Læsetid: 4 min.

Forfattertalenter tabes på gulvet

Drømmer man som ung om at blive musiker, danser, billedkunstner eller skuespiller, er der masser af muligheder for at dyrke sit talent fra en tidlig alder. Men er det forfattertilværelsen, der trækker, er tilbuddene få. Hvorfor har vi ikke en litterær fødekæde for forfattere?
Drømmer man som ung om at blive musiker, danser, billedkunstner eller skuespiller, er der masser af muligheder for at dyrke sit talent fra en tidlig alder. Men er det forfattertilværelsen, der trækker, er tilbuddene få. Hvorfor har vi ikke en litterær fødekæde for forfattere?
29. april 2010

Lise drømmer om at blive professionel musiker. Ole drømmer om at blive forfatter. Lise går til musikundervisning i sin fritid, senere vil hun begynde på et musikalsk grundkursus (MGK), og om alt går vel, vil hun efter flere års forberedelse og træning blive optaget på Musikkonservatoriet i København. Ole sidder og nørkler med sine ting alene, der er ingen tilbud om skriveundervisning i hans lokalområde, og når han om nogle år har fået afslag på sin ansøgning til Forfatterskolen, vil han helt opgive sin drøm og i stedet søge ind på litteraturvidenskab på universitetet.

Nogenlunde sådan ser virkeligheden ud for unge skrivetalenter i Danmark, mener forfatter og foredragsholder Lene Rikke Bresson, som efterlyser en større og bedre litterær infrastruktur:

»Hvor går man hen som ungt menneske i Danmark, hvis man vil dyrke sin evne til at bruge ord og finde på historier? Der er ikke noget sted. Hvis vi forventer, at vi skal have kvalificerede forfattere, der kan komme på Forfatterskolen eller debutere i en ung alder, så bliver vi nødt til at få gjort noget ved vores talentudvikling.«

Hun mener, der er behov for flere uddannelsestilbud, hvor forfatterspirer kan prøve deres talenter af - ligesom det er muligt inden for andre kunstarter som musik, dans, billedkunst og skuespil.

»Man har ikke sørget for en ordentlig fødekæde til forfattere. Der er stort set kun Forfatterskolen, og det svarer jo på en måde til, hvis man kun havde landsholdet inden for fodbold,« siger Bresson.

Hun peger dog på to undtagelser, som hun mener bør tjene som eksempler til efterfølgelse: Esbjerg og Holstebro. Siden 2009 har Esbjerg Kulturskole således udbudt et tre-årigt forfattergrundkursus til unge vest- jyske skrivetalenter, og fra og med august i år følger Holstebro Bibliotek trop med en tilsvarende forfatterlinje, som Lene Rikke Bresson selv er sat til at lede.

Her vil elever i alderen 15-25 år de næste tre år tilbringe 10-12 timer om ugen og modtage undervisning i forskellige former for tekstproduktion - og står det til Lene Rikke Bresson, burde samtlige større byer i Danmark tilbyde tilsvarende kurser.

»Det hænger ikke sammen i min verden, at vi i så rigt et samfund som det danske tillader os selv at smide så meget talent væk ved ikke at sørge for en bedre talentudvikling. Den sædvanlige floskel, man skal høre på, er, at talent er medfødt og ikke kan udvikles. Men vi har så meget viden om, at det argument ikke holder. Der er brug for hård træning, hvis man vil udvikle sit talent, og det gives der ikke gode nok muligheder for i dag,« siger hun.

Lige ud ad landevejen

Forlagschef på Politikens Forlag, Charlotte Weiss, hilser ideen om flere litterære udklækningsanstalter velkommen, om end hun stiller sig skeptisk over for, om det i sidste ende vil resultere i flere og bedre forfattere.

»Men vi kunne generelt godt drømme om lidt mere gennemarbejdede manuskripter,« siger Weiss med henvisning til de mange uopfordrede manuskripter, som hver måned lander på hendes skrivebord.

»Folk skriver ofte lige ud ad landevejen, fordi de har en masse på hjerte, men for mange gælder det, at de godt kunne have brugt noget mere træning i at skrue et plot sammen og holde en genre og den slags. Der skal ofte arbejdes ret meget med manuskripterne, før de er klar til udgivelse,« siger hun.

Også Forfatterforeningens formand Charlotte Garbers ser store muligheder i et mere vidtforgrenet netværk af talentfabrikker og forestiller sig samtidig, det kan være med til at øge respekten for forfatterfaget.

»Det er enormt sundt at fokusere på, at selv om alle i dag kan få udgivet deres egen bog, så er det ikke alle, der kan blive forfattere. Det er ikke noget, man bliver, bare fordi man kan være sjov på facebook eller er god til at chatte og skrive skægge festtaler. Det kræver både talent og hårdt arbejde,« siger Garbers.

Konkurrencen fra tv

Hun ser selv flere tegn på, at rekrutteringen af unge talenter til forfatterfaget er under pres, ikke mindst på grund af konkurrencen fra de elektroniske medier, som hele tiden er på jagt efter manuskriptforfattere til nye film og tv-serier.

»Vi kan se, at debutant- alderen stiger, fordi der for en skrivende i dag er mange flere penge at hente, hvis man arbejder som tekstforfatter. At udgive en roman som debutant giver ingen penge, og det er med til at presse os på fødekæden i den unge alder. Og hvis vi ikke formår at få samlet nogle af dem op, risikerer vi at tabe litterære talenter til andre brancher,« siger Garbers.

Spørger man rektor på Forfatterskolen Pablo Henrik Llambías, ser han også flere gode grunde til at investere i skoling af forfattertalenter.

»For selv om man ikke kan skole sig til kunst, kan man være med til at udvide talenternes erfaringsverden. Man kan ikke skabe talenter, men man kan stimulere dem,« siger Llambías, der dog mener, det er hypotetisk, om flere forfatterskoler også vil resultere i flere store forfattere.

»Men med den her unge aldersgruppe bør man heller ikke tænke for meget på, hvad det nationale udbytte kan være. Det vigtigste er, at eleverne har fornøjelse ud af det,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Så må I jo bede om et X-factor for forfattere.

Hvis man har en indre kunstner må den jo bryde frem på TRODS af omgivelserne. Historien peger på at kunstnere enten er fattige og leverer stor kunst fordi de har prøvet smerten, eller er under vingerne på en mæcen, der sikrer opholdet og vejen til at få noget fra hånden.

Når forfatterspirer klager over at der er for få skolepladser og institutioner til dem, er det jo et udtryk for den rigdom vi besidder i vores samfund.

Der bliver solgt bøger som aldrig før - omkostningerne for produktion har aldrig været lavere, adgangen til et globalt marked har aldrig været lettere. Det klinger hult når der klages, kom nu bare igang......

Med venlig hilsen
Lennart