Nyhed
Læsetid: 6 min.

Courtney Loves karavane af vanvid

Courtney Love lever et liv fyldt med myter, sladder, stoffer og ballade - af den slags stjerner er lavet af. I mange år har det været én lang nedtur professionelt og privat, men nu forsøger et af 90'ernes ultimative rockikoner sig igen. Det er muligheden for et musikalsk comeback, men det er sandsynligvis bare endnu et afsnit i det bizarre freakshow, der de seneste år har præget hendes liv
Kultur
29. april 2010
Courtney Love lever et liv fyldt med myter, sladder, stoffer og ballade - af den slags stjerner er lavet af. I mange år har det været én lang nedtur professionelt og privat, men nu forsøger et af 90'ernes ultimative rockikoner sig igen. Det er muligheden for et musikalsk comeback, men det er sandsynligvis bare endnu et afsnit i det bizarre freakshow, der de seneste år har præget hendes liv

»I'd stage dive, but I'm far too elderly,« sluttede Courtney Love af med at sige, da hun i marts optrådte til sxsw-festivalen i Austin, Texas. Det var første gang i lang tid, det midaldrende rockikon betrådte en scene, og hvor hun følte sig for gammel til at stage dive.

En udmelding, som den 45-årige Love måske ikke har helt uret i, men stage divingen har ellers været en af punksangerindens faste indslag, når hun har optrådt.

Sidst man hørte om, at Love kastede sig ud blandt publikum fra scenen, var i 2003. Der udgjorde det afslutningen på en kaotisk aften, hvor hun først formåede at smide tøjet foran David Letterman i The Tonight Show efterfulgt af en spektakulær optræden på en lille klub på Manhattan, der bød på strip og en voldsom indlevelse på scenen, som resulterede i, at hun kom til at ramme en publikum med et mikrofonstativ.

»Det er netop den slags opløftende ritualer, der lader til at opretholde hende, men hun åbner også for muligheden for, at det langsomt er ved at ødelægge hende. Det er den kvalmende understrøm af Courtney Love show: Måske det også er vores skyld,« skrev en journalist fra New York Times, der overværede begivenheden.

Showet var en del af promoveringen for
America's Sweetheart- hendes første og eneste soloalbum - der udkom i 2003. Det er ikke uden grund, at musikmagasinet Rolling Stone har kaldt Love for »den mest kontroversielle kvinde i rockhistorien«.

Fra ingenting til skønhedsdronning

Mere optræden blev det ikke til i forbindelse med albummet, for Love blev efter episoden anholdt og efterfølgende indlagt til 90 dages afvænning. Det var dog ikke på grund af den føromtalte episode, men derimod for at bryde ind i sin ekskærestes hjem tidligere på året. På det tidspunkt mistede hun for anden gang forældremyndigheden over sin datter, Frances Bean Cobain .

Courtney Love har altid tilsneget sig megen opmærksomhed - dog mest i den kulørte presse - ikke så meget i musikalsk sammenhæng. Men nu gør hun forsøget igen. Hun har gendannet bandet Hole, og i tirsdags kom albummet
Nobody's Daughter, som musikmagasinet Gaffa omtaler som et »hæderligt om end ofte lidt for patosfyldt comeback«.

Den 12. maj skulle hun have gæstet Danmark, men den optræden aflyste stjernen i går, da hun er tvunget på amerikansk grund i forbindelse med en verserende retsag om sin datter, som hun mistede forældremyndigheden over.

De sidste mange år har Love været én, man ikke tog seriøst i musikbranchen, hvilket koncertaflysningen også underbygger.

Ikke kun i musikbranchen har hun skabt fjender. Hun er også hadet af rigtig mange Nirvanafans. I 1992 blev hun gift med Kurt Cobain, Nirvanas forsanger, der på det tidspunkt blev udråbt til at være talerør for datidens unge og frontfigur for grungemusikken. Efter hans død er Love blevet beskyldt for ikke at have forvaltet hans arv ordentligt - og for ligefrem at være ansvarlig for hans død.

Anja Pil, vært på Musikprogrammet på DR2, formulerer det på denne måde: »Da hun var sammen med Kurt Cobain, handlede det om musikken. Men hurtigt kom det for Courtney Loves vedkommende til at handle om at være berømt, smuk og alt det der. Jeg har altid synes, hun var utrolig cool. Hun var ægte og havde en inderlighed, men det bliver sværere og sværere at se hende som musiker.«

Efter at være tvunget på afvænning, skulle Courtney Love angiveligt være stoffri. Måske ville det betyde færre pinlige optrædener, hvilket det nu ikke har skortet på siden. Britiske aviser, der har interviewet hende gennem de seneste par år, kan berette om voldsomme følelsesudbrud med gråd og vrede og en mærkværdig besættelse af den engelske realitystjerne Katie Price. (også kendt som Jordan,
red.).

Særbehandling

Courtney Love er ikke bange for at gøre sig bemærket. Faktisk så bemærket, at det er svært ved at finde ud af, om hun er en følsom, kunstnerisk sjæl, eller om der er tale om storhedsvanvid og et desperat forsøg på opmærksomhed, som har plantet hendes liv i sladderbladene og på modepodierne.

Et hurtigt kig i et sladderblad vidner om, at mange stjerner excellerer i at opføre sig krukket og have mærkelige vaner. Det gør dem til stjerner, men måske det har taget overhånd for Courtney Love. Især fordi hendes baggrund og det, hun står for, er en modsætning til det liv, hun lever.

Anja Pil har svært ved at se Love vende succesfuldt tilbage på musikscenen, for 'skønhedsdronningen' har taget over: »Hun er personificeringen af den amerikanske drøm. Vi kan ikke lade være med at elske dem, der intet har - får det hele - og ikke kan styre det alligevel. Coveret til
Live Through This(1994) fortæller præcis dét. Billedet bagpå er af en lille pige på vejen med bare tæer, der drømmer om stjernerne og kommer ud på den anden side som
the american dream- skønhedsdronningen.«

Begyndelsen til enden

Den musikalske karriere startede ellers godt. Efter en barndom, der var præget af forældrenes skilsmisse og en ungdom i rodløshed, som resulterede i, at hun arbejdede som stripper som 15-årig, bosatte hun sig i Irland og senere i England. Love vendte tilbage til USA sidst i 80'erne og flyttede til Seattle, hvor grungemusikken kogte. Hun dannede sit eget band, Hole, og mødte Kurt Cobain, som hun forelskede sig hovedløst i trods advarsler fra venner.

De blev gift, fik barn og havde begge succes på scenen. Stopklodsen var det massive stofmisbrug, de begge havde, og Cobains depressive sind. Der blev ført ekstra opsyn med datteren, da Courtney Love indrømmede, at hun havde taget heroin under graviditeten, og efter Cobain i 1994 begik selvmord.

I årene efter udsendte Hole to succesfulde album og turnerede heftigt med en karavane af vanvid blandet med uhyre mange stoffer og skandaler. Blandt andet døde et af medlemmerne af en overdosis. Men det bød også på fremragende musikoptrædener. For Loves vedkommende blev det også til flere skuespilpræstationer, hvor hun blandt andet blev nomineret til en Golden Globe.

I 2001 gik Hole i opløsning, og Loves privatcirkus blev for alvor sat til skue. Hende og datteren har blandt andet optrådt i The Osbourne Show, været adskilt efter Love fik frataget forældremyndigheden, og skiftevis ser man Love erklære sin kærlighed eller foragte datteren i pressen.

Ny base i London

Courtney Love er en af de stjerner, som balancerer mellem vanvid og genialitet. Mellem noget ægte og uægte. Lige nu hælder hun mest i den uægte og vanvittige retning: Det handler blandt andet om hendes beretning om, hvordan hun er blevet frastjålet alt, hvad hun ejer, om den mistede forældremyndighed (det skete for tredje gang i december sidste år), og om det mindre arsenal af piller, en journalist kunne berette om i Loves hotelsuite.

Anja Pil sammenligner Courtney Love med Peter Doherty, succesfuld forsanger i det engelske band Babyshambles, fast inventar i den engelske presse for sit åbenlyse stofmisbrug,
on and off-kæreste med supermodellen Kate Moss. Dog mener Pil, at Loves chance er forspildt.

»De er begge skandalemagneter. Han ryger også ind og ud af retten. Den store forskel er, at han stadig har potentiale til at lave den store plade. Og det tror jeg ikke længere, Courtney Love kan. Hun startede med alle odds imod sig, fik en chance, som hun misbrugte, og endte i glamourland uden fokus på musikken.«

Senest har Love offentliggjort, at hun vil flytte til London - og i den sammenhæng skulle hun angiveligt have erklæret byen for lille til både hende og Madonna, hvorfor hun måtte flytte. Madonna, forstås.

Kamæleonen Love lever i bedste velgående i en blanding af ydmyghed og storhedsvanvid. Og pressen elsker det.

Spørgsmålet er, om Love kan komme videre fra positionen som den useriøse »
crackwhore«, som hun selv har kaldt sig, og om hun er parat til at tage det første skidt mod en seriøs musikkarriere, som mange mener, at hun faktisk har talentet til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her