Læsetid: 7 min.

Alvorlig satire eller fjollet underholdning

Er satire bare smags- og konjunkturbestemt? Eller er den underlagt normative begrebs-dannelser? Hvordan forvaltes dét i givet fald af DR som public service? Fokuseres der tilstrækkeligt på at producere kritisk masse-satire og vedkommende samfundsdrama i et selvfortærende spektakulærsamfunds officielle tv-kanal?
Drengene fra Angora og andre satireprogrammer på først og fremmest DR2 er utrolig populære. Men vil de noget særligt med deres satire andet end bare at underholde?

Drengene fra Angora og andre satireprogrammer på først og fremmest DR2 er utrolig populære. Men vil de noget særligt med deres satire andet end bare at underholde?

Peter Clausen

20. april 2010

Pludselig skulle satiren udraderes fra DR. Og pludselig skulle den ikke alligevel. Om der var hold eller mening i de pludselige og skiftende prioriteringer, er ikke til at sige.

DRs presseafdeling og dermed institutionen ville for det første ikke ud med hvad forskellige udsendelsesgenrer koster i timen.

Hvor stor er den prismæssige forskel på en times
Krysters Kartelog en times
Livvagterne?

Det må offentligheden ikke vide, angiveligt af eksterne konkurrencehensyn!

I henhold til DRs egne oplysninger er det - for det andet - heller ikke til at gennemskue, hvor meget programfladens forskellige genrer fylder i den samlede omkostning. Jo, musik og underholdning cirka 10 procent dansk dramatik næsten 20, og oplysning/kultur omkring 15 pct.

Men hvad hører satireprogrammerne ind under? Dansk dramatik? (Dramachef Ingolf Gabolds navn tages i alt fald forfængeligt på en del af satire-creditlisterne.)

Og hvad med
X Factor? Er dét kultur/musik eller underholdning?

Der er næppe tvivl om, at de store shows koster mange gange så meget i timen som satire af nuværende standard. Men sådan har det ikke altid været. Så sent som 1990'erne stod hele DRs kostumeafdeling, rekvisitten og en stab af faste og freelancere klar til i perioder at skrive, producere og sende aktuel, gennemarbejdet satire.

Naturligvis bliver programmerne ikke nødvendigvis sjovere af at være omkostningstunge. Det var de minimalistiske mandrilaftaler i sin tid et godt eksempel på. Men der ligger alligevel en retningspil i prioriteringerne, når
X Factorer så voluminøst, tv-drama konstant oppustet, og satiren nutildags efter alt at dømme lavbudgeteret.

Kvalitet koster penge, og selv om ikke alting var bedre i gamle dage, så var satireprogrammer som
HovHov, TvAnsjosenog
Den gode, den Onde og virkelig Sjovelangt bedre skrevet og bestykket, og af langt højere
production-valueend de nuværende halv-improvisationer og skitse-sketches fredag aften. ('Altså...' som skuespillerne hele tiden siger, for at gøre det hele mere naturligt.)

Det er snarere parodi end satire. Og dét er der forskel på. Selvfølgelig indeholder begge dele persiflage og komik, og der kan også ligge kulturkamp i rent klovneri. Men satire er mere samfundsrettet.

Alvorlig Sjov

Alvorlig Sjov kaldte Poul Henningsen det, når han skrev revy efter en ny og dengang snedig recept: at blande det folkelig med det kritisk kontroversielle eller begrebsmæssige.

Og begreber er netop dét, der skaber satiren og lægger afstand til anarkistisk gag-gak eller parodi.

Drengene fra Angoravar, i nyere tid, eksempelvis svære at skelne fra virkeligheden. Med lidt større omhu kunne deres trakasserier med cykelkontrakter og hierakier have været dramatik i teatermæssig forstand. Ikke lystspil, men realistisk teater. Så tæt lå begivenhederne på faktiske forhold.

