Kaspar Colling Nielsen har læst debutbogen, Mount Københavns historier op for sine børn på fem og otte år. Og han lægger vægt på, at de godt kan lide dem.
Det er historier som den om manden, der gør en opdagelse: Fugle kan flyve, fordi de næsten ingen ben har! Hvorefter han får bortopereret ben og hofter, mens den overskydende hud bruges til vinger, og - han kan flyve. Han bekoster derefter »personligt over 100 operationer, hvoraf de 87 endte succesfuldt«.
Eller historien om den tibetanske munk, der for 32 milliarder år siden kom til at skabe firmamentet, fordi han - måske - forgreb sig på en kvinde. Da han rørte hende, sprang en stjerne nemlig frem på den tidligere kulsorte himmel. Og da han var færdig med hende, var himlen helt gennemhullet, og der var kommet en stor, bleg sol, der hele tiden pegede fingre ad ham, når den spejlede sig i vandet.
Et par eksempler på de i alt 17 historier, der udspringer af og omkring Mount København, et bjerg, staten sammen med private investorer over en periode på 200 år byggede på Avedøre Holme.
Foran hver fortælling er anbragt et faktuelt oplysende stykke om bjerget, som står i mere eller mindre direkte forbindelse med eller i spændingsforhold til den påfølgende novelle.
Selv peger Kaspar Colling Nielsen på Hemingway som en af sine inspirationskilder. Han kan godt lide spillet mellem et faktuelt sceneri og den mere klassiske novelle, siger han.
Kaspar Colling Nielsen ville gerne sandsynliggøre bjerget, fortæller han. Han synes, det er interessant at overveje, hvorfor vi i en tid, hvor vi har så store teknologiske ressourcer, ikke er mere interesseret i at lave 'fantastiske ting' som Gaudís grandiose kirke, Sagrada Família i Barcelona, eller domkirken i Firenze.
»Jeg synes, det er sjovt at forestille mig, hvad man kunne skabe, hvis man anstrengte sig til det yderste.«
Fakta og fiktion
De faktuelle afsnit om det 3.500 meter høje bjergs indflydelse på natur og klima, fauna og flora virker yderst overbevisende, og det er også meningen, forsikrer Kaspar Colling Nielsen. Han har interviewet såvel meteorologer som biologer og geologer for at kunne beskrive realistisk, hvad der ville ske, hvis der lå et bjerg på Avedøre Holme.
»For eksempel ville det opstå en mistralvind omkring bjerget, som ville ændre klimaet over store dele af Sjælland. Der ville komme sne på toppen, og smeltevandet ville danne floder, så vi for første gang ville få floder i Danmark. Dernæst ville der komme laks og efterhånden mange andre dyr. Jeg har gået og udfoldet for mig selv, hvad der ville ske, og jeg ville have det faktuelle så præcist som muligt, netop fordi man i en bog arbejder på et andet virkelighedsplan end det håndgribelige.«
Klimaet og andre forandringer
Sådan et bjerg ville også være en begivenhed i filosofisk forstand, fortsætter Kaspar Colling Nielsen. Han tøver lidt med det filosofiske, for selv om han faktisk har studeret filosofi ved Syddansk Universitet, vil han for alt i verden ikke virke højpandet og - ja, virkelighedsfjern. Hans fortællinger skal helst have noget til alle, altså også børn.
Men den filosofiske tanke bag bjerget er den, at det så at sige overskrider sig selv, forklarer han. Skønt menneskeskabt får det sit eget liv, fordi naturens kræfter tager over.
»Jeg synes, det er enormt spændende, at man kan skabe natur, at man kan skabe store projekter, der får naturen til at udfolde sig.«
I en tid, hvor sneen på Kilimanjaro næsten er væk, og hvor klimaforandringerne er på alles læber, kan man få den tanke, at bogens overvejende optimistiske visioner er ironisk ment. For hvordan vil det mon i fremtiden gå med den evige sne på toppen af Mount København?
