Læsetid: 3 min.

Haitis gru set gennem Leths temperament

Gensyn med mennesket og journalisten Jørgen Leths artikler fra et Haiti, der hos Leth aldrig taber sin poesi og fascinationskraft på trods af politisk kaos, vold og naturkatastrofer
10. april 2010

Let foroverbøjet og med ryggen til fotografen åbner den gråhårede Jørgen Leth dørene i sit hus på Haiti mod verden. Det blanke, hvide klinkegulv og Leths let rene, men let krølledes kakifarvede tøj på bogens omslag står i skarp kontrast til virkeligheden i det land, der gennem årtier har været præget af politisk ustabilitet, kriminalitet, vold og naturkatastrofer.

For selv om emnet i Leths bog Haiti. Kuppet · Faldet · Katastrofen mildest talt ikke er opløftende, formår den nu 72-årige filmskaber, forfatter og journalist at formidle det gennem det særlige Leth'ske temperament, hvor livskraften og poesien altid er til stede - uanset, hvor håbløs den sociale og politiske virkelighed ser ud.

Siden 1991 har Jørgen Leth boet i Haiti, men efter jordskælvet i januar i år måtte han tage til nabolandet Den Dominikanske Republik, da det hele i bogstaveligste forstand faldt ned om ørerne på ham.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Carøe

Det er utroligt, at Jørgen Leth kan fortsætte med at stille sig frem i det danske rampelys som en interessant person, forfatter og ekspert på Haiti. Er der ikke nogen, der snart vågner op og ser ham, som den, han er: en privilegeret, midaldrende velfærdsdansker, som kan nyde og, ikke blot observere og lade sig inspirere af armodet i et af verdens fattigste lande, men endog lummert at tage for sig af smukke, mindreårige kvinder fra den ”sorte lavere middelklasse” med Leths egne ord i hans bog fra 2005, ”Det uperfekte menneske. Scener fra mit liv.” I interview i programmet Go’morgen Danmark mandag d. 11. april 2010 falder Leth i æstetisk svime over bl.a. fattige sorte børns kreativitet i leg med skrot.

Leth sidder tilbagelænet i Go’morgen Danmark og taler halvpylret om, at han har mistet alt under jordskælvet. I må beklage min ufølsomhed, for han havde vigtige ting at miste: sin kunstsamling, sine noter, sine bøger nævner han, mens han dog ansporet af tv-værtens spørgsmål må vedgå sig, at han trods alt ikke mistede livet.

Og han fortsætter med selvfølgelighed at forklare, at han jo ikke kan leve der nu, hvor alt er i kaos, og ingen kan sove indendørs grundet fare for sammenstyrtning af de bygninger, der stadig står. Heldigt for Leth, at han har sit lille smørhul Danmark at krybe hjem til, hvis det skulle blive nødvendigt, når han ikke længere kan sidde og nyde sine fattige venners inspirerende overlevelseskamp. De kæmper selvfølgelig videre for overlevelse, og dem, der er så heldige at forblive i live, kan han heldigvis rejse over og iagttage og atter blive inspireret af, når han igen kan opholde sig sikkert og trygt som den rige, hvide mand blandt den fascinerende, sensuelle pøbel.

Leth fremstår efter min mening som den velstillede, hvide mand, som er så heldig at være født medlem af velfærdssamfundet, og - i kraft af denne lyksalige tilfældighed - kan vælge at bosætte sig i samfund, hvor alene kontrasten til den omgivende fattigdom hæver dem op i en "klasse" lokalt, som gør det muligt at leve som greve og baroner med tjenestefolk i en magtposition, som jeg ikke i sig selv anfægter - magtrelationer vil altid være til stede. Det interessante er, hvordan magten administreres, dvs. hvilke handlinger udføres af den, der har magten. Jobskabelse for de lokale er en yndet retfærdiggørelse af, at man bekvemmeligt kan placere sig selv i en højstatus position ved at have andre til at udføre opgaver, som dækker basale, personlige behov som madlavning og rengøring, fordi man har penge. Ikke penge, som kommer fra lokal aktivitet, personen har således ikke bidraget produktivt med noget som helst til lokalsamfundet. Han eller hun har blot snedigt flyttet sig til et sted, hvor købekraften er højere end der, hvor pengene er tjent. På globalt plan er det principielt ikke en dårlig ting, man kunne måske endda argumentere, at noget af den privilegerede rigdom flyttes til de mindre privilegerede samfund. Min anfægtelse er netop ikke selve valget om at bosætte sig – men, helt konkret, administrationen af den position, personen har i lokalsamfundet.

Leths meget udskældte passager fra ovennævnte bog om sine seksuelle eskapader med kokkens 17-årige datter, hvem han poetisk - tror jeg nok - kan tage, når han vil, fordi det er hans ret. Er det virkelig acceptabelt i poesiens navn? Hvor går grænsen så?

Jeg er helt med på mere eller mindre "stuerene" seksuelle fantasier mellem ligestillede, samtykkende voksne, men her balanceres uafladeligt på kanten af det eviggyldige, etiske dilemma omkring prostitution, dvs. økonomisk kompensation for frivillige seksuelle ydelser udbudt af socialt dårligt stillede kvinder. Min kæde hopper da helt af, når der foreligger et skævvridende magtforhold: pigens mor er ansat af Leth og dermed økonomisk afhængig og forpligtet, hvilket giver mig en påtrængende dårlig smag i munden omkring det seksuelle forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstagers juridisk mindreårige datter, som han oplever en ret til.

Er det en manifestation af overflodssamfundets manglende evne til at se ud over sin egen lille næse? At vestlige værdier er placeret i konstant, materiel berigelse, som aldrig rigtig giver os den tilfredsstillelse, vi søger, og så bliver vi blinde for, at næste skridt bliver at svælge i fjerne folkefærds ulyksaligheder under dække af intellektuel orgasme over disse spændende menneskers – for os ubegribelige – kreativitet, vedholdenhed og styrke i kampen for at overleve, en kamp, vi slet ikke har fantasi til at forestille os at skulle kæmpe.

Danmark, så vågn dog op og lad være med at forherlige denne repræsentant for en gammelkendt gruppe af småfede, liderlige mænd, som alle dage er rejst til steder, hvor de kan fremstå som noget særligt uden at være det. Følelsesmæssigt afsporede drenge, som kan opnå unge, sorte pigers seksuelle gunst – unge fattige piger, for hvem den rige, hvide mand med de fine kunstgenstande i det store hus repræsenterer en mulighed for flugt væk fra elendigheden og den endeløse kamp for overlevelse.

Jeg håber hermed at rokke lidt ved perspektiverne omkring udstillingen af – i min optik - vestlig pengemagt blandet sammen med seksuel frisindethed krydret med overskudsvesterlændingens nedladende beundring af fattiges kamp for overlevelse, forklædt som æstetisk kunst i en moderne “Kejserens nye klæder.”