Derfor var det mere deprimerende end morsomt, og da heller ikke videre igangsættende eller perspektiverende, at overvære konflikterne og de følelsesmæssige karikaturer på tv.

De satte ingen begreber i spil, satire- eller samfundsmæssigt set. Måske menneskeligt. Men blot og bar præsentation af forskelle på, hvem der i flokken var noget og hvem ikke, rig eller fattig, bestemmende eller ikke-bestemmende, klog eller dum, er ikke i sig selv videre begrebs- eller tankedannende.

At sætte sig ud over karikaturen eller parodien fordrer modsigelser af mere omfattende art. Satire bygger på omvendinger, åndelige kolbøtter eller tankemæssige tricks, overraskelser og pointer frem for bare one-liners.

Og at PHs gamle recept - ét engageret for tre sjove vers - ikke til enhver tid er virkningsfuld, blev tydeligt under de første tv-satire-lørdagsshows tilbage i slutningen af 1960'erne.

UhaUha!Det kunne være tåkrummende pinligt at høre et kontroversielt emne sunget på andres mindre elegante vers, midt i al pjanken. Tiden var blevet en anden, og selv Lorteland-monologerne i Buster Larsens energiske fremførelse var ofte ubehageligt parodiske i al deres påtaget populistiske aggression.

På den anden side kan skarpe omvendinger og overraskende rim stadigvæk sætte lus i skindpelsen på Cirkusrevyens velplejede normalhygge.

Og standup-comedy har selvfølgelig også i bedste fald satiriske indfald. Men kun sjældent de fjollede talk-shows, hvor sjove tv-værter tager let på det meste. Så går tiden med dét!

Værst er dog X Factor. Ikke fordi de professionelt garnerede amatør-skrigerier har noget med satire at gøre, selv om det hele godt nok ligner kostbar parodi. Men fordi de landsomfattende shows utvivlsomt haler satire-penge ud af det samlede budget.

Køb og smid væk

Industri- masse- og nu det globale it-samfund er undergået voldsomme ændringer siden Poul Henningsen i slutningen af 1920'erne kritiserede den afgående men sejglivede borgerlighed.

I 1933 er han mere alvorligt på krigsstien med sit kampskrift Va mæ Kulturen. Dér går han langt videre i kritikken af det moderne samfunds totalitære risici, end det havde været tilfældet med både tidsskriftet Kritisk Revy og PH-revyerne. Blandt andet gør han opmærksom på Sovjets og nazisternes bevidste brug af kunst og kultur som politisk virkemiddel, og manglen på en lignende opmærksomhed i Staunings danske socialdemokrati.

Poul Hennningsens syn på samfundsudviklingen blev mere og mere mistrøstig i løbet af 1950'erne. Men han medvirker i 1964 til opbygningen af bladet Tænk! som kritisk organ for vareundersøgelser og forbrugersynspunkter i et nyt køb-og-smid-væk-samfund. Og frygter et automatiseret produktionssamfund, hvor den voksende fritid bliver fantasi- og åndløs, hvis ikke kunsten, kulturlivet og massemedierne giver alternativer til den vitaminfattige udvikling.

PH fortsatte med at skrive kritiske vers i lagkagerevyer efter krigen og på vej ind i forbrugersamfundet, men sammenhængen i de gamle temarevyer manglede. Den kom ad andre veje omkring 1960.

Erik Knudsens Frihed det bedste Guldog Rifbjerg-Jensen-Panduros Gris på Gaflenvar som studentershows ikke videre udbredte i offentligheden. Det var snarere rygtet om al deres forargelige sætten tingene på spidsen, der vakte furore. Med højt humør, moderne musik og - igen - bidende digterisk talent.

Og at det har kunnet lade sig gøre at videreføre noget af holdningen og kvaliteten har Danmarks Radio selv bevist med tidligere nævnte tv-eksempler og adskillige andre på radiosiden.