Men bogen er ikke ironisk ment, forsikrer Kaspar Colling Nielsen.
»Jeg har ingen ambitioner om at afsløre andres småborgerlighed, jeg har slet ikke lyst til at pege fingre. Jeg synes, at verden er grotesk og absurd og fantastisk og sjov og forfærdelig og fuld af smerte og sorg.«
Og klimaforandringerne har ikke spillet nogen rolle for bogens tilblivelse. Ikke at de ikke interesserer ham, det gør de, men dem vil han hellere lade eksperterne om. Det er helt andre temaer, der har stået centralt for ham, siger han.
»De virkelig fantastiske bygningsværker i historien er altid enten skabt af en diktator eller af Kirken. I min bog er grundideen demokratisk, det var fra begyndelsen meningen, at bjerget skulle være for alle. På den ene side betød bjerget et indgreb i dansk kultur, på den anden fik man også skabt noget helt unikt og anderledes dansk.«
»Men så træder samfundets mekanismer i kraft, grundpriserne på bjerget stiger, så det til sidst kun er de rige, der har råd til at bo der, og der opstår sociale spændinger og konflikter om, hvem der har ret til bjerget.«
På den måde har skrivearbejdet også været en udforskning af ideens konsekvenser for Kaspar Colling Nielsen.
»Jeg tror imidlertid på, at man også i et demokrati kan få ideer til fantastiske ting.«
Antibabel?
Den litterært erhvervsskadede interviewer kom naturligvis i tanke om babelstårnet undervejs, men også denne inspirationskilde afviser Kaspar Colling Nielsen. Han har ikke skrevet en antibabel.
»Selvfølgelig har jeg været bevidst om, at myten findes, men den har ikke været et referencepunkt på anden måde, end at jeg som sagt har tænkt på, at alle fantastiske bygningsværker er blevet skabt af diktatorer eller til Guds ære.«
»Fortællingerne balancerer et sted mellem katastrofe og nem lyksalighed. Jeg kan godt lide, at alt er muligt, og forsøge at fastholde dette. Og det er ikke for sjov,« forsikrer han, »jeg synes, det er værd at tænke over store ting«.
Vi vender tilbage til Kaspar Colling Nielsens filosofiske baggrund, men hvis den overhovedet har sat sit præg, har han først opdaget det bagefter som en efterrationalisering, siger han. Han har ikke haft noget filosofisk program, han har end ikke haft en synopsis. Historierne har fået lov at udfolde sig, som de kom dumpende.
»Jeg ved ikke, hvor meget man overhovedet selv styrer, når man skriver. Fordi det er så stort et arbejde, må det nødvendigvis interessere én ret meget, hvis man skal orke det, så man er nødt til at give sig hen til det stof, man har i sig, og skrive løs. Fortællingerne skal leve deres eget liv.«
Og at skrive interesserer i den grad Kaspar Colling Nielsen. Ud over filosofistudierne har han også en uddannelse som cand.merc.fil. fra CBS, og før han sprang ud som forfatter, arbejdede han i en udviklingsafdeling med innovation og nye produkter og skrev i fritiden. Men da Gyldendal havde antaget hans manuskript, sagde han sit job op og lavede sit eget firma. Før havde han kun tid til at skrive om morgenen, nu kan han indimellem frigøre hele dage.
»Jeg synes, det er fedt! Jeg ønsker bare, at jeg kan komme til at skrive hele tiden!«
Men han har altså gjort sig visse tanker, efter at bogen blev færdig.
»Jeg har været optaget af at skabe meget konkrete billeder og beskrive genstande og personer, som om de var helt almindelige.«
- Fuglemennesker og den slags?
