Nyhed
Læsetid: 3 min.

Forsvunden forlægger er tilbage

Forlæggeren Mahesh Dutt lancerede planer for udgivelse af dansk litteratur i Indien. Så forsvandt han sporløst, og kom så en tur bag tremmer. Nu er han tilbage - og projektet lever, siger han
Et indisk bogmarked. Den indiske forlægger Mahesh Dutt lancerede det største fremstød af dansk litteratur i Indien nogensinde. Så forsvandt han. Nu er han tilbage, men danske forlag er skeptiske.

Et indisk bogmarked. Den indiske forlægger Mahesh Dutt lancerede det største fremstød af dansk litteratur i Indien nogensinde. Så forsvandt han. Nu er han tilbage, men danske forlag er skeptiske.

Kultur
6. april 2010

Det var svært at bevare pessimismen, da det nystartede indiske forlag Interword Publications under stor bevågenhed fra den samlede danske forlagsbranche sidste år lancerede det største fremstød af dansk litteratur i Indien nogensinde.

For danske forfattere som Kim Fupz Aakeson, Morten Ramsland og Ib Michael var der tale om en enestående mulighed for at vinde fodfæste på et hastigt voksende og meget attraktivt indisk bogmarked. Men i januar i år led planerne et alvorligt knæk, da Information kunne berette, at den indiske forlægger var blevet anholdt i lufthavnen i New Delhi, mistænkt for underslæb.

»Vi har hele tiden haft på fornemmelsen, at der var noget uldent ved det hele,« sagde centerchef i Kunststyrelsens Litteraturcenter Marianne Kruckow dengang til Information, og også hos Gyldendal Group Agency, der havde indgået flere rettighedsaftaler med det indiske forlag, begyndte pessimismen at ulme.

Over for de berørte forfattere forklarede forlaget, at der var grund til at nedsætte forventningerne, da den indiske forlægger var »som sunket i jorden«.

Ingen havde dengang hørt fra Mahesh Dutt siden oktober 2009 - hans hjemmeside var ude af drift, hans facebookprofil inaktiv og hans telefon slukket. Men nu er den forsvundne forlægger atter tilbage. I en mail sendt til Information forsikrer Mahesh Dutt, at det storstilede udgivelsesprojekt hverken er skrinlagt eller sat på pause, men tværtimod fortsat har hans fulde opmærksomhed.

»Ingen i forbindelse med projektet skal tro, at det er dødt. Det lever i dén grad stadig - indtil mit sidste åndedrag,« forsikrer han.

Mahesh Dutt bekræfter dog, at han rigtignok blev tilbageholdt i New Delhi Lufthavn på vej til bogmessen i Frankfurt, men at sagen i øvrigt ikke får betydning for hans planer for udgivelse af dansk litteratur.

Desuden er anklagerne imod ham grundløse, mener han, og indisk politi har da heller ikke kunnet underbygge sin mistanke imod ham.

»Det eneste, de fandt på mig, var en stak bøger, der skulle sendes til forlæggere i Holland samt nogle skriftlige aftaler med hollandske og danske forlag, som jeg havde aftalt at mødes med i Frankfurt,« fremgår det af mailen, som fortsætter:

»En uheldig og mærkelig del af det indiske lovmaskineri er, at man arresterer folk og først bagefter efterforsker sagen. Efterforskningen har ikke bragt noget med sig, som gør mig til en ufri mand. Men desværre har den kostet mig dyrebar tid,« skriver han i mailen til Information.

Online igen

Ifølge den oprindelige plan skal Interword Publications de kommende år udgive i omegnen af 65 Gyldendal-titler, herunder 54 børne- og ungdomsbøger og 11 skønlitterære voksenbøger.

Blandt de indkøbte børnebøger er Ib Spang Olsens Drengen i månen, Ole Lund Kierkegaards Frække Friderik, Lene Kaaberbøls Drengen i kufferten og Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesens Vitello-bøger. Voksenudgivelserne rummer samme blanding af nye og gamle klassikere, herunder Johannes V. Jensens Kongens fald, Ib Michaels Prins, Jakob Ejersbos Nordkraft samt Morten Ramslands Hundehoved.

Der er foreløbig intet nyt om, hvornår de danske titler vil være klar til udgivelse, men ifølge Mahesh Dutt vil forlagets almindelige drift blive genoptaget allerede i slutningen af denne uge. Hjemmesiden og e-mailserveren vil atter være i funktion fra og med søndag aften, mens onlinesalget af hollandske titler åbner igen tirsdag, oplyser han.

I Kunststyrelsens Litteraturcenter, hvor den indiske forlægger tidligere har søgt om støttekroner, venter centerchef Marianne Kruckow dog stadig på at blive kontaktet. »Det udestår fortsat for os at få de supplerende oplysninger, vi skal bruge, for at kunne behandle hans ansøgning,« siger Marianne Kruckow, der er blevet orienteret om Mahesh Dutts løsladelse gennem den danske ambassade i Indien.

Stadig meget mystisk

Hun har ingen kommentarer til selve løsladelsen, men fastholder at der er 'noget meget mystisk' ved hele sagen.

»Der er ikke nogen, der køber og udgiver 55 værker på én gang, det er simpelthen ikke realistisk med mindre man har en stor kapital i ryggen,« siger Marianne Kru-ckow, der desuden undrer sig over, at hverken Kunststyrelsens Litteraturcenter eller nogen af den indiske forlæggers øvrige forretningsforbindelser er blevet kontaktet af hverken Mahesh Dutt selv eller hans advokat, siden han udeblev fra aftalerne på Frankfurt Bogmesse i oktober sidste år.

»Men nu må vi se, om det kommer. Han skal i hvert fald være velkommen til at kontakte os,« siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her