmredaktør, Christian Monggaard, der er aftenens ordstyrer, spurgte ham ind til hans forhold til Jonas T. Bengtsons roman af samme navn fra 2007, der er filmens forlæg.
»At læse romanen var som at opleve et stykke virkelighed. Det er en historie om to mennesker i grumme omgivelser, der er så kærlighedsfuld og så smuk, at den er nødt til at blive fortalt. Det har gennemsyret hele arbejdet med min film, at jeg konstant har haft følelsen af, at der var en nødvendighed i, at jeg gav denne her historie videre,« forklarer instruktøren.
Ikke om underklassen
Med filmen Submarino har Thomas Vinterberg forsøgt at skildre det stykke social virkelighed, han mødte i Bengtsons roman, så realistisk som muligt.
Men han lægger ikke skjul på, at den filmiske gengivelse af underklassens hverdagserfaringer, har været en både spændende og temmelig vanskelig udfordring.
»Som den overstimulerede kollektivdreng, jeg er, var jeg selvfølgelig tiltrukket af det her miljø. Det er jo et eventyr for mig at være sådan et sted. Det er fuldstændig nyt. Så nysgerrigheden var selvfølgelig sindssygt stor,« siger han.
De fremmødte i salen kender godt den nysgerrighed, som Thomas Vinterberg taler om. For at dømme efter publikum er miljøet blandt stofmisbrugere og narkomaner i Nordvest omtrent lige så fremmed for dem som for den verdensberømte filminstruktør.
Derfor genkender de fleste nok også den sociale overlegenhedsfølelse, der ifølge Thomas Vinterberg gjorde det svært at tilnærme sig stoffet på en respektfuld måde.
»Undervejs skulle jeg hele tiden passe på ikke at komme til at fortolke mine karakterer og deres verden ovenfra. Det gjaldt om at komme ned i øjenhøjde. Men samtidig skulle jeg passe på ikke at iscenesætte mig selv som den frelsende filmengel, der har ligget i en beskidt sovepose og prøvet, hvordan det føles,« fortæller Vinterberg og forklarer, at den hårfine balance kun kunne opretholdes gennem stadig nysgerrighed og trang til præcision:
»Jeg har for eksempel været dybt fascineret af stofmisbruget. Jeg ville vide præcis, hvordan det fungerer. Hvad det koster, på hvilket hjørne man køber piller, på hvilket man køber heroin. Det, den her film lever af, er at være super virkelighedsnær, og ikke romantiserende. Den er fuldstændig nøgtern«.
Men selv om det minutiøse studium af livsvaner og væremåder i Underdanmark har været en hovedambition i Thomas Vinterbergs arbejde, gør instruktøren denne aften en del ud af at forklare de fremmødte, at hans værk ikke må forveksles med socialrealisme eller social indignation.
For selv om han har forsøgt at gøre historiens rammer virkelighedstro, er det netop de erfaringer, der rækker udover det miljøspecifikke, der har interesseret ham mest. »Det er ikke en film om underklassen, men om to brødre, der rækker ud efter hinanden. Det er selvfølgelig fascinerende at finde ud af, hvad det er, der får mennesker ud i misbrug. Men det er især fascinerende, så tæt det ligger på vores egne hverdagserfaringer, selvom man er et relativt velfungerende menneske,« siger Thomas Vinterberg, der nævner kærligheden og frygten for at svigte sit eget barn som temaer, han genkender på tværs af det sociale skel, der er mellem ham selv og de karakterer, han har skildret.
Religiøse motiver
Men også et andet tema rækker ud over Submarinos socialrealistiske ramme. Tilsyneladende spiller kristendommen således en vis rolle i filmen, der begynder med de to brødres selvbestaltede dåbsceremoni i deres barndomslejlighed i Nordvest og senere lader en række nøglescener sig udspille i kirkens rum.
»Er du blevet religiøs?,« spørger ordstyreren Christian Monggaard, efter at have opremset en række af de religiøse motiver, der ellers ikke har fyldt så meget i de forskellige mediers omtale af Submarino.
»Måske,« svarer Vinterberg og tøver et øjeblik inden han fortsætter:
»Men nok ikke helt. Jeg er jo blevet opdraget som hippiedreng til det modsatte. Min far og hans far har altid sagt: Søn, der er mindre mellem himmel og jord, end du tror. Og det ærgrer mig faktisk lidt. For det ville da være fantastisk, og meget meget større, hvis jeg kunne tro på det.«
Publikum ler undervejs i forklaringen, men Thomas Vinterberg fortsætter ufortrødent. Vi er tilsyneladende kommet ind på et emne, der ligger filminstruktøren på sinde.
»Det er klart, at vi på et tidspunkt i skriveprocessen har åbnet op for det hinsides. Vi har været tiltrukket af det med kirkerne,« forklarer han, og en to timer lang samtale nærmer sig sin afslutning.
»Når man åbner for det metafysiske i en film, så er det, fordi her kan det rent faktisk lade sig gøre at tro på det. I filmen kan man tro på alt. I virkeligheden er det svært. Filmen kan åbne, og skal helst åbne for noget, der er større end det, vi bare har imellem os. Den kan vise vej til det uforklarlige, til en fælles forståelse, som vi ikke altid behøver at kunne svare så fornuftigt på.«
