Læsetid: 1 min.

Fem forbandede år

16. april 2010

Hedelund er tegneseriens svar på Korsbæk. Det er nemlig med udgangspunkt i denne fiktive jyske flække, der kunne være en hvilken som helst provinsby i Danmark, at tegneserien Danmark besat i fem bind skildrer den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig. Historien strækker sig fra kort før 9. april 1940, hen over den hurtigt opblussende nationalfølelse med alsangsstævner og patriotisme og frem til den langsomt spirende modstandsbevægelse for at ende med Befrielsen og splittelse blandt modstandskampens spidser om landets forvaltning i fredstid. Danmark besat er skrevet af Morten Hesseldahl - der var anerkendt tegneserieforfatter, inden han kastede sig over spændingsromanerne - og genudkommer nu i samlet form, 20 år efter den tog sin begyndelse ved 50-året for Besættelsen. Ingen anden epoke i Danmarkshistorien er blevet undersøgt så grundigt af historikere, og det kan derfor ikke undre, at Danmark besat ikke har alle de mange nuanceringer i synet på perioden, som de seneste 10 års forskning har bragt. Her er stadig spor af den umiddelbare efterkrigstids eget syn på »de fem forbandede år« med skildringer af en dansk befolkning, der enigt står sammen om i stort og småt at yde modstand mod den tyske besættelsesmagt, mens landssvigerne er de brodne kar, der allerede som børn faldt udenfor. Den samlede historie er vidnesbyrd om en bestemt opfattelse af besættelsestiden, men også et af de mest ambitiøse danske tegneserieprojekter.

Morten Hesseldahl, Niels Roland og Henrik Rehr: Danmark besat. Forlaget Fahrenheit. 256 sider. 249,50 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer