Læsetid: 4 min.

Baller af stål - ben som smør

Bjarne Riis' tropper dikterede udviklingen i Amstel Gold Race, men svigtede i finalen af måske-klassikeren
Amstel Gold Race er blevet et løb, som er blevet vigtigt, meget vigtigt, i rytternes forårs-kampagne: For på rytternes ønskeseddel står Amstel højt i kraft af hvem, der har vundet det tidligere.

Amstel Gold Race er blevet et løb, som er blevet vigtigt, meget vigtigt, i rytternes forårs-kampagne: For på rytternes ønskeseddel står Amstel højt i kraft af hvem, der har vundet det tidligere.

JERRY LAMPEN

Kultur
19. april 2010

Man klatter lidt rundhåndet med superlativerne i cykelsporten, og selv for de indviede kan det undertiden være vanskeligt at vide, om et endages cykelløb er en klassiker, en semiklassiker, en superklassiker - som det minsandten er hørt - eller blot et almindeligt godt cykelløb med en god og helst lang historie bag sig og med de bedste deltagere og smukke vindere. Forvirringen kan være stor, men forståelig, for klatteriet med klassikerbegrebet er lang hen ad landevejen noget sludder. Og ofte noget nationalt farvet sludder.

Da Matti Breschel for nogle uger siden i konkurrence med de bedste vandt et stort og vigtigt løb i Belgien, hvor der var brosten på noget af vejen, blev løbet i danske medier til en semiklassiker. Hvis en italiener havde vundet, havde det bare været et cykelløb, og det havde højst været en note. Allerhøjst.

Lang i optakten

Da nogle gale, men nok forudseende, walloner i 1894 arrangerede et cykelløb fra Liege til Bastogne og tilbage igen, sagde de jo ikke til sig selv, at nu skaber vi en klassiker. Heller ikke de galninge, der få år derefter lavede Paris-Roubaix, Milano-Sanremo, Giro di Lombardia og Ronde van Vlaanderen. Men disse fem løb, som med Lombardiet som undtagelse, køres om foråret, er de klassiske. For nu at bruge ordet. Alene i kraft af deres alder og historie. De fem monumenter, som de kaldes, efter at klassikerbegrebet er blevet devalueret. Om kort tid, når cykelløb i Tyrkiet, Japan og USA trænger sig på, vil de nok blive til Supermonumenter.

Og således bliver denne indledning på en artikel om det hollandske Amstel Gold Race lige så lang som optakten til det cykelløb, der sædvanligvis først finder sin vinder på den sidste kilometer op ad det stejle Cauberg ved byen Valkenburg.

Indviklet pointsystem

Amstel er ikke nogen klassiker i klassisk forstand. Det blev første gang kørt i 1966 med det store hollandske bryggeri som sponsor og med den sportspolitiske medvind, at den store cykelnation ikke havde et betydeligt cykelløb, som man selv med den bedste vilje kunne kalde klassisk. Så man opfandt et løb nede i det sydøstlige hjørne af den del af Holland, som ikke er fladt, men ligger i udkanten af Ardennerne ved Maastricht på grænsen til Wallonien. En designet nyklassiker i pragtfuldt terræn med en magtfuld sponsor. Og fra at være et belgisk og især hollandsk anliggende fik løbet sin store betydning fra 1992, hvor det blev del af den World Cup, med et indviklet pointsystem, som bestemte vigtigheden af de 10 udvalgte cykelløb, som blev kørt verden over. Mest absurd i Canada og Japan, hvor ingen ryttere gad tage over, og hvor de dengang udelukkende europæiske cykelhold havde råd til det.

Den vigtige historie

Men Amstel er blevet - hvad skal man kalde det - et løb som er blevet vigtigt, meget vigtigt, i rytternes forårskampagne. Og det er ikke bryggerier eller UCI, men rytterne, der bestemmer. Hvis Eddy Merckx gad vinde det i 1975 og Bernard Hinault i 1981, så er det et mål for alle efterfølgende. Et cykelløbs vigtighed bestemmes af historien. Alle ryttere slås med konkurrenter på dagen, hvor de kan vinde, men den historiske bevidsthed om hvad, de kan vinde, er meget høj. På rytternes ønskeseddel står Amstel højt i kraft af hvem, der har vundet det tidligere.

Værd at vinde

Bjarne Riis' Fabian Cancellara har vundet Sanremo sidste år og i dette forår både Flandern og Roubaix, men hans mål i sit liv er at vinde de to resterende Monumenter. Forvirret med klassikerne? I Amstel er man i andet terræn. Det var for det danske hold og de andre aktører etapeløbsrytterne, der var i aktion på bakker uden brosten Saxo Bank fulgte sin taktik fra hele foråret, at gøre løbet hårdt med et massivet holdarbejde i front frem til finalen, som var de vejens bedste. Hvad de sammen med hjemmeholdet Rabobank var. Men i finalen havde Riis spillet alle sine tidlige kort, og hverken Fränk Schleck, der i løbet havde kørt for sin lillebror i et afgørende udbrud, eller Andy kunne gøre noget på afslutningen på Cauberg. Andy var tidligt ude med sin meget hurtigt opfattede kontra på den anonyme italiener Marcatos angreb 20 kilometer fra mål, og det var korrekt set i forhold til de ryttere, der optog forfølgelsen. De bedste. Men op ad Cauberg til mål havde Andy ben så bløde, som noget man ikke kan smøre rundstykket med.

Walloneren Phillippe Gilbert, der kom ud af sidste sæson som de fransktalende belgieres sjældne es i forhold til de dominerende flamske, trådte fra på Cauberg og vandt storslået, hvad efterhånden nok må kaldes en klassiker.

På trods af at den måske kommer til at hedde Phillips Flatscreen Classic. Det er rytterne og historien, der bestemmer, hvad der er værd at vinde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her