Hits egner sig ikke til Højskolesangbogen

»Højskolesangbogen er ikke til for folket, men for en flok forstenede havenisser, der tilsyneladende ikke er kommet sig over nationalromantik, naturlyricisme og old school kristendom,« skrev Klaus Lynggaard i går i sin kritiske artikel om den 18. og nyeste udgave af Højskolesangbogen, som udkom i 2006. Han efterlyser nyere sangtekster, som folk rent faktisk kender, af kunstnere som Steffen Brandt, Anne Linnet og Peter Sommer.

Højskolesangbogsudvalget, som stod bag redigeringen af 18. udgave, mener dog ikke, som Klaus Lynggaard, at sangbogen er gammeldags eller ligefrem »grum læsning«.

»Klaus Lynggaard har misforstået formålet med Højskolesangbogen. 'Smuk som et stjerneskud', 'Dansevise' og andre af de sange, som han efterlyser, hører hjemme i kategorien 'lystige viser', og Højskolesangbogen skal ikke være et 25. bind af Lystige Viser,« siger Ole Brunsbjerg, som var formand for Højskolesangbogsudvalget.

Han påpeger, at den 18. udgave med 166 nye sange er den næststørste fornyelse i sangbogens historie.

Også forstander på Testrup Højskole Jørgen Carlsen var medlem af udvalget. Han er skeptisk over for Klaus Lynggaards kritik:

»Flere af de sange, som Klaus Lynggaard nævner skal med, viser kun, at han selv er ved at blive en gammel mand. Mange unge vil slet ikke forbinde de sange med noget som helst. De tilhører hans ungdoms vemodsdage. Det skal de have lov til, men fordi han har et inderligt forhold til dem, er det ikke sikkert, at nutidens ungdom skal have det. Højskolesangbogen skal være alle sangbøgers moder,« siger han.

Dur ikke til fællessang

Viceforstander på Engelsholm Højskole Jakob Bonderup var det yngste medlem af Højskolesangbogsudvalget og den mest aktive i forhold til at få nyt materiale med. Han påpeger, at Klaus Lynggaard beskriver en væsentlig problemstilling, som også var meget anmassende for udvalget, da de redigerede sangbogen. Han mener dog, at Klaus Lynggaard fokuserer på det helt forkerte:

»Det, der er artiklens problem, er, at Klaus Lynggaard tilsyneladende ikke kender præmissen for Højskolesangbogen, men anmelder den, som var den en rockplade. Sagen er, at fællessangs- situationen ikke er den samme som at stå og synge med til en musikfestival, hvor det er ligegyldigt, hvad publikum synger, fordi der bliver spillet så højt,« siger Jakob Bonderup.

Han mener, at Klaus Lynggaard skubber et problem over på højskolebevægelsen og sangbogsudvalget, som i virkeligheden ligger i valget af de fællessange, der er at vælge imellem.

»Klaus Lynggaard beskriver det at lave en sangbog som at gå ind til en slagter og sige, at man gerne vil have tre kilo oksekød og to kilo flæskefars for at få den rigtige sammensætning af en menu. Problemet er, at sådan en slagter er der ikke på fællessangsmarkedet,« siger Jakob Bonderup.

Ifølge ham er problemet, at alle musikere i dag skriver sange til cd-produktioner og liveopførsel - og de egner sig ikke til fællessange i Højskolesangbogen.

Jakob Bonderup nævner som eksempel en workshop, han afholdt i 2008, hvor han arbejdede sammen med sangskrivere, sangere og komponister om at lave en alternativ højskolesangbog. Her blev det åbenlyst for flere af deltagerne, hvor svært det var at skrive en sang om til fællessang.

»En af dem, som jeg ved, Klaus Lynggaard sætter pris på, er sangskriver og producer Stephan Grabowski. Han var med på en af de her workshops og havde skrevet en sang, som han synes, var en potentiel højskolesang. Men da den blev transskriberet og gjort fællessangbar, og vi sang den, blev han meget frustreret over resultatet. Der skal man bare huske, at man hjælper ikke altid en sang ved at putte den i en fællessangbog,« fortæller Jakob Bonderup.

Mindre folkelig

Henrik Marstal, musikforsker, debattør og medredaktør på bogen Den nye sangskat, har ligesom Klaus Lynggaard svært ved at se folkeligheden i, at mange ikke kender de sange, som findes i Højskolesangbogen.

»I sin konstruktion som institution er den vanvittig folkelig, også fordi den sørger for at have så meget repertoire med, som mange generationer har sunget gennem årtier og århundreder. Men jeg synes, sangbogen er blevet mindre folkelig ved den nye udgave, fordi man ikke har anerkendt den folkelighed, der ligger i meget store dele af populærmusiktraditionen,« siger Henrik Marstal, som allerede fremførte sin kritik af Højskolesangbogen i Information i 2006.

Det er dog en misforståelse, at sangbogen ikke er folkelig, mener Jakob Bonderup, der deler folkelighed op i to typer.

»Der er den type folkelighed, som folk ønsker, og så er der den type folkelighed, som i Grundtvigs forstand er det, som folk har godt af. Vi har primært redigeret sangbogen ud fra det sidste. Højskolesangbogen er jo ikke Tjeklisten, og vi redigerer ikke efter sms-stemmer,« siger han.

Også Jørgen Carlsen og Ole Brunsbjerg bemærker, at Klaus Lynggaard har en anden opfattelse af folkelighed end Højskolesangbogsudvalget.

»Det folkelige er ikke det, man forstår ved festlig folkelighed og fornøjelighed. Det hører hjemme på Dyrehavsbakken, og det er også helt fint. Det folkelige er for mig et kvalitetsbegreb, noget som er umiddelbart tilgængeligt for alle og samtidig siger noget om det folk, som man indgår i,« siger Ole Brunsbjerg.

Sange, ikke kunstnere

Det er måske ikke indlysende, hvilke kriterier sangbogsudvalget så vælger sange ud fra. Klaus Lynggaard kritiserer sangbogens udvalg af kunstnere med Grundtvig som en udpræget topscorer med 80 sange mod Kim Larsen med blot fire og Peter A.G. med én:

»Eller hvad med de blændende engangsforestillinger, de sange, vi alle bærer i vort nationale dna - såsom 'Dansevise'? 'To lys på et bord'? 'Smuk som et stjerneskud'? Selvfølgelig er de da ikke der. Herregud, 'Dansevise' - skulle Sejr Volmer Sørensens navn få lov til at tilsøle Bertel Haarders? Sidstnævnte er nemlig repræsenteret - for lang og tro tjeneste, velsagtens,« skriver han.

Ifølge Højskolesangbogs- udvalget falder Klaus Lynggaard her ned i en præmis, som kritikerne af sangbogen har tendens til. De påpeger, at den redaktionelle grundtanke er, at man vælger et digt, derefter en melodi og på ingen måde digteren eller komponisten.

»Klaus Lynggaard har misforstået, at det skulle have noget med kunstneren at gøre. Havde Sejr Volmer Sørensen skrevet en sang, som vi mente egnede sig til fællessang, så ville den komme med, uanset om han hed Volmer Sørensen eller Bertel Haarder. De sange, som Klaus Lynggaard nævner, er faldet på teksten, og på at de ikke egner sig til fællessang - ikke på kunstneren,« fortæller Ole Brunsbjerg.

Jørgen Carlsen har et sidste budskab til Klaus Lynggaard:

»Syng Klaus, alt det pop og rock du vil, og jeg vil synge med på det meste af det. Det skal bare ikke med djævlens undergang nødvendigvis stå i Højskolesangbogen.«