'Eleverne er musestille, når jeg fortæller om mine lidelser i Sachsenhausen'

Det er 65 år siden, Den Røde Hær nåede frem til og befriede koncentrationslejren Sachsenhausen ved Berlin. Information mødte en af de tidligere tyskfødte fanger, der i 1943 skulle gå 40 km i rundkreds inde i lejren for at teste hærens fodtøj. Han overlevede lejren og et liv under jorden i Holland resten af krigen
Når tyskfødte Peter Josef Snep holder foredrag om sin tid i den tyske kz-lejr Sachsenhausen, sidder skoleeleverne på kanten af stolen. 'De første 30-40 år var der ikke så mange, der ønskede at høre om det. Men i dag bliver der gjort mere,' fortæller den tidligere fange, der blev sendt i kz-lejr sammen med sin far, fordi de hjalp jøder til det neutrale Schweiz.

Når tyskfødte Peter Josef Snep holder foredrag om sin tid i den tyske kz-lejr Sachsenhausen, sidder skoleeleverne på kanten af stolen. 'De første 30-40 år var der ikke så mange, der ønskede at høre om det. Men i dag bliver der gjort mere,' fortæller den tidligere fange, der blev sendt i kz-lejr sammen med sin far, fordi de hjalp jøder til det neutrale Schweiz.

Henriette Harris
23. april 2010

ORANIENBURG - I dag bliver den gamle mand med det flotte hvide, tilbagestrøgne hår kørt rundt i mindesmærket Sachsenhausen i sin rullestol. Så mageligt foregik det ikke i tidligere tider. Da han var fange i koncentrationslejren Sachsenhausen i 1943, blev han hver dag beordret til at marchere 40 kilometer, så tyskerne kunne teste, hvilke materialer der egnede sig bedst til sko til værnemagten.

Peter Josef Snep er årgang 1921. Ulastelig med gråt jakkesæt, lyserød skjorte, blåt slips og en lille orden i knaphullet. Han hviler begge hænder på sin stok, som han også bruger som pegepind på turen rundt i lejren. Snep blev født i Bonn af hollandske forældre, men på grund af den voksende tilslutning til Adolf Hitlers nationalsocialister valgte forældrene i 1930 at flytte tilbage til Amsterdam.

»Selv om vi var katolikker, havde vi mange jødiske venner. Da nazisterne kom til magten i 1933, begyndte min far at hjælpe jøder med at flygte ud af Tyskland. Efter at tyskerne besatte Holland, fortsatte han med det, og jeg hjalp ham. Vi lavede en flugt-rute til Schweiz, og jeg var med til at bringe jøder ned til grænsen,« siger Peter Josef Snep.

I 1942 blev Peter Josef Snep og hans far arresteret. De var blevet stukket af to hollandske politifolk. Først kom de i gennemgangslejren Amersfoort ved Utrecht og derfra videre til Sachsenhausen uden for Berlin.

Unge og gamle Snep blev begge udtaget til at være med i den såkaldte 'Schuhlaufkommando' - en 'skogangskommando', der var noget af det mest udmattende arbejde i lejren.

»Vi blev vækket klokken 5.30 om morgenen. Klokken seks skulle vi stille til appel. Hvis én manglede, skulle vi blive stående, indtil vedkommende var fundet. Det blev han så. Som regel død. Og så brugte vi i denne kommando resten af dagen på appelpladsen. Her marcherede vi frem og tilbage iført fodtøj for at teste, hvilke materialer der egnede sig bedst til at lave fodtøj til hæren af.«

Asfalt, sand og græs

Foran den halvrunde mur på appelpladsen er traveruten rekonstrueret. Her kan man se, hvordan tyskerne havde lavet et stykke med asfalt, et stykke med sand, et stykke med græs og så fremdeles, så skoene blev udsat for forskellige belastninger.

»Hver dag gik vi cirka 40 kilometer, og De skal forstille Dem, at det var totalt udhungrede mennesker. Vi var cirka 100-120 i kommandoen, og hver dag faldt 10-12 mennesker om. Når man faldt om, blev man henrettet med et nakkeskud af en SS-vagt,« fortæller den gamle mand med grødet stemme, mens tårerne står ham i øjnene.

»Jeg tabte mig fra 72 til 49 kilo. Den eneste grund, til at min far og jeg overlevede, var, at jeg forinden var elitesportsmand, mens min far var fanatisk vandringsmand,« siger Peter Josef Snep.

»Men min gudfar blev henrettet i fængslet Plötzensee i Berlin.«

I slutningen af 1943 blev det besluttet, at alle hollandske unge mænd, der var født i 1921, skulle melde sig til arbejdsindsats på de tyske fabrikker. Unge Snep blev derfor sat på et tog til Amsterdam. Da han ankom, meldte han sig ikke til nogen indsats, men gik i stedet under jorden. Det lykkedes ham at klare tiden frem til krigens slutning som medlem af den hollandske modstandsbevægelse.

Musestille skoleelever

»Man kan jo ikke forstå, hvordan det højt begavede og civiliserede tyske folk kunne synke så dybt. Opføre sig så fornedrende. Vælge Hitler. Og det alt sammen.... det var alt sammen så slemt,« siger Snep og holder en lille pause, til han igen har kontrol over sin stemme.

»Men jeg må sige, at da vi ankom til Amersfoort, stod de hollandske SS-folk ikke tilbage for de tyske. De var mindst lige så slemme. Da vi senere kom til Sachsenhausen, skulle vi klæde os af, splitternøgne. Vi fik alt hår på kroppen klippet af, og så blev vi ellers sparket, slået og verbalt svinet til,« fortæller Snep, der de senere år har mærket en stigende interesse for hans oplevelser som fange i kløerne på tyskerne.

»De første 30-40 år var der ikke så mange, der ønskede at høre om det. Men i dag bliver der gjort mere, også i Holland. Lærerne på skolerne, hvor jeg tager ud og fortæller, siger til mig, at de undrer sig over, at eleverne sidder musestille i den time, mit foredrag plejer at vare. Selv kan de ikke få dem til at være rolige i bare fem minutter,« siger han.

I anledning af 65-året for krigens afslutning genåbner Gedenkstätte Todesmarsch im Belower Wald, der ligger cirka 80 kilometer fra Sachsenhausen i Belower-skoven.

Mindesmærket og dets udstilling er rejst for de mange mennesker, der omkom på de sidste dages dødsmarcher, men har været lukket siden 2002, hvor det blev ødelagt ved et højreekstremistisk brandattentat.

Direktør for mindesmærket Günter Morsch bekræfter den øgede interesse for krigsårene, som Snep oplever:

»1993, der var mit første år som leder af mindesmærket, havde vi 68.000 besøgende. Sidste år havde vi næsten seks gange så mange, over 400.000,« siger han.

I alt regner man med, at 204.000 mennesker var fanger i Sachsenhausen. 40.000 overlevede ikke koncentrationslejren, men blev henrettet, døde af sult og sygdom eller på de dødsmarcher, der udgik fra Sachsenhausen, da både den vestlige allierede hær og Den Røde Hær rykkede nærmere i april 1945.

I april 1995 kom 3.700 overlevende til 50-års jubilæet for befrielsen. Mange er døde siden da, så i år regner man med, at der kommer 200 overlevende fanger med familie og venner.

I alt ventes 800 gæster fra 20 lande til mindedagene.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu