Læserbrev
Læsetid: 8 min.

Bogdebat

Debat fra dagens bogtillæg i Infomation
Kultur
16. april 2010

Gi' mig Danmark tilbage

Mette Moestrup, forfatter, Berlin

I sin leder (Information 25. marts) forsøger kulturredaktør Peter Nielsen med Hans Hauge i hånden at forvandle andre skrivende mennesker til 'automatiserede venstreradikale' eller skabsborgerlige, som nægter at springe ud. Som om man ikke selv ved, hvilken politisk overbevisning, man har. Som om ens politiske overbevisning er noget, andre diagnosticerer. Mit navn bliver nævnt i en opremsning, og derfor føler jeg mig forpligtet til at sige entydigt fra over for insinuationen. Lad mig en gang for alle slå fast, at jeg aldrig har været, ikke er og aldrig bliver højreorienteret, og at jeg er modstander af den højreorienterede regering i Danmark og dens alliance med Dansk Folkeparti. Det er ifølge adskillige kritikere aldeles ikke usynligt i de skønlitterære bøger, jeg har udgivet. (Jeg har endda oplevet den ære at få højreorienterede hademails).

I min seneste bog gør jeg op med højreorienteret misbrug af rurale figurer som bindingsværk som sentimentalt symbol på danskhed, dét anede Informations egen anmelder også. Men nok om mig, det er selve manøvren, jeg synes er klam. Det er en dubiøs retorisk manøvre at påstå, at værkernes politik modsiger forfatternes. Der er ikke noget nyt i at forsøge at neutralisere kritik på dén måde. Manøvren minder mig om DF's misbrug af Natasjas venstreorienterede udsagn »Gi' mig Danmark tilbage« til højreorienteret politisk plakatpropaganda. Det er så i øvrigt ikke en senmodernistisk, men snarere en avantgardistisk strategi at sætte en ind i en ny kontekst; DF er i den forstand med på noderne. Hermed være antydet, at kritik via formsprog ikke er så enkel en sag i dagens Danmark. Man bliver i nogle tilfælde nødt til at medlæse intention og position for at se, hvad grebet gør, hvis man da ikke intenderer en fejllæsning. Desuden synes jeg, at 'hjemstavnslitteratur' er en ret gammeldags genrebetegnelse i forhold til dansk samtidslitteratur. Hvis der overhovedet er en tendens til at skrive om danske steder, så kunne det være ud fra et behov for diskussion snarere end deskription af dansk oprindelse.

Personligt kan jeg ind imellem dagdrømme om, at danske kritikere satte sig lidt ind i termen stedspecificitet, som spiller en betydelig rolle for kritik af steder og diskursen om steder både i samtidskunst, postlanguagepoesi (se f.eks. Lytle Shaws artikel i tidsskriftet Den Blå Port 59/60) og postkolonialistisk litteratur og kunst. Det ville f.eks. være en fejllæsning af Pia Arkes Scoresbysundhistorier, som omhandler postkolonialisme i den grønlandsk-danske sammenhæng, at se den som hjemstavnslitteratur og ikke som et stedspecifikt værk (der måske oven i købet har en gensidig mental afkolonialisering som (utopisk?) sigte).

Og, lige på falderebet: Lone Aburas som 'cafésocialistisk konventionel', når kvinden for pokker er en af de første med såkaldt tvekulturel baggrund, der kombinerer etnicitet og klasseproblematik herhjemme. Det hører, nå ja, ingen steder hjemme.