Problemet nu til dags er formentlig, at DR som andre tv-stationer omkring årtusindskiftet er blevet medspillere i det spektakulære produktionssamfund, der opæder satiren og erstatter den med ironiske masseprodukter. På grund af manglende lyst og vilje til økonomisk at prioritere kontroversiel kritik.

Begrebet 'Det spektakulære Samfund er et forsøg fra min side på at oversætte den franske filosof og aktivist Guy Debords bogtitel La Societé du Spectaclefra 1967.

Bogen har hidtil heddet Skuespilsamfundet, i dansk oversættelse fra 1972. Men spektakulærsamfund er nok et mere rammende begreb. For fænomenet har ikke så meget med skuespil at gøre, men snarere med spektakulære shows og latterlig vaudeville. Guy Debord stod i løbet af 1950'erne i spidsen for en bevægelse af Internationale Situationister, som gennem traktater og film, økonomisk sponseret af Asger Jorn, satte spørgsmålstegn ved kunst som samfundsforandrende eller omvæltende faktor.

I en række satiriske détournement'erlægger Debord og hans kammeater ved eftersynkronisering revolutionære replikker i munden på karate- og triviskuespillere i stjålne scener fra populære film. Og ender uden videre håb eller trøst med sin bog om spektakulærsamfundet, der betragter drømmebilleder i film og tv som industriprodukter, altså en del af selve samfundsproduktionen, og derfor uden kritisk potentiale. Selv Jean-Luc Godard var at betragte som overløber i den optik.

Guy Debord skriver med andre ord sig selv op i et hjørne af benhård påstand om massernes revolte som eneste forandrende mulighed.

Han er selv en illusionsløs forudsætning for, eller et tidligt symptom på en del af de strømninger, der førte til voldsomme begivenheder i Paris 1968. Men bestemt ikke eksponent for de spektakulære dele af det såkaldte ungdomsoprør i årene før og efter.

Snarere en slags tidlig besætter eller punker i en tilstand af såkaldte dérive'r gennem byen med værtshusfilosoferen over fattig rødvin og franske smøger. (At Jorn var væsentlig ældre end sine omstyrtende venner fremgår af de stemningsfulde gråtonede Pariser-fotos.)

Public service

Den spektakulære samfund er på én gang resultat af og projekt for den eksisterende produktionsmåde - skriver Debord. Et nyt varebegreb udgør den totale besættelse af samfundslivet i 1960'erne.

Den samfundsmæssige praksis har opdelt sig i virkelighed og billede, men adskillelsen udgør en enhed. Den oplevede virkelighed bliver ifølge Debord materielt invaderet af skuespillets betragtningsmåde.

En tilsvarende filmisk praksis kommer til udtryk i den samtidige tyske filminstruktør Alexander Kluges arbejder.

I sine film skelner han op gennem 1970'erne mellem fiktion og fakta, men kombinerer i én og samme film oplevelse og dokumentation - sanselig indlevelse og intelligent erkendelse.

Men han gør også opmærksom på den omvending, der ustandselig sker mellem de modsatrettede genrer, fantasi og begrebsdannelse, i forholdet mellem journalistiske reportager og spændende underholdning:

Jo mere dokumentarisk man går frem, des mere hænger man fast i den blotte fremtræden, det vil sige i illusionen, mener han. Og jo mere indfølt man går frem, nærmer man sig sagens kerne men fjerner sig fra den begrebsmæssige autencitet.

Han anbefaler altså ikke illustrerende sammenblandinger som doku- drama eller faktion i den forstand, det kendes fra tv. Der er hos Kluge snarere tale om et spændstigt eller dialektisk forhold mellem tilgangsvinklerne fiktion og fakta.

Synsmåden har også farvet hans tidligere samarbejdspartner Edgar Reitz' meget omfattende Heimat-serie. Men på ingen måde påvirket hverken den danske
Krøniken eller Livvagterne, som er endnu mindre bevidst om dialektikken end de bedste (første) afsnit af gamle Matador.

