BERLIN - Et fortov af store brede sten af den slags, der kendetegner de dele af Berlin, hvor man endnu ser arkitektur fra Gründerzeit, altså tiden omkring 1871, hvor det tyske kejserrige blev grundlagt. Skal det være fritfejet for hundelorte, finder man det kun ét sted i byen: Inde i Martin-Gropius-Bau, hvor den dansk-islandske kunstner Olafur Eliassons udstilling, Innen Stadt Außen, åbner i dag. Det betyder »indre by udenfor«, men det er også et ordspil, der udtalt på tysk kan betyde »indenfor i stedet for udenfor«.
Det er Eliassons første store soloudstilling i Berlin, skønt han allerede i 1994 flyttede permanent til byen, hvor han har boet og arbejdet i mange år. I dag har han sit studie på Pfefferberg, hvor en hærskare af ansatte producerer hans eftertragtede værker.
Der var tilmeldt 200 journalister til pressemødet. Her skal det ikke diskuteres, om det er berettiget med den altoverskyggende plads, manden indtager på den danske og internationale kunstscene, herunder de uendelig mange meter spalteplads, som medierne, især de danske, hvert år tildeler ham. Det skal bare anføres, at det er en ovenud flot og sanseberusende udstilling, han har lavet i den imponerende Martin Gropius-bygning. Den er opført i slutningen af 1800-tallet af en grandonkel til den senere grundlægger af Bauhaus-bevægelsen, Walter Gropius.
Som Gereon Sievernich, direktør for Martin-Gropius-Bau og en mand, der ikke taler over sig, siger på mødet:
»Eliassons udstilling har kvaliteten til at blive årets smukkeste udstilling. I hvert fald den mest poetiske.«
Som det er blevet et kendetegn hos Eliasson, kommer man også her på en rejse gennem en rationel verden, hvor geometriske former og naturvidenskabelige eksperimenter med lys, skygger, farver, vand og bevægelse spiller hovedrollen. Det interessante opstår, når han kombinerer de eksakte videnskaber med en udfordring af beskuerens sanser, som det især sker med brug af spejle, prismer og refleksioner. I bygningens indre store lysgård er for eksempel rejst to kæmpe stilladser, der i hver side rager skråt op mod loftet som en tragt, og alt spejles til alle sider. Man føler sig bogstavelig talt på gyngende grund og tror, at man kan falde ud over en ikke-eksisterende kant.
Udstillingens afsluttende del (eller indledende, alt efter hvor man vælger at begynde) er en slags lysbadstue, hvor man går ind i et 'dampbad' af lys. Man befinder sig i et orgie af lysende farver, ser ikke en hånd for sig og må orientere sig efter stemmer og de øvrige gæsters skygger, som indimellem toner frem.
Gådefulde genstande
Som udstillingstitlen antyder, holder Eliasson sig ikke til de indre rammer. Det hele handler med den svenske kurator Daniel Birnbaums ord om Olafur Eliassons tætte forhold til Berlin, men også om, at Berlins liv flyder ind i Eliassons værk.
Rundt omkring i Berlin har kunstneren opstillet forskellige værker. Tilskueren bliver ikke på nogen måde guidet rundt. Han eller hun må selv falde over gådefulde genstande. For eksempel står der cykler med spejl i hjulene opstillet flere uspektakulære steder i byen. På den lille ø Pfaueninsel ude i den vestlige sø Wannsee har han opstillet en Blind pavillon. Kuratoren, Daniel Birnbaum, kalder øen et »nærmest filosofisk sted«. Kunstværket er en kantet stålpavillon beklædt med sorte glassegmenter, som Eliasson repræsenterede Danmark med ved den 50. internationale kunstbiennale i Venedig i 2003.
En video i Gropius-Bau viser en lille lastbil med et stort spejl stillet på ladet. Den kører rundt i byen og giver os et spejlbillede af Berlin. Dog heldigvis så skævt optaget, at vi undgår kameraet i spejlet.
»Man kan opfatte det at se som en aktiv handling i stedet for bare at optage det sete i sig selv,« siger Eliasson på pressemødet.
»Det her er en ekstremt personlig udstilling for mig. I Berlin er der for min kunst et tæt forhold til politik, akademi og andre kunstnere. I Skandinavien er det helt anderledes. Dér ses mine ting på et andet niveau i forhold til samfundet,« siger Olafur Eliasson.
Brug for en betragter
»Ethvert kunstværk har brug for en betragter. Hos Olafur Eliasson handler kunsten netop om dette møde,« sagde Birnbaum, der godt er klar over, at det ikke er nyt, at kunstnere interesserer sig for optiske og fænomenologiske ting.
»Men her handler det om fænomener, man allerede kender. Man skal blot mindes om dem.«
Især i sine første år i Berlin så Eliasson byen som fuldkommen løsrevet fra ethvert markedsstyret forhold og derfor som et område, der stod helt åbent for eksperimenter.
»Man var aldrig klar over, hvilket rum man ville bevæge sig ud i den næste dag,« siger han.
I dag slår han til gengæld et slag for Islands sydkyst, hvor man kan opleve øens p.t. verdensberømte vulkan som et særlig smukt atmosfærisk fænomen og dertil mærke jordens dybe bas:
»Island har brug for turisme, så jeg kan stærkt anbefale stedet,« siger han.
Olafur Eliasson: 'Innen Stadt Außen', Martin-Gropius-Bau, Niederkirchnerstr. 7, 10963 Berlin. Til den 9. august 2010, dagligt kl. 10-20