Bøger i alliance med regeringen

Naja Marie Aidt, forfatter, New York

Temmelig forundret læser jeg med nogen forsinkelse Peter Nielsens leder, »Alle de her borgerlige forfattere ...« (Information 25. marts), fra mit eksil langt fra netop 'hjemstavnen', hvori han anklager en række, sjovt nok næsten udelukkende kvindelige forfattere, herunder undertegnede, for at hylde de borgerlige værdier i deres værker: »... men stadig er det påfaldende med denne forpligtelse på stedet og hjemstavnen og en senmodernistisk litterær praksis ...« og Peter Nielsen fortsætter: »Det meste af den gode nyere danske litteratur er alt andet end rationel, samfundskritisk, universalistisk og religionskritisk, men derimod bundet til steder, kulturkonservativ og flirtende med de lidt metafysiske sider af tilværelsen.«

Det er mildest talt hårde ord. At blive skudt i skoene, at ens værk er 'kulturkonservativt', mens man selv 'optræder som venstreorienteret'. Og hvad mon ordet rationel skal dække i denne forbindelse?! Og hvad er det for metafysiske sider af tilværelsen, der efter sigende behandles? Hvad i al verden er det i det hele taget, der efterlyses? Det ville have været interessant, hvis Peter Nielsen var fremkommet med konkrete teksteksempler, der underbyggede disse vilde påstande, for netop omtalte forfattere gør efter min mening netop op med lige præcis sentimental hjemstavnsdigtning, stedbundethed, nationalisme, chauvinisme, racisme og kedsommelige konstruktioner som forherligelsen af kernefamilien og bunden kønsidentitet (Moestrup tager i den grad pis på både familie, hjemstavn og traditionelle kønsstereotyper i sin seneste bog, Guldager tager fat i postkolonialisme og den tredje verden i f.eks. sin novellesamling Kilimanjaro, Helle Helle hylder bestemt ikke den småborgerlighed, hun beskriver i sine romaner osv.). Her skrives ikke politisk, ideologisk litteratur, som vi kender den fra 1970'erne, selvfølgelig ikke, for som Nielsen selv nævner, er den slags litteratur som regel hverken god eller interessant kunst.

De nævnte værker er snarere undersøgelser og eksperimenter, der tilstræber at skabe nye betydninger, og som efter min mening i den grad forholder sig kritisk til 'systemskiftet 2001' og den populistiske, provinsielle borgerlighed, vi lever lige midt i. Nielsen slutter af med at skrive: »... i en vis forstand har den borgerlig-liberale regering siden 2001 måske også haft en god allieret i de bedste danske forfattere.« Det er en meget voldsom og dybt fornærmende anklage. Og for mit eget vedkommende er det mig magtpåliggende at tilbagevise den: Jeg har aldrig været, er ikke, og bliver aldrig allieret med en borgerlig regering, hverken som privatperson eller gennem mine bøger eller på nogen som helst anden måde. Tværtimod har jeg i Balladen om Bianca søgt at skrive et flerstemmigt, flerkulturelt værk, der hylder mangfoldigheden, og som netop både indholds- og formmæssigt forholder sig til og kritiserer forestillingen om et Danmark kun for hvide, danske heteroseksuelle og om et sted, som noget der er hjem, bare fordi man er født der.

Min novellesamling Bavian er ligeledes et forsøg på at skrive samfundskritisk om et vestligt samfund, præget af materialisme og frygt, og om hvilke menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser mangel på f.eks. solidaritet og (politisk) engagement kan have. Alting blinker fra 2009 kredser om postkoloniale temaer og vrænger direkte af alt hvad der har med hjemstavnsromantik at gøre. Med mere. Og således i stort set alle mine bøger; med forskelligt fokus, men efter min bedste overbevisning altid i opposition til det såkaldt bestående.

Ærlig talt. Det forekommer mig at være en pseudo diskussion, der søges at sætte gang i her, en desperat griben i luften efter en slags udfrielse der skal komme fra litteraturen, en forældet forventning om at kunsten skal mere end at være kunst og har 'særlige forpligtelser'. Hvis der ikke skrives om f.eks. religion, kunne det jo være, at det kan ses som et opgør med netop religionen, eller mere end det: En fornægtelse af den - at man simpelthen ikke gider beskæftige sig med den, dels fordi den måske ikke anses for særlig vigtig (det er alle de ting der følger med den, der skaber problemer), dels fordi den er så undertrykkende og patriarkalsk som den er.