»Ja, eksempelvis. Og jeg håber, at læseren selv vil kigge sig omkring på bjerget og danne sine egne billeder.«
Fedtet ind i verden
Kaspar Colling Nielsen slår syv kors for sig, det her må endelig ikke misforstås, men han kan godt lide Kafka, selv om han ikke ville drømme om at sammenligne sig selv med det tjekkiske geni. Derimod vil han gerne bruge Kafka til at forklare, hvad han selv har været ude på.
»Ifølge Kafkas danske oversætter Isak Winkel-Holm er den kendte novelle, Forvandlingenom Gregor Samsa, der vågner og er blevet forvandlet til et stort kryb, en kommentar til samtidens antisemitisme. Jeg synes, det er en plausibel forklaring, men den rører ikke ved teksten eller ændrer noget ved, at der findes en historie om en mand, der forvandles til et ækelt kryb.«
»Litteratur eksisterer på et andet realitetsplan, et andet sandhedsniveau, men så findes det også, det er på sin egen vis virkeligt. At skabe natur ved at bygge et bjerg er en kunstnerisk proces, ideen om bjerget eksisterer næsten lige så meget som virkelige ting. Jeg har villet stræbe efter den tanke at skabe noget virkeligt,« siger Kaspar Colling Nielsen og griner lidt ad sin egen, paradoksale formulering.
»Jeg tror, det er løgn, at man kan stille sig uden for verden og iagttage den. Vi er fedtet ind i verden, ting og personer klæber sig fast til os, i virkeligheden har vi nok meget svært ved at skelne mellem os selv og verden. Vi har ganske vist sproget til at beskrive med og dermed til at distancere os, men alligevel er alting meget personligt for os. Jeg har gerne villet beskrive, hvordan vi indgår i store systemer, at vi i meget højere grad, end vi tror, er en del af den verden og det miljø, vi er i.«
Spørgsmålet er så, hvordan man beskriver en udvikling på de betingelser, funderer Kaspar Colling Nielsen. Der må der nærmest være tale om kæder af mutationer, både i opfattelsen af os selv og af andre, mener han.
Ud af Freuds århundrede
Han har bevidst ikke villet psykologisere. Utroligt, megen litteratur og film er formet, så personerne går tilbage gennem fortiden og når ud til en ny begyndelse på den anden side, erklærer han. Ganske vist tror han, at fortiden spiller en stor rolle for alle mennesker, men han tror også, at der er noget forløsende i at stræbe fremad mod noget i stedet for at se bagud.
Derfor er hans personer heller ikke reflekterende, der er ingen forklaringer, understreger han. Fortællingerne handler om folk, der gør noget. Men deres handlinger bærer deres problemer fra fortiden med sig, og måske forløses de.
»Man kan ikke løbe fra fortiden, men jeg tror, det er fastlåsende hele tiden at konfrontere sig med den. Fortiden ændrer sig også,« fastslår Kaspar Colling Nielsen, »fortiden er en nutidsfortid, som forvandles, i takt med at man selv bliver ældre. På et tidspunkt begynder man endda at forstå sine forældre«.
Kaspar Colling Nielsen anser Freud for det 20. århundredes måske største filosof, siger han, men han forestiller sig, at vi nu er på vej ud af Freuds århundrede.
»Psykoanalysen har haft en kolossal indflydelse på, hvordan vi tænker vores liv, men på 'folkloreniveau', i den almindelige tankegang, tror jeg, den er ved at uddø. Psykoanalysen har fokus på det emancipatoriske i at erkende og forstå sine traumer, men ikke på strategierne for, hvordan man kommer videre derfra. Spørgsmålet er, hvad vi har at sætte i stedet.«
Her peger Kaspar Colling Nielsen på den franske filosof Gilles Deleuze, som forsøger at gøre op med forestillingen om, at en problemstilling altid skal løses op og ende med en konklusion. At der altid findes en årsag.
»Det er hele komplekset af relationer, der tegner et billede af virkeligheden.«
»Og vi er frie til at træffe helt andre valg.«