Der er derfor en deprimerende konsekvens i, at DRs tv-satire i disse år forfalder til parodi, samtidig med at institutionens dyre danske tv-dramaproduktioner endegyldigt fornægter begrebsliggørelse af samfundsforhold og politisk dilemma i en pærevælling af faktuelle efterligninger og private standardfølelser. I en regn af internationale underholdningspræmier.

Spektakulærsamfundet har tilsyneladende sejret. Og talent eller intelligente oprør i kunst og kultur dukker oftest op på uventede måder. Det kræver såvel penge som alvorlige hensigter at udvikle seriøst grinagtige alternativer til de herskende fjollerier. Opgaven er blandt andet en public service-kanals ansvar - at prioritere imod sin egen spektakulære rolle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thorning

At latterliggøre skæve eksistenser og bstandsmodtagere i Sydhavnen er åbenbart satire. Hvis østtyskere kan få status af etnisk minoritet, bør det samme kunne gøre sig gældende for modtagere af overførselsindkomster og andre uden for DR's målgruppe.

Peter Andreas Ebbesen

Det var på tide, Information to dette emne op.
Det er også kun en måned siden DR meddelte at de ville lukke satiren ned.
Mere af det!!
VH Heidi Madsen.

At DRs satire har undergået en glidende forandring til blot at være plat socialmobberi, er vel en naturlig udvikling, som blot løber i parallel til det politiske billede.

Det er jo ikke DR der har lagt grunden til skiftet fra at harcelere over politikere og andre notabiliteter, til at gøre grin med hverdagsmennesker, - det er jo et princip der er startet ude på stand-up scenen. Og det skyldes vel, at det er nemmere at gøre plat grin med en persontype som alle mener at kende, end at komme med en spidsfindig joke, som kun halvdelen af publikum fatter (og blandt dem, måske kun halvdelen bifalder).

Så problemet er altså igen popularisme. Ægte satire er farlig, for det er ikke alle der er enig i budskabet, og hvis man driver en tv-station, så kan den slags koste bevillinger.

Den eneste løsning er, at DR udskilles som en selvstændig virksomhed udenfor politisk indflydelse, men med en fortsættelse af det licensbaserede økonomiske grundlag ... problemet er bare, at det ikke kan lade sig gøre under de gældende EU-regler ;-)

Uha men satire er jo noget farligt noget! Naar folk griner holder de jo op med at vaere bange og makke ret. De bliver maaske endda mindre autoritetstro, og begynder at stille alle mulige ubelejlige spoergsmaal! Bare laes 'Rosens Navn'.
De Roede Lejesvende er i den sammenhaeng blevet banket godt paa plads, lader det til.

Heinrich R. Jørgensen

Sven Karlsen:
"Den eneste løsning er, at DR udskilles som en selvstændig virksomhed udenfor politisk indflydelse"

Eller at vise politikere på mirakuløs vis indfandt sig, og at de erkendte, at de skulle holde sig på adskillige armlængders afstand af at øve indflydelse på indholdet.

Når politikerne skal være med til at godkende public service e.lign. aftaler med de statsejede medier, bør deres alene tænke på hvad befolkningen og nationen har størst gavn af.

Det tjener f.eks. et fornuftigt formål, at politikerne konfronteres med kritisk journalistik, mens mikrofonholderi ingen steder hører hjemme. Bortset fra reklameblokkene på de kommercielle TV stationer, så hvis de vil (og har råd), kan de jo sprede deres propaganda dér.

Kære Heinrich R. Jørgensen,

jeg kan da kun give dig ret i, hvad den ideelle løsning ville være, men desværre skræmmer sporene jo, - lige fra Erhard og frem til DF.

Sært, at Mikael Bertelsens forskellige serier aldrig nævnes som eksempler på god og ofte intelligent og stærk DR-satire.

På mig virker det, som om artiklens forfatter kun anerkender en slags satire som "ægte" satire, men satire er jo netop et fad med mange typer frugter.