På den måde læser jeg Nielsens leder som temmelig gammeldags. Efter min mening foregår der langt mere spændende ting i litteraturen lige nu, ting som ikke lige kan rubriceres under 'samfundskritik' og 'religionsopgør'. Men som i den grad er samfundskritik. Hvis man vil lede efter forherligelse af de borgerlige værdier i dansk litteratur, må det undre at ikke andre end de nævnte er nævnt. Jeg kan godt komme i tanke om et par stykker, som så sjovt nok ikke er kvinder, og som på ingen måde skjuler deres borgerlige tilhørsforhold.

Nielsens leder kan kun læses som den dybeste fornærmelse af en række forfattere, der både som privatpersoner, der udtaler sig og som skrivende kunstnere, gør sig den ulejlighed at forsøge at forholde sig temmelig kritisk, egensindigt og frygtløst til både samtid, fortid og alle snærende, forklejnende konstruktioner.

Anmeldelse af anmeldelser

Merete Nissen, oversætter og administrator af Forfatterskolen

Jeg har lige læst anmeldelsen af Thomas Bobergs Hesteæderne (Inf. 22. marts) og af Niels Franks Spørgespil (Inf. 29. marts). Begge anmeldelser skrevet af Erik Skyum-Nielsen.

Det undrer mig, at kritik af et værk så tit munder ud i vrede angreb på forfatterens person, livssyn, etc. Heldigvis er langt de fleste anmeldelser nøgterne og holder sig til den saglige kritik, som selvfølgelig stadig kan være hård - og skal være det! Andet ville være skidt for litteraturen!

Men så er der de anmeldelser, hvor man sidder og tænker: Hvad sker der hér? Og hvor man har fornemmelsen af, at det løber af med anmelderen, at anmelderen pludselig kommer til at blande sine personlige idiosynkrasier ind i forehavendet.

Det var lidt den oplevelse, jeg havde, da jeg læste anmeldelserne af de to værker. Specielt synes jeg anmeldelsen af Bobergs Hesteæderne var skrap kost. I det mindste kan man vel så sige, at anmeldelsen er båret frem af et stærkt 'engagement'. Skyum siger selv, at hans anmeldelse af Hesteæderne mest fremstår som »en udskældning«. Og det er meget præcist! Anmeldelsen bærer titlen »Automatiseret afstumpethed«, og et citat fra den lyder således: »Man må i så fald håbe, at hans (Bobergs) efterlignere før eller siden får afsmag for metoden, der kort fortalt går ud på, at indfantasere en afstumpet umenneskelighed i sin modstander og derved give sig selv carte blanche til misantropi udøvet i form af verbal bøllevold.«

Man får i al fald et indtryk af tonen i anmeldelsen, som svinger mellem det sarkastiske og det patroniserende. Så når jeg læser anmeldelsen, synes jeg ikke, at Boberg er ene om at udøve »verbal bøllevold«. Og jeg forstår i det hele taget ikke, hvorfor der fra anmelders side skal hamres løs på den måde. Hvad skal det til for?

En anelse mildere er Skyums anmeldelse af Frank (som han ikke desto mindre kalder »elitebøsse«!). Men det, der er tendensen i begge anmeldelser er, at det ikke så meget handler om de enkelte 'injurierende' ord eller vendinger, men snarere den karske sarkasme, der udgør grundtonen i begge tekster. Det er også i den ånd, Skyum foreslår, at Franks bog skulle være en »samtalebog«. Og det må være mod bedrevidende! Og så er vi tilbage ved det sarkastiske og det patroniserende. Og igen, hvad skal det til for? Hvorfor egentlig denne vrede?

Det er som om, der i nogle anmeldelser er indlejret et ekstra 'revselag', der ikke har noget som helst at gøre med selve anmeldelsen, men snarere er et udtryk for anmelderens, mere eller mindre udtalte, idiosynkrasier, aversioner, humørsyge etc. Er det i orden, at et værk også skal 'dømmes' efter, hvad en anmelder måtte have af luner og private kæpheste?

Rettelse

I sidste uges læserbrev »Bogsalg på bibliotekerne« stavede vi skribentens navn Ole V. G. Olesen-Bagneu. Det er forkert, da han hedder Ole V.G. Olesen-Bagneux. Information beklager fejlen.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her