Læsetid: 10 min.

Gainsbourg for altid

Multikunstneren og kvindeforføreren Serge Gainsbourg er aktuel med Joann Sfars vellykkede biopic og i forbindelse med CPH:PIX. Men i betragtning af at manden med kålhovedet i år ville være blevet 82, er hans blotte nærvær imponerende, om det er i soundtracket til en nylig Tarantinofilm, i Becks baslyd, eller i Franz Ferdinand eller Brian Molkos repriser. Så hvorfor ikke starte med, at vi elsker ham - og altid har gjort det?
Kvindeforfører. Kvinder har altid været en stor del af Serge Gainsbourgs liv - gerne de unge og smukke af slagsen. Da Brigitte Bardot fik kolde fødder, druknede Serge Gainsbourg sorgen i den unge, engelske model og skuespillerinde, Jane Birkin, som han mødte på optagelser til filmen Slogan. Arkiv

Kvindeforfører. Kvinder har altid været en stor del af Serge Gainsbourgs liv - gerne de unge og smukke af slagsen. Da Brigitte Bardot fik kolde fødder, druknede Serge Gainsbourg sorgen i den unge, engelske model og skuespillerinde, Jane Birkin, som han mødte på optagelser til filmen Slogan. Arkiv

15. april 2010

Vi vidste ikke, at han egentlig hed Lucien Ginsburg. Vi ville vel ikke engang have vidst, at det var et navn med jødisk klang, hvis vi havde til kendt det. Vi var bare sådan nogle svedende i-starten-af-hormonfasen ynglinge, som ventede på, at noget mørke kunne falde på, så vi kunne nå frem til kinddansen. Og den ultimative kinddans foregik til Serge Gainsbourg og en orgiastisk stønnende Jane Birkin på danseskolen i den danske provins i starten af 70'erne. 'Je t'aime, moi non plus'. Vi forstod ikke teksten, men selv de voksne syntes, den var fræk, og dansede tæt. De forstod den vist heller ikke. Man skulle helst være hæftet på en fyr, man synes var virkelig lækker, for ellers var det utåleligt. Faktisk var den næsten utålelig bare at høre på, et kig langt ind i de voksnes verden.

Gainsbourg startede selvfølgelig ikke dér. Han var for længst trådt ind i de voksnes rækker, og mange ting var gemt og glemt. Han var ældre end mine forældre, født i Paris 1928 af russiske emigranter. Mærkeligt, for mine forældre var jo allerede gamle, og sådan lød sangen ikke. Til gengæld var Serge Gainsbourg, som han forlængst havde skiftet Ginsburg ud med, umiskendelig grim, hvilket han led under hele sit liv. Lille, med udstående, lavtsiddende runde flyveører og en stor næse. Kålhovedmanden. Men som han formulerede det, »så har grimheden den fordel frem for skønheden, at den ikke forsvinder med tiden«. Og selv om den gjorde hans sangerdebut vanskelig, skulle den vise sig nærmest at være et trumfkort over for nogle af verdens smukkeste kvinder. Igen og igen skulle den lige prøves af, damerne faldt på række, indtil Don Juan-komplekset til sidst blev nærmest patetisk. Som da han i 1986, døddrukken og for åben skærm, sad og sagde: »I want a fuck her« (jeg vil knalde hende, red.) til en ikke alene uimodtagelig, men dybt fornærmet Whitney Houston.

»Jeg blev født under en heldig stjerne - en gul stjerne.«

Forældrene, der begge var konservatorieuddannede, flygtede fra bolsjevismen og antisemitismen i Rusland, men antisemitismen nåede også til Paris. I 1942 bar en 14-årig Lucien den gule stjerne. Familien søgte tilflugt i Provence under et falsk navn. Det var den slags, der blev glemt efter krigen. Der blev lagt låg på Frankrigs egen indblanding i uhyrlighederne, langt op i 70'erne. Måske var Serge Gainsbourg en af de første, der hev den ubehagelige del af historien frem på det højst kontroversielle, satiriske og nærmest delirerende album Rock around the bunker fra 1975, hvor han på tidens letbenede melodier foretog sit helt eget opgør med nazismen. Albummet, der blev indspillet i London, blev forbudt på de franske radiostationer, og er stort set forblevet ukendt, selv om dets billedverden samtidig og senere vandt genklang i The Rocky Horror Picture Show, punk og David Bowie.

Serge Gainsbourg kunne bare ikke undgå at lave kunst en gang imellem, selv om han tidligt fandt ud af at det var brødløst: »Jeg vendte kåben, da jeg fandt ud af, at den var foret med mink,« forklarede han overgangen fra kunstner til populærkunstner med en af de oneliners, der gjorde ham til en omvandrende filmhelt. Han spillede i løbet af livet med i over 30 film, de fleste forglemmelige, skabte selv fire systematisk provokerende, og skrev musik til et utal af andre.

Kvindeforfører

Men i første omgang ville den unge Ginsburg være maler. Skolen var han droppet ud af inden studentereksamen, militærtjeneste endte i kachotten for ulydlighed og derefter druk. Men han fik lært at spille guitar ud over det klaverspil, faderen havde lært ham at mestre. Karrieren som alkoholiker var sådan set hans første, den næste var karrieren som ægtemand. I 1951 giftede han sig med Elisabeth Levinsky, aristokrat med forbindelse til surrealisterne, måske var det dét, som forførte ham. Han fortsatte med at male, men tjente til livets ophold som barpianist. Blev crooner, men akkompagnerede også sangerinden Michèle Arnaud på guitar. Og det var først en dag, hvor hun kom hjem til ham sammen med kabaretejeren Francis Claude, såmænd for at se hans malerier, at de opdagede, at han selv komponerede. Efter at have hørt Boris Vians provokerende og kyniske tekster, havde Gainsbourg, som han nu hed, fundet sin egen stil. Allerede dagen efter blev han skubbet på scenen, og en ny karriere - om end endnu langt fra en stjerne - var født. Men nok til at det gik fint hånd i hånd med en karriere som kvindeforfører. Han blev skilt i 1957, og efter at have skrevet adskillige sange til andre, udkom hans første album i 1958. Boris Vian kaldt ham for en ny Cole Porter. Teksterne var præcise, kender man ham for hans senere snøvlen, er en sang som le Poinçonneur des Lilas med dens rappe togrytme og distingverede artikulation - om en mand, der tilbringer sin dag med at klippe små huller i togbilletter - en overraskelse. Flere album fulgte, mere og mere over i en avanceret kold jazz stil som Gainsbourg elskede. Kulminationen var Gainsbourg Confidentiel fra 1963, og den må siges at være forblevet konfidentiel, solgt i 1.500 eksemplarer. Gainsbourg var 37, det er som bekendt enormt gammel, og han var træt af at være fattig.

Men det gjorde Gainsbourg noget ved. Han gjorde det ved at bruge sit forrygende sangskrivertalent kommercielt. Han skriver hittet 'La Javanaise' til Juliette Greco, og 'La Gadou' til Petula Clark - der forbliver en fortolker af Gainsbourgsange. De lyder ubeskriveligt anderledes i hendes søde mund end i hans. Françoise Hardy får succes med 'Comment te dire adieu', men den helt store succes er i vente. Gainsbourg bliver også gift igen, og får to børn, men det hører man næsten aldrig om.

Frankrig har fået en ny, lille sanglærke, som alle elsker, under kunstnernavnet France Gall. Hun er endnu ikke fyldt 18 og har familiebaggrund i showbiz, så de største sangforfattere skriver tekster til hende, og hun ryger til tops på ye-ye-bølgen, der især består af franske udgaver af engelske popsange.

Gainsbourg skriver to hit til hende, men det bliver sangen 'Poupée de cire poupée de son', som France Gall selv udvælger, da hun inviteres til at repræsentere Luxembourg ved Eurovision 1965, der får kasseapparaterne helt op at ringe. Gainsbourg får Gall til at synge præcis det, hun er: en syngende, jomfrunalsk nikkedukke, i en mundret, metaforisk tekst. Blandt eurovisionkollegaerne i Napoli er de til grin, men de vinder. Gainsbourgs ironi og kynisme på vej mod popsangenes tinder, kan næsten få det til at løbe koldt ned af ryggen. France Gall kan bare godt lide hans sange, og synes, han er sød og elegant. År senere, da hun vitterlig er nået frem til at »leve sine sange uden at være bange for drengenes varme«, som voksdukken naivt synger, fortæller hun med forbitrelse om det dobbeltspil, hun dengang overhovedet ikke opdagede. For var voksdukkesangen dobbeltbundet, har Gainsbourg en endnu værre i ærmet til den lille, franske Lolita.

Renommé som provokatør

Det er sangen 'Sucettes à l'anis', der hele vejen igennem kan forstås på to niveauer. Det første, som den 18-årige Gall forstår, handler om en lille pige, der elsker slikkepinde. På et andet niveau er det en lang metafor for oralsex. Der er sukkeret, der løber ned i halsen på hende. Skandalen er enorm. Succesen også, men det fører til et brud mellem de to. Og Gainsbourgs renommé som provokatør er slået fast med guldsøm.

Er Gainsbourg nu en velhavende forfører, så har Gud skabt kvinden, og kvinden hedder Brigitte Bardot. Hun ramler Gainsbourg ind i kærligheden, og næsten lige så hurtigt ud igen, omend det bliver til et par sange inden.

Jane, Brigitte og alle de andre

Det er til hende, han skriver 'Je t'aime ... moi non plus', men hun får kolde fødder. Gainsbourg drukner sorgen i en ung, engelsk model og skuespillerinde, Jane Birkin, som han har mødt på optagelser til filmen Slogan. Året er 68, Serges eksplicitte, seksuelle tekst og kærlighedskynisme suppleres af Birkins simulerede orgasme, så da sangen omsider kommer på gaden, er både skandale og økonomisk succes på pletten. I 1969, 'Année érotique' som de sammen synger det, flytter den 23-årige Jane og den 41-årige Serge ind i et hus i rue Verneuil i midten af Paris med sortmalede vægge. Deres datter, Charlotte, fødes i 1971 til et årti, der kunstnerisk set skal blive hendes fars bedste. Hele fire albums bliver det til blandt andet 'Histoire de Melody Nelson', med hittet 'Je suis venu te dire que je m'en vais' - jeg er kommet for at sige, at jeg forlader dig. Gainsbourg går tilbage til de eklektiske, det er fra dette årtis album, hans år 2000-beundrere stadig henter inspiration. Bandet Air blandt andre. Han selv henter inspiration i klassisk musik til en række af sine sange. Syrer ud med sit nazialbum, laver film også, runder af med et selvportræt med albummet 'L'Homme à tête de chou' - kålhovedmanden. Men mens France Gall-sangene solgte i millionvis og gav ham de minkpelse, han havde higet efter, så gik det mindre godt, når han lavede kunst.

I 1977 befandt jeg mig på et lille, eksklusivt hotel i Sydfrankrig med min egen Jean-Jacques, der gik i jakker på bar hud ligesom Serge. Solen bagte, og en lille Charlotte tilbragte dagen i swimmingpoolen. Mor Jane Birkin sad i skyggen, hun har aldrig solet sig, hvilket stadig får hende til at se bemærkelsesværdigt ung ud. Og hver dag i hele den uge, hvor jeg ikke mindes, der var nogen som helst andre på det hotel, dukkede Gainsbourg først op ud på eftermiddagen med solbriller mod tømmermænd. Det forekom at være 100 år siden, jeg havde danset kinddans til dem. Efter et hjerteslag i 1973 havde Gainsbourg gjort et stunt ud af at erklære, at han ville behandle det med cigaretter og alkohol. Han så brugt ud, gammel, han var jo også næsten 50 og det er virkelig gammelt, grimheden havde holdt sig forrygende. Gainsbourg var ved at forvandle sig til Gainsbarre. Birkin forlod ham i 1980: »Jeg har elsket Gainsbourg, men jeg var bange for Gainsbarre.«

Mandens allerlængste kærlighedsforhold var uden tvivl til flasken, men færdig var han langt fra. Og allerede inden Birkin forlod ham, tog hans musik en ny retning: Jamaica. I hovedstaden Kingston indspillede Gainsbarre i 1978, året efter at en naiv koldingenser bedømte ham færdig, 'Aux armes et cetera', der sente ham til toppen af hitlisterne igen med platinsalg.

Hævnen smagte indsmigrende

Titelsangen er en reggaeudgave af den franske nationalsang. Men Gainsbourg, der havde slået sangen op i et leksikon, var faldet over, at de ikke gad skrive hele omkvædet hver gang. I stedet kunne man læse 'Aux armes etc'. Provokationen var total. Kunne en lille dreng med en gul jødestjerne tage hævn over et opblæst Frankrig, der ikke havde kunnet forsvare sine egne borgere under nazismen, var det måske denne hævn, der smagtes på de indsmigrende og sandsynligvis potduftende rytmer. Det officielle Frankrig var i oprør, journalisten Michel Droit skrev en rasende artikel i Le Figaro, lige på kanten af antisemitisme, og ved en koncert i Strasbourg mødte en gruppe militære faldskærmsudspringere på for at protestere. Men Gainsbourg var i sit es i provokationen, og satte i med at synge den oprindelige version. Så var de alle nødt til at stå ret og synge med, og så kunne han jo teksten. Derefter følger endnu en triumfturnée for Gainsbourg, der har Bob Marleys sangere med sig hele vejen rundt.

Gainsbourg døde i 1991 af endnu et hjerteslag. Han satte ikke sit lys under en skæppe, men brændte det i begge ender. Han brugte de sidste 10 år på at gøre en dyd ud af det, som var blevet en nødvendighed, afhængigheden af alkohol, billedet på den fortabte kunstner, omhyggeligt dårligt barberet, han optrådte utallige gange stangdrukken og pinlig på tv.

Men midt i det hele bliver han også ved at skabe og forføre. I 1980 møder han den kun 20-årige Bambou, datter af en tysk legionær og en kinesisk aristokrat, og som han har gjort til alle sine kvinder, skriver han sange om hende og til hende. De får også en lille søn sammen. Til albummet 'Love on the Beat' fra 1984, der er en lang, elegant, pornografisk hymne, har han optaget Bambous virkelige orgasmeskrig som baggrund for titelsangen. Ikke mere snyd. Datteren Charlotte forærer han starten på en forrygende karriere med duoen Lemon Incest i 1985, hvor det provokerende ordspil leger mellem citronskal og incest, og derefter filmen om samme emne Charlotte For Ever.

Det er den nu så succesfulde skuespillerinde og sangerinde Charlotte, der bevarer det sortmalede hus, der stadig står urørt siden faderens død. Muren er dækket af graffiti, der hele tiden ændrer sig, Gainsbourg nåede jo også lige at få fingrene i rap og funk. Huset ligger i parallelgaden til rue de Lille, hvor psykoanalytikeren Jacques Lacan havde konsultation. Jeg har Gainsbourg dybt mistænkt for at være inspireret af Lacan til sin 'Je t'aime ... moi non plus', for der er jo ikke noget at forstå i kærligheden. Lytter man til 'Monsieur Gainsbourg revisited' fra 2006, hvor tidens hotteste engelske kunstnere synger Gainsbourg på engelsk, opdager man i hvert fald, at det lykkedes. Manden blev i enhver forstand aldrig gammel.

Joann Sfars 'Gainsbourg' har dansk premiere torsdag den 29. april. CPH PIX, der begynder i dag, viser en række film med Serge Gainsbourg foran og bag kameraet. Og i morgen aften er der hyldestkoncert til Gainsbourg på Bremen i København, hvor danske musikere vil fortolke franskmandens sange. Mere på www.cphpix.